Anmeldelse: ‘Dark’ – sæson 2
27/06/2019 | FlixfilmMed sin anden sæson formår ’Dark’ at cementere sig som en af de bedste, hvis ikke den allerbedste, originale science fiction-serie, man kan finde på Netflix i øjeblikket.
Skrevet af Lars Møller.
Første sæson af ’Dark’ fik premiere på Netflix i december 2017. Dette var den første originale tyske serie produceret af streaming-giganten. Serien modtog store roser for sin visuelle kunnen, men blev af mange kritiseret, fordi den filosoferede for længe over ormehuller og tidslommer. Alt fra Einstein til Nietzsche blev citeret, hvilket måske kunne virke for højpandet til et simpelt weekend-binge.
Selv kom jeg sent til festen. Efter utallige opfordringer tog jeg hul på denne mystiske science fiction-serie for et års tid siden, og jeg blev straks bidt af det forvirrende narrativ, det massive karaktergalleri og de visuelle åbenbaringer, der lå gemt hos ’Dark’. Jeg slugte første sæsons ti afsnit på mindre end en uge og har siden selv anbefalet den vidt og bredt. Jeg havde forelsket mig i seriens stilistiske håndværk, samt dens jordbundne måde at fortælle en tidsrejsehistorie på. Min sult efter mere er nu endelig blevet stillet med seriens anden sæson, som netop har fået premiere.
Hvor ’Dark’s første sæson havde sit hovedfokus på forsvundne drenge i forskellige tidsperioder, fokuserer seriens nye sæson mere på den nærtforestående apokalypse. I slutningen af første sæson befandt vores protagonist, Jonas Kahnwald, sig i år 2052 – 33 år ude i fremtiden. I seriens anden sæson følger vi ham i hans desperate søgen efter svar, så han kan redde sin egen tidslinje fra dét dystopiske landskab, han ser for sig. Samtidigt bliver der udkæmpet en tidsløs kamp mellem det gode og de onde. Vi følger også fortsat alle karaktererne i henholdsvis 1954, 1987 og 2020. Alle kæmper de for at få deres egen eksistens og skæbne til at give mening.
Hvis man ikke for nyligt har set eller genset ’Dark’s første sæson, kan det rent faktisk være rimelig svært at huske alle karakterer og deres indbyrdes relationer i de forskellige tidsperioder. Man bliver nemlig kastet hovedkulds tilbage i seriens gigantiske mytologi. Men når man først har fået styr på alle handlingstråde, er man i stand til at nyde, hvordan serien fortsætter nøjagtigt som den slap.
Foruden seriens allerede etablerede tidsrejser får vi nu denne gang også smidt en apokalypse i spil. Dette fungerer som en naturlig forlængelse af seriens allerede hjernevridende mytologi. Og selvom apokalypsen, verdens undergang, synes at være den værste konsekvens for vores karakterer, virker truslen ikke nær så skræmmende, som de hemmeligheder tidsrejserne blotlagde i første sæson. Fremtidsdystopien, som Jonas befinder sig i, fratager desværre serien noget af den jordbundenhed, der gjorde første sæson så spektakulær.
Der hersker ingen tvivl om, at ’Dark’s styrke ligger i dens ekstremt høje produktionsværdi. De fleste visuelle panoreringer er en fryd for øjet. Også seriens intro, akkompagneret af Apparats vanvittigt stemningsfulde nummer, ’Goodbye’, sætter stemningen fra start med sit utroligt smukke billedsprog, der udfolder sig gennem vridende kroppe og former. Allerede her ved man, at man har noget særligt i vente.
Seriens klipning er også mere mesterfuld end som så. Flere scener er i stand til at fortælle rigtig meget uden at ytre et eneste ord. Det i sig selv er en stor bedrift, og noget vi alt for sjældent oplever i vores massive streaming-indtag, hvor alt gerne forklares mere end én gang for at sikre, at alle er med. ’Dark’ er ikke bange for at forvirre sine seere, og det er meget prisværdigt. Det er også værd at nævne, at Tysklands dystopiske kulisser ser overbevisende ud, og er i en helt anden klasse end Danmarks undergang i ’The Rain’.
’Dark’ er stadig en visuel åbenbaring, og den beviser, at Netflix i den grad stadig kan producere indhold af rigtig høj karakter. Serien fortæller en vaskeægte mørk science fiction-historie, der tager alle de bedste sci fi-troper i brug. Trods seriens tårnhøje niveau mister den i anden ombæring sin jordbundenhed, hvilket ellers var noget, der gjorde første sæson helt unik. Sæsonen er forvirrende god, men kan man ikke huske alle handlingstråde fra seriens første sæson, bør man læse op på lektien, inden man tager hul på den anden. Og hvis man har gjort det, er der en gedigen science fiction-oplevelse i vente.
Se ‘Dark‘ på Netflix Danmark.
Anmeldelsen er baseret på de første tre afsnit af sæson 2.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
At denne sæson ikke bliver kvitteret med 6 stjerner er mig en gåde – specielt med jeres anmeldelse af the Rain (sæson 1) in mente. Som i af uforklarlige årsager gav fuldt hus
Dark er utvivlsomt den mest gennemførte netflix serie jeg har set til dato. Hvilket ikke siger så lidt (for guderne ved jeg har set en del)