Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Forside » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Black Mirror’ – sæson 5

Anmeldelse: ‘Black Mirror’ – sæson 5

09/06/2019 | Ingen kommentarer

black mirror anmeldelse sæson 5 review netflix 2019

Femte ombæring af Charlie Brookers dystopiske teknologiserie er noget ujævn fra episode til episode, men indeholder samtidig også noget af det mest gennemarbejdede karakterarbejde i seriens historie.

Skrevet af Søren Meinertz.

Black Mirror-serien debutterede helt tilbage i 2011, og det er ikke svært at se, hvorfor serien har bygget så stor en fanbase. Ved at blande allerede eksisterende teknologi sammen med sci-fi genrens dystopiske elementer, får man en serie som folk næsten ikke kan undgå at, undskyld udtrykket, spejle sig i.

At se et Black Mirror-afsnit er en blandet pose bolsjer, lige fra det meta-refleksive i Star Trek-pastichen ”USS Callister” henover det direkte ubehagelige i ”Shut Up and Dance” til det eftertænksomme i ”Nosedive”. Fælles for alle afsnit er, at de tager udgangspunkt i eksisterende teknologi eller kulturelle fænomener, og vender det imod seriens karakterer således, at de (og vi) tvinges udi både sociologiske, moralske og teknologiske dilemmaer omkring emnet; tit afsluttet med et twist. Afsnittenes kvalitet er altid høje, men engang imellem bliver historien også lige så strømlinet, som det emne, der efterforskes.

black mirror sæson 5

På den måde er de tre afsnit i seriens femte sæson en repræsentation af både de bedste og værste sider af serien, for det er en lidt ujævn omgang, der måske samtidig indeholder noget af det bedste karakterarbejde, som Brooker nogensinde har begået.

I seriens første afsnit, Striking Vipers, genforenes to gamle college-venner igen til en fødselsdagsfest, og bliver præsenteret for en virtual-reality simulation af deres fortids mest elskede kampsportsspil. Dog sker der det, at den virtuelle verden åbner op for nogle instinkter, som de to mænd ikke anede, at de var i besiddelse af.

Dette afsnit er godt; dog uden at være prangende, da det tematiske fundament er ret klichépræget og VR-kampsportstwistet virker som en undskyldning for at forklæde venstrehåndsarbejdet som noget nyt og innovativt, og til tider går det hen og bliver ufrivilligt komisk. Anthony Mackie og Yahya-Abdul Mateen er dog solide og har god kemi i hovedrollerne. 3/6

black mirror anmeldelse

Meget bedre ser det straks ud i Smithereens, hvor Andrew Scott spiller en taxachauffør, hvis liv ryger ud af kontrol, da han kidnapper en praktikant fra firmaet Persona, der skal forestille afsnittets pendant til Facebook. Dette afsnit er spændende og fantastisk skrevet. Som i de bedste Black Mirror-afsnit ser du bare begivenhederne udfolde sig, nervøst ventende på at se om det hele giver mening til sidst. Og det gør det. Men i Smithereens er det karakterarbejdet- og motivationerne, der er filmens anker.

LÆS OGSÅ   Netflix laver 'Ozark' sæson 3

Andrew Scott (kendt for sin rolle som Moriarty i BBCs Sherlock) giver en tour-de-force af en præstation som en everyman, der konstant er på vippen af psykisk kollaps. Samtidig sniger afsnittet også knapt så subtile stikpiller ind til Facebook som værende nærmest sin egen politimand, der kan støve følsomme oplysninger op om personer hurtigere end Sherlock Holmes på amfetamin, fordi vi ukritisk giver disse store firmaer adgang til alt, hvad vi måtte ønske, og hvordan corporate-management tankegangen lige så stille bedøver vores menneskelige impulser. Det kunne nemt være blevet trægt og prædikende at høre på, men pga. Scotts fantastiske præstation som filmens anker føles historien langt mere mindeværdig. Ét af seriens bedste afsnit overhovedet. 6/6

black mirror 2019

I det tredje og sidste afsnit, Rachel, Jack and Ashley Too finder en teenagepige ud af, at hendes teen-pop idol (spillet af Miley Cyrus) ikke lever det glamourrøse liv, som det ellers ser ud til på computeren eller i TV-skærmen. Ligesom at afsnittet meget gerne vil have os til at se ”mennesket bag musikken”, genkender vi også hurtigt som seere, at det er ret prætentiøst, da det ikke bringer noget nyt til bordet om musikbranchens grådighed.

Dog er der visse visuelle påfund, der er ret ”out there”, men alt i alt følte jeg ikke engang, at jeg så et Black Mirror-afsnit. Læg dertil oveni, at Miley Cyrus altså ikke er nogen særlig karismatisk skuespiller, og at afsnittet ikke har en gennemgående stil, men minder om en sær blanding mellem en psykologisk sci-fi og en dårlig ”De 5”- roman. 2/6

Alt i alt er femte sæson af Black Mirror en lidt ujævn omgang med både noget af det bedste og værste, Charlie Brooker har budt på. Jeg kan dog ikke sige mig fri for, at især Smithereens ramte dér, hvor det gjorde allermest ondt. Og det er rart at se en mere ”jordbunden” Black Mirror, hvor karakterarbejdet og satiren kan få lov til at spille førsteviolin. Dog ville jeg ønske, at de to andre historier havde haft lidt mere af samme bid som Smithereens.

Se ‘Black Mirror‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



    Skriv kommentar