Anmeldelse: ‘Cyberpunk: Edgerunners 2’
26/10/2026 | Flixfilm
Den selvstændige Cyberpunk-fortsættelse byder på flot stilistisk anime i højt gear med en række af excentriske figurer. Serien er nok mere til det publikum der i forvejen dyrker det særprægede og voldelige sci-fi univers.
Anmeldt af Michael Larsen.
Anime fortsætter med at dominere på streamingmarkedet i storform. Hvad der før virkede utilgængeligt for det brede vestlige publikum er en helt anden tid, og
efterspørgslen efter mere anime er stigende år for år. Særligt populært er de anime-film/serier, der bygger på kendte brands, der i forvejen har et stort publikum verden over. Et særligt brand er ‘Cyberpunk’ som er navnet på et populært brætspil, der senere tog gamers med storm i form af computerspillet ‘Cyberpunk 2077’.
Det er et vildt univers, der foregår i en dystopisk udgave af Californien langt ude i fremtiden. I den tid render folk med robot-dele på deres kroppe, der er med til at optimere dem, men det er ikke uden omkostninger.
Artiklen fortsætter under annoncen

For nogle år siden kom Netflix med anime-serien ‘Cyberpunk: Edgerunners’ der havde rødder i det omtalte computerspil. Serien blev mødt med begejstring og anerkendelse, og nu er en selvstændig fortsættelse ude med titlen ‘Cyberpunk: Edgerunners 2’. Man behøver ikke nødvendigvis at have set den første serie for at få noget ud af den her nye omgang anime-cyberpunk, men det er værd at tjekke ud for at få den samlede oplevelse.
I ‘Cyberpunk: Edgerunners 2’ følger man nogle desperate sjæle i den korrupte by Night City, Californien. Omdrejningspunktet er især den unge dreng Roman, der er besat af film og ønsker at vise sandheden om det futuriske by-helvede ved at lave en afslørende dokumentarfilm. Han møder en bande af kriminelle unge, der er besat af at gøre deres kroppe mere mekanisk og farligere. Derfra sker der vilde ting og sager med alvorlige konsekvenser.

Udtrykket i ‘Cyberpunk: Edgerunners 2’ er meget pudsigt. Det kan gå fra at være intens i det ene øjeblik og være meget stilfærdigt derefter. Når det bliver intenst, så kan det give flimmer for øjnene, hvilket man skal være forberedt på, hvis man vil give sig i kast med serien. Animationen er ekstremt stilistisk i det med fuld tryk på netop cyberpunk. Der er en del heftig action tilsat noget body horror, så det er bestemt ikke en tegnefilmserie for børn og sarte sjæle! Allerede i det første afsnit siger det splat med et væld af kroppe der bliver udraderet i et væk. Er man en science fiction-nørd, vil man uden tvivl nikke genkendende til elementer som robot-mennesker og neon-belyste bygninger fra klassiske værker som ‘Ghost in the Shell’ og ‘Blade Runner’.
Artiklen fortsætter under annoncen
Jeg blev godt underholdt af ‘Cyberpunk: Edgerunners 2’, men det hjælper også at undertegnede her er tosset med animation og dens udtryksfrihed. Jeg må dog også sige, at det publikum der får mest ud af serien, er dem der har fuld kendskab til ‘Cyberpunk’-universet og den særlige tone i forvejen. Men for dem er frisk på at se noget twistet science fiction i rendyrket anime-stil, venter der en gakket og tempofyldt oplevelse i stuen.
Se ‘Cyberpunk: Edgerunners‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.
























