Anmeldelse: ‘Blonde’
07/10/2022 | Flixfilm
‘Blonde’ er et interessant, men ikke just vellykket portræt af kvinden bag Marilyn Monroe med en fremragende Ana De Armas i titelrollen. Den ender som et godt eksempel på dét, som instruktør Andrew Dominik synes at ville sige med filmen: Nemlig udnyttelsen af Monroe’s ydre og intet af substansen indeni, der var med til at gøre hende til et ikon.
Skrevet af Søren Meinertz.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg kun kender Marilyn Monroe gennem kulturel osmose: Den berømte kjolescene fra ‘The Seven Year Itch’ stiftede jeg bekendtskab med gennem referencen i Pulp Fiction, hendes mange ”citater” (som hun nok egentlig ikke har sagt) har jeg set florere rundt i memes på internettet. Jeg har, kort sagt, ikke det bedste udgangspunkt for at bedømme denne films historiske korrekthed.
Det er heldigvis også mindre vigtigt, for Netflix’ nye film er primært baseret på Joyce Carol Oates’ roman, der blander fakta og fiktion. Jeg ved dog, at Marilyn Monroe var et enormt sex- og feministikon, der i en ung alder døde af en overdosis på medicin. Som så mange andre berømtheder, der dør i en tidlig alder, er hun blevet en legende mere end en rigtig person, og det synes at være denne rigtige person, som instruktør Andrew Dominik jager i sin nye film.
Artiklen fortsætter under annoncen
Umiddelbart virker Andrew Dominik som den helt rigtige til at fortælle den historie om et amerikansk ikon. Han har allerede aflivet de sejlivede westernmyter om i den fantastiske ‘The Assassination of Jesse James’. Han har også givet sit bud på en anden stor amerikansk genrefilm i gangsterdramaet ‘Killing Them Softly’, der, for denne anmelders vedkommende, har æren af at være én af det forrige årtis mest misforståede og undervurderede film.
Af netop disse grunde er det så meget mere skuffende, når man ser ‘Blonde’. Dominiks visuelle øje benægter sig ikke, men den ender samtidig med at drukne sig selv i sin overlange spilletid, den fodslæbende pacing (der ikke mindst skyldes et overvældende brug af flashbacks, der konstant hiver tilskueren ud af filmen) og ikke mindst den banale symbolik, der gennemsyrer næsten hvert billede.
Problemet er at filmen kun insisterer på at vise Marilyn Monroe som et offer. Offer for svigefulde mænd, offer for en mor, der prøvede at drukne hende i badekarret, offer for et Hollywood-system, offer for den konstante barnløshed, der fulgte hende gennem hele livet. You get the idea.
Alle disse ting er sikkert rigtige, men du bliver også nødt til at vise, hvad Marilyn Monroe gjorde; andet end at være et offer, der så godt ud foran et kamera. Derfor ender filmen også med at begå den forbrydelse at være et eksempel på selvsamme kritik, som filmen synes at ville fremføre: Nemlig at ingen formår at vise mennesket bag Monroe. Jo, hun kalder ganske vist sig selv Norma Jeane mere end én gang, men det alene gør ikke et flerlagret portræt.
Artiklen fortsætter under annoncen
Ana de Armas gør ellers, hvad hun skal i rollen. Hun spiller, kort sagt, røven ud af bukserne, men kan ikke stille meget op mod det navlepillende manuskript. Hun får også fornemt modspil af navne som Bobby Cannavale og Adrien Brody samt mindre kendte navne, der giver den som mænd som Charlie Chaplin og Edward G. Robinson Jr.
Dominiks arthouse-touch ender altså denne gang med at kvæle filmen fuldstændigt i sin egen navlepillende ekskursion ud i Marilyn Monroes tragiske liv. Det er fint nok med et ‘cautionary tale’, men en film der synes at ville skælde ud på et helt system, kunne godt have gjort det bedre og mere nuanceret end den forsimplede tilgang, der er valgt her.
Se ‘Blonde‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.
Relaterede nyheder
