Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Flixfilm » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Between Two Ferns: The Movie’

Anmeldelse: ‘Between Two Ferns: The Movie’

22/09/2019 | Flixfilm

Between two ferns anmeldelse review netflix 2019

Zach Galifianakis og co. skaber fortsat hysterisk morsomme og enormt akavede interviews med en stjerneparade af Hollywoods bedste skuespillere. Dog føles den relativt korte spilletid meget lang, da alle scener indimellem forbliver uinteressante grundet et tyndt manuskript og forcerede jokes.

Skrevet af Lars Møller.

Som forberedelse til denne anmeldelse, så og genså jeg alle de ’Between Two Ferns’-videoer, jeg kunne finde på YouTube. Det gik op for mig, at Zach Galifianakis’ satire-interviews har kørt i mere end ti år, og hvor mange kendisser han har haft siddende mellem de to bregner: Alle fra Bruce Willis til Brad Pitt og Barrack Obama til Hilary Clinton. Man burde netop derfor antage, at dette koncept efter et årti på bagen er mere end udtømt?

between two ferns the movie review

I allerbedste mockumentary-stil bliver vi præsenteret for Zach Galifianakis, der portrætterer en ekstrem tungnem og egoistisk version af sig selv – rollen er meget lig den type karakter, han slog igennem med i ’The Hangover’-trilogien og ’Due Date’ blandt andre. Da Galifianakis og hans produktionshold næsten er skyld i Matthew McConaugheys drunkedød, stiller direktøren for Funny or Die, en også selvspillende Will Ferrell, holdet et ultimatum: Lav yderligere ti programmer af ’Between Two Ferns’. Hvis det lykkes holdet, får Galifianakis sin livslange drøm om at blive en Late Night talkshow-vært opfyldt. Filmen drager herefter rundt i det ganske amerikanske land for at finde kendisser, som Galifianakis kan ydmyge og gøre grin med.

’Between Two Ferns: The Movie’ er så uventet en titel, at man nærmest forventede, at filmens instruktør og oprindelige skaber, Scott Aukerman, ville tage røven på os og skabe en komisk genistreg. Det er desværre ikke tilfældet.

Filmen lider meget under et tyndt manuskript og direkte usjove jokes. Filmens eneste lyspunkter er sjovt nok dens små velkendte segmenter, hvor Galifianakis uddeler svinere til højre og venstre. Og netop disse episoder af ’Between Two Ferns’, som produktionsholdet rejser rundt for at få i kassen, er der, hvor filmen slår mest igennem og rent faktisk er sjov. Aukerman og Galifianakis formår stadig at fremkalde grin, når de leverer den ene tåkrummende fornærmelse efter den anden, og vi får lov at se navne som Benedict Cumberbatch (aka. Dickerflick Cabbagepatch), Brie Larson, Tessa Thompson, Keanu Reeves, osv. De fleste kendisser gør det rigtig godt i Galifianakis’ ubehagelige selskab. Dog falder hele joken omkring Chrissy Teigen og John Legend til jorden, nærmest før den starter. Begge virker de også alt for utroværdige i deres spil.

Zach Galifianakis netflix

Foruden de mange kendte ansigter byder filmen også på det fiktive produktionshold bag udsendelserne. Her præsenteres vi for den ene forfærdelige og karikerede karakter efter den anden – især Galifianakis’ assistent Carol, spillet af Lauren Lapkus, er trættende at se og høre på fra start. Hun skal på både fungere som Galifianakis’ sunde fornuft og hans excentriske sidekick, hvilket overhovedet ikke fungerer. Derudover ses også førnævnte Will Ferrell i en meget overspillet udgave af sig selv. I denne anmelders øjne kan Ferrell sjældent gøre noget galt, men her er han direkte uudholdelig. Ferrell har altid haft et talent for at gøre skabede karakterer til afrundede mennesker, hvor han kan vende det egoistiske til sin fordel. Dette lykkes bestemt ikke for ham i denne omgang.

’Between Two Ferns: The Movie’ har nogle særdeles sjove metalag, men bliver offer for sit eget mangelfulde manuskript. Man fornemmer lidt, at der aldrig var et brugbart plot, men blot nogle sjove jokes i form af fornærmelser. Idéen med at give ’Between Two Ferns’ en spillefilm er god, men desværre langtfra veludført. De fleste kendisser gør det godt, og disse segmenter er også filmens små højdepunkter. Dog trættes man af Galifianakis’ evindelige stupiditet og hans personlighedsløse produktionshold. Det kan dog anbefales at lade rulleteksterne køre, da man får serveret fraklip fra de mange interviews. Det var desværre ikke før her, at jeg klukkede mine første højlydte grin under denne film.

Se ‘Between Two Ferns: The Movie‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.




Skriv kommentar