Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Forside » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Bird Box’

Anmeldelse: ‘Bird Box’

22/12/2018 | 4 kommentarer

bird box netflix film anmeldelse review 2018

Susanne Bier kommer godt fra start, men ’Bird Box’ famler desværre i blinde, og vi ender med en film, der føles repetitiv og forceret. Så regner man med et nyt take på horror-genren, bliver man slemt skuffet.

Skrevet af Lars Møller.

Da det kom frem, at Susanne Bier skulle instruere en film for Netflix med Sandra Bullock i hovedrollen, var alle lutter ører. Filmen er ’Bird Box’ – baseret på Josh Malermans postapokalyptiske roman fra 2014 af samme navn. Her var et projekt med masser af potentiale. Og for to måneder siden landede den første trailer så. Den lovede uhygge, utrolige visuelle billeder og en Sandra Bullock i topform. Og nu har ’Bird Box’ endelig fået premiere, men kan Bier imødekomme de høje forventninger? Svaret er desværre ikke så positivt, som man kunne have håbet.

bird box 3

Filmen følger den højgravide Malorie, i skikkelse af Sandra Bullock, der efter et lægetjek, bliver fanget midt i en katastrofe af apokalyptiske højder. Mennesker begynder impulsivt at tage deres egne liv for øjnene af den paniske Malorie, der søger tilflugt i et hus med en flok fremmede mennesker. Fælles for alle selvmord er, at de kort tid forinden har set noget, der får dem til at bega den forfærdelige handling. Sammen med de andre overlevende barrikaderer Malorie sig, samtidig med at de dækker alle vinduer til for ikke at komme til at se, hvad det end er, der indirekte dræber folk. Her forsøger de at overleve, alt imens de prøver at forstå, hvad for en rædsel, der hærger udenfor. Sideløbende følger filmen Malorie i selskab med to unavngivne børn, der sejler ned ad en flod.

Tidligt i filmen præsenteres vi for bestemte systemer og regelsæt, karaktererne skal følge for at overleve i den nu postapokalyptiske verden. Selvom ”udbruddet” netop er sket, virker alle karakterer til at være ret hurtigt indforstået med disse regler. Her udvikles også systemer til at finde rundt udenfor, når man har bind for øjnene. Filmen viser allerede her en del ligheder med årets nok mest omtalte gyser ’A Quiet Place’, der også introducerede systemer til overlevelse. Begge film kan samtidigt også bryste sig af at have en gravid kvinde som omdrejningspunkt. ’Bird Box’ føles derfor allerede meget repetitiv i dens første halvdel.

bird box 1

Filmen har et stjernecast, der udover Bullock byder på John Malkovich, Sarah Paulson og Trevante Rhodes (bedst kendt fra sin rolle i sidste års Oscarvinder, ’Moonlight’). Både Malkovich og Rhodes gør det afsindigt godt i rollerne som henholdsvis den paranoide Douglas og den hjertevarme Tom, der hurtigt tager sig af den gravide Malorie. Generelt fungerer dialogen karaktererne imellem særdeles godt, og når Douglas udfordrer Malorie på hendes værdier, slår det gnister mellem Malkovich og Bullock. Sandra Bullocks karakter bliver dog en smule trættende at høre på henimod slutningen af filmen, da hun desperat råber ordrer til sine to unge passagerer på båden.

LÆS OGSÅ   Netflix nyheder i maj

’Bird Box’ er en afsindig flot, visuel oplevelse. Der er mange scener langs en flod, hvor man virkelig fornemmer det vilde vand og den frodige natur, der omgiver vores hovedpersoner. Klipningen er desværre en helt anden snak. Der bliver ofte klippet alt for åbenlyst mellem scener, der skal prøve at skabe en sammenhæng mellem de to sideløbende narrativer, som seeren sandsynligvis har regnet ud for længst.

bird box 2

Generelt tager historien ingen chancer, hvilket gør, at man ofte kan regne ud, hvor filmen er på vej hen. Her er desværre ikke så mange overraskelser, som man kunne have ønsket sig. Også filmens slutning hænger heller ikke helt sammen med, hvad der tidligere er blevet etableret omkring ”udbruddet”, selvom karaktererne gør, hvad de kan for at forklare sig ud af potentiel tvivl.

Alt i alt leverer ’Bird Box’ lige akkurat, hvad man forventer, men ikke mere end det. Skuespillet er eminent, og især Trevante Rhodes stjæler samtlige scener, han er med i. Det samme kan desværre ikke siges om Sandra Bullock, der bliver en anelse anstrængende i længden. Visuelt leverer filmen flotte skud af natur og floder, men klipningen bliver tit for søgt, da vi nærmest får serveret essentielle forbindelser mellem de to historier, som vi ofte havde regnet ud på forhånd. Susanne Bier leverer godt håndværk, men al overskud synes at være borte. Tilbage står vi med en film, der minder meget om noget, vi engang så en genudsendelse af.

Se ‘Bird Box‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



4 kommentarer til Anmeldelse: ‘Bird Box’

  1. Per E - kl. 18:41, 26-12-2018:

    Der var lagt op til store forventninger til filmen med en god instruktør og 2 gode skuespillere.
    Har sjældent set så intetsigende og kedelig film som birdbox, det er spild af tid.
    Traileren efterlader et meget bedre indtryk af end det filmen byder på.
    Det må bier kunne gøre bedre!!!

  2. thomas - kl. 22:24, 27-12-2018:

    enig med dig per e., den havde potentiale til meget mere, f.eks., som en artikel jeg læste på screenrant.com , til en tv-serie fordi den var alt for smal i sin historie fortælling, fordi selvom den forgik over 5 år, som junne der havde været fortalt meget mere, hvis den havde været længere eller været en en tv-serie, som sagt……

  3. Majbritt - kl. 22:27, 30-12-2018:

    helt enig. regnede med en super film med Sandra Bullock men blev skuffet – den er ikke dårlig men langsommelig -…… der sker ikke rigtig andet end at folk begår selvmord og hun sejler på en flod. Når der så endelig sker noget mere – slutter filmen. De dele hvor der kunne have været noget handling – f.eks. de 5 års liv skjult i skoven, mødet med gruppen til sidst – det er der sprunget let og elegant over. Det er hverken Bier eller Bullock værdi. Og tro at det er en succes fordi der er så mange der har set den – det er jo ikke ensbetydende med at den er god. det er bare fordi vi ser den i forventning om at den ville være god – men desværre……



  4. Sandra - kl. 16:08, 11-01-2019:

    Den er super god!! Jeg syntes der er meget spænding i og vil da rigtig gerne se en 2’er hvis det ville være muligt!! 😍 burde der næsten være hvor man f.x for af vide hvad der sker på den der blinde-skole altså man tænker jo bare at ‘så lever de bare der resten af livet’

    Skriv kommentar