Anmeldelse: ‘Copenhagen Cowboy’ – sæson 1
16/01/2023 | FlixfilmNicolas Winding Refn er efter mange år tilbage på ”the mean streets of Copenhagen”, men dem der forventer den rå, realistiske stil fra ‘Pusher’ bliver slemt skuffede. Andre vil givetvis finde dette syrede, synthede og neon-glinsende ridt interessant.
Anmeldt af Søren Meinertz.
Nicolas Winding Refn er en auteur på godt og ondt. Efter ‘Pusher’-filmene og den undervurderede ‘Bleeder’ blev han udråbt til at være dansk films wunderkind. Man kan ikke andet end at respektere manden, for hver gang der lander et nyt projekt fra hans hånd, kan man være sikker på, at det er lavet på den måde som han vil have det.
Siden de sene 00’ere har Refn været optaget af at dyrke en bestemt stil, hvor lange takes med et søgende kamera, karakterer med stenansigter, et pumpende synth-soundtrack og pludselig vold synes at være hovedingredienserne, og det er nok hvis man især er glad for denne del af Refns karriere, at man vil finde noget af værdi i ‘Copenhagen Cowboy’.
Artiklen fortsætter under annoncen
Titlen i sig selv er ikke meget sigende, for Refn har selv anerkendt at titlen var et resultat af to ord, der lød godt sammen. Et traditionelt narrativ er ikke at finde her, men serien handler om Miu, der, efter at være blevet brugt og misbrugt, begiver sig ud på en farlig færd i den københavnske underverden for at stille de skyldige til regnskab.
Ligesom publikum selv synes Miu dog blot at være iagttager af det bizarre karaktergalleri, der er at finde i serien. Miu er ikke meget aktiv (udover et par kampscener) og mest af alt er der ikke meget at finde i Angela Budalovics stenansigt. Det har givetvis været meningen, men det gør heller ikke en hovedkarakter, man er meget interesseret i at følge til dørs. Refns stil nærmer sig til tider også det udfordrende, med et kamera, der evigt panorerer rundt for til sidst at ende i noget, der kan kaldes en komposition. Replikkerne siges med ligegyldighed og uden nogen indlevelse.
Og så alligevel. Nogle gange rammer Copenhagen Cowboys syrede stil perfekt, som da vi introduceres for Mikael Bertelsen og Mads Brügger som to forskere, der har en lemfældig omgang med stoffer. I deres scener krydser serien næsten over i komedie, og man aner den legelyst, der ligger bag Refns meget kontrollerede og stoiske stil.
Artiklen fortsætter under annoncen
Tematisk stikker ‘Copenhagen Cowboy’ også i alle retninger. Miu kan med rette karakteriseres som en form for superhelt – en stille dræber for retfærdighed. Andre gange minder den mere om en ‘coming-of-age historie blandet med magisk realisme, for nogle gange er Miu overnaturlig – andre gange er hun ikke. Mange af voldsscenerne bliver, frem for menneskeskrig, erstattet med hyl fra grise – er mennesker svin? Ganske givet.
Fans af Refns værker som ‘Only God Forgives’, ‘Too Old to Die Young’ eller ‘The Neon Demon’ vil givetvis finde dette eventyrlige underverdensridt interessant.
Cliff Martinez’ synth-score er som altid velkomponeret, de neon-glinsende billeder er velkomponerede og vi får også et par gennemarbejdede kampscener og galgenhumor smidt ind. Desværre bed det denne gang ikke rigtigt på denne anmelder, men virkede mere som resterne af det bedste fra instruktørens øvrige ouevre.
Men døm selv. Denne Netflix-serie er én af de få, hvor du ikke kan lade dig styre af kritikerne – dyk selv ned i Refns neon-mareridt. Kan du lide det, skal du nok hurtigt finde ud af det.
Én ting er som altid sikker – det er en oplevelse, der udfordrer!
Se ‘Copenhagen Cowboy‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.