Anmeldelse: ‘Dolemite Is My Name’

Skrevet af Søren Meinertz.

Da Eddie Murphy var i midten af 20´erne, var han allerede et stort SNL-navn, og med to kulturelt definerende stand-up shows og masser af succes på det store lærred, cementrede han sit navn som den første komiske ´superstar´ op gennem 80erne. Men de sidste tyve år er det gået ned ad bakke for energibundtet med verdens mest smittende latter. Billetsalget til hans film dalede, og på trods af en Oscar-nominering i 2006, har han ikke formået at nå fordums højder.

Murphy har, kort sagt, været på både op- og nedture siden starten fra beskedne kår i New York. Det er måske også disse op- og nedture, der gjorde ham tændt på at medproducere en biografisk film om Rudy Ray Moore, en komiker og musiker, der blev kendt i Murphys barndomsår under sit alter-ego, Dolemite. En brovtende og bramfri rimsmed og alfons-karakter, der blev kendt (eller berygtet) for sine grafiske sex-jokes og mindst lige så berygtet for den stramt producerede film om selvsamme Dolemite, der ramte lige midt i den amerikanske blaxploitation-bølge. Men til forskel fra film som ´Shaft´ eller ´Black Caesar´ var Moores drøm at lave et mere humoristisk og selvrefleksivt take på genren. Og det er primært historien om tilblivelsen af ´Dolemite´- filmen denne Netflix-film følger.

Hvad der gør filmen virkelig seværdig og underholdende (for det er den), er Eddie Murphys fantastiske føling med den idealistiske Moore. Murphy får en chance for at mænge sig med (og hylde) sine komiske inspirationskilder, og han skaber en sympatisk, hamrende morsom og en happy-go-lucky underdog, der er umulig ikke at heppe på. Der er masser af komiske optrin fra den, mildest talt, problematiske indspilning af filmen (der bl.a. omfattede spontan kung-fu koreografi og uheldig destruktion af lånte biler) og man får et godt indblik i en proces, hvor ingen rigtigt vidste, hvad for en film de havde gang i at lave.

Tidsbilledet er også godt ramt, men virker også måske lidt for poleret og pænt. Der er dog masser af afro-frisurer, platformsko og disko-rytmer til at tilfredsstille 70´er afficionados. Samtidig er filmen måske også lige lidt for lang og taber momentum i den sidste halve time. Filmen slutter dog af på en perfekt, triumferende note.

Castingen til de øvrige roller er også meget godt sammensat. Craig Robinson, Mike Epps og D´avine Joy Randolph er rigtigt gode som Moore´s inderkreds. Derudover brilierer en uigenkendelig Wesley Snipes som Dolemite-instruktøren D´urville Martin, der egentlig ikke har den store fidus til filmen. Der bliver også tid til cameos fra kendis-verdenen med bl.a. Snoop Dogg, T.I. og Chris Rock.

På mange måder er filmen om tilblivelsen om ´Dolemite´ meget lig Dolemite selv. Ingen større dybde eller kunstneriske ambitioner, men til gengæld med masser af hjerte og passion bag. Som D´urville Martin selv siger under en indspilning af filmens hysterisk morsomme sexscene:

”It may not be tender or sexy, but it sure is funny as fuck!”

Denne anmelder er helt enig og kvitterer med 4 stjerner. Velkommen tilbage, Eddie. We´ve missed you!

Se ‘Dolemite Is My Name‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.