Anmeldelse: ‘Dave Chappelle: Equanimity’

Dave Chappelles seneste show bærer præg af dybt professionelt, men også lidt rutinepræget håndværk, fra én af de bedste komikere i dag.

Skrevet af Søren Meinertz.

Richard Pryor, Eddie Murphy og Dave Chappelle… Alle tre har det tilfælles, at de. Hver, især, har haft en enorm betydning for blomstringen af det afroamerikanske stand-up miljø i henholdsvis 70’erne, 80’erne og 90’erne. Jeg har altid været enormt stor fan af Chappelle, ikke mindst fordi han er knap så ”militant” i sin stand-up og prøver at fortælle os om vores ligheder frem for forskelle; en ting, der måske er mere vigtig i dag end nogensinde før i en verden, der sjældent føles mere splittet.

I debatprogrammer ser vi venstre- og højrefløjspolitikere gå i flæsket på hinanden, på nettet ser vi trolls; både dem, der er ude på at fornærme og dem, der er på udkig efter noget at blive fornærmet over. Der er ingen mellemvej at gå mere, og det er netop dét Chappelle prøver i sin nyeste Netflix-special, Equanimity; Bare fordi vi er uenige, kan vi godt leve side om side og finde ting, vi kan blive enige om.

Lige fra Chappelle går på scenen i sit seneste show, står det klart, at han er dybt frustreret over tingenes tilstand og at man ikke længere kan fortælle en joke. Efter en sjov, men også lidt tung, prolog om hans evne til at finde på en punchline uden at behøve et set-up, går han i kødet på alt lige fra de stereotype forestillinger, der har været om hans måde at lave stand-up på (heriblandt en ustyrligt morsom bit om hvordan han IKKE voksede op i et ghetto-område) henover racisme til Trump. Chappelle er som sædvanlig knivskarp i sine observationer og usædvanligt indsigtsfuld. I showets sidste minutter sammenligner han historien om Emmett Till (en sort dreng, der blev lynchet i Mississippi i 1955 på baggrund af falsk vidneudsagn) med Trumps embedsperiode og hvordan dette sagtens kunne give anledning til en kulturel omvæltning ala. The Civil Rights Movement i USA:”He just might be the lie that can save us all” proklamerer han eftertænksomt.

Men nu er kernen i et stand-up show jo om man griner af mandens pointer, og et langt stykke henad vejen gjorde jeg. Jeg kan dog heller ikke lade være med at tænke, at dette måske er Dave Chappelles liv nu? Han har fået sin legendariske stand-up status cementreret, og nu skal han bare stå og lette trykket på scenen engang imellem, alt imens hans liv langsomt lakker mod enden? Der er i hvert fald op til flere gange i dette show, hvor jeg fik den tanke, at det ikke så meget handlede om jokesene, men mere om hvor længe man kan afprøve publikums opmærksomhed, før man slipper den næste joke løs.

Men ret skal være ret: Når punchlinerne rammer, så rammer de lige, hvor de skal, for Chappelle kan stadig sit håndværk til fingerspidserne; det er bare ærgerligt, at det komiske momentum undertiden bremses af rutinen.

Se ‘Dave Chappelle: Equanimity‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.