Anmeldelse: ‘Better Call Saul’ – sæson 5

Skrevet af Søren Meinertz.

Efter fjerde sæson sluttede med at Jimmy McGill tog navneforandring til Saul Goodman, kommer dét som jeg tror mange har ventet på. Indtil videre har karakteren ikke været direkte involveret i kartelkrigen mellem Salamanca-familien og Gus Fring, men det laves der om på i femte sæson.

Vi starter, hvor vi slap. Jimmy hedder nu Saul Goodman, og han og Kims forhold udvikler sig; både privat og professionelt. Salamanca-udsendingen Lalo spionerer stadig Gus´ aktiviteter i Albuquerque, og Mike forsøger at slippe af med ham. Samtidig er Nacho Varga fanget i den ikke særligt ønskværdige situation at være både spion for Gus, men officielt være på Salamancaernes lønningsliste. Uroen breder sig på Mexico-siden, og det medfører samtidig modreaktioner i USA, hvor Saul langsomt, men sikkert, vikles ind i kartellernes dødsensfarlige spil. Hvor meget er han villig til at skjule og afsløre for Kim, og kan han jonglere rollen som karteladvokat og ægtemand? Og hvordan pokker ender han egentlig som ansat på den Cinnabon i det anonyme storcenter?!?!

Der er mange måder, hvorpå forfatterne kunne spille bolden efter sæson 4, men som sædvanligt virker det som om, at Peter Gould og Vince Gilligan har helt styr på, hvor de skal hen og i hvilket tempo de skal nå det. Relationerne mellem vores ret elskelige hovedkarakterer udvikles og tilføjes nye dimensioner, og instruktørholdet tackler med sikker hånd både det personlige drama og det intense spil mellem de krigslystne karteller, og uden at afsløre for meget kolliderer de to verdner med et brag i sæsonens niende afsnit, der måske indeholder nogle af de mest nervepirrende minutter i den nyere TV-historie.

Men som det er med ´Breaking Bad´ universet overspiller forfatterne aldrig deres hånd, og krydrer hele foretagendet med tiltrængt humor. Især får vi et dejligt gensyn med Hank Schrader og Gomez, og Sauls foragt over for den ålglatte Howard når nye højder under en forretningsfrokost.

Samtidig bibeholder serien sin troværdige karaktertegning. Hver eneste reaktion eller ændring i vores hovedkarakterer er solidt underbygget, og føltes aldrig forhastede eller utroværdige. Når vi kigger på Sauls udvikling gennem serien, kan vi solidt pege på de valg, der har ledt ham ned ad den ret stejle bakke, han nu forsøger at holde balancen på. Vi forstår også, hvorfor at Kim stadig elsker ham; på trods af hans natur, og selv om vi ikke bryder os om ham, ved vi også, at Howard har ret i mange af sine antagelser om Saul.

Skuespillet når også nye højder i denne sæson. Bob Odenkirk kan jo efterhånden rollen til perfektion, men udfordrer alligevel sig selv dramatisk. Rhea Seehorn udviser endnu engang nye facetter af Kim, og har i denne sæson nogen af sine bedste scener. Jonathan Banks er herlig som Mike, og så er Tony Dalton og Giancarlo Esposito lige dele modbydelige og køligt beregnende som henholdsvis Lalo Salamanca og Gustavo Fring.

Ligesom sin storebror, er ´Better Call Saul´ en serie, der startede solidt ud, havde et par bump undervejs og er nu på et bundniveau, der svarer til mange andre nutidige dramaseriers allerbedste afsnit. Femte sæson starter med solskin, men slutter med en ulmende torden. Det er seriens bedste sæson indtil videre, og personligt kan jeg ikke vente med at se, hvordan det hele ender i sæson 6.

Se ‘Better Call Saul‘ på Netflix Danmark.

Anmeldelsen er baseret på hele femte sæson.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.