Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Flixfilm » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Fistful of Vengeance’

Anmeldelse: ‘Fistful of Vengeance’

01/03/2022 | Flixfilm

Fistful of Vengeance anmeldelse netflix

En blodig omgang kamsports/fantasyaction med Iko Uwais i hovedrollen? Hvad kan gå galt, spurgte jeg mig selv. En hel del, skulle det vise sig.

Skrevet af Søren Meinertz.

I 2019 udgav Netflix serien ‘Wu Assassins’, en serie i ti afsnit om den gennemsnitlige Kai Jin, der bliver begavet med overjordiske kræfter for at skabe balance i San Francisco. Det var en okay underholdende serie med en rodet mytologi og okay action. Her næsten tre år senere, får vi, i stedet for en anden sæson, ‘Fistful of Vengeance’, som skal forsøge at videreføre historien. Denne gang med en endnu mere forjaget mytologi og dårlig action.

San Francisco er blevet skiftet ud med Bangkok, og Kai samt hans to følgesvende Tommy og Lu er på jagt efter Tommys søsters mordere. Hvad de finder, er en triadebande med en uhyggelig ypperstepræst i spidsen, der har i sinde at ombringe verden ved at vække en ældgammel gud til live.

Artiklen fortsætter under annoncen

FOV 20210324 Unit 21396

Mere er der sådan set ikke rigtigt at sige rent plotmæssigt. Det skal siges, at jeg er stor fan af Iko Uwais og hans filmiske bedrifter lige fra ‘The Raid’ til ‘The Night Comes For Us’, og derfor er jeg også vant til at vide, hvad jeg går ind til og på papiret lød denne film ret lovende. Og bare rolig, det er ikke særligt svært at følge med, selvom du ikke skulle have stiftet bekendtskab med ‘Wu Assassins’, betinget af, at du selvfølgelig, kære læser, stadig har lyst til at se filmen, når du har læst min anmeldelse til ende.

Det starter allerede ildevarslende. Vi får smidt en masse eksplosion i hovedet lige med det samme, og får i samme ombæring at vide, at Tommys søster, Jenny, som var en hovedkarakter i serien, er blevet myrdet samt en masse baggrundsinformation, som sikkert skulle proppes ind i introen, fordi de ikke fik en hel sæson til at forklare det i.

Derefter ryger vi fluks videre til en natklub i det indre Bangkok, hvor det flittige trekløver skal nedkæmpe et vampyrlignende væsen, og det var her, at det gik op for mig, at jeg nok ikke sidder og ser en mesterlig eller bare tilnærmelsesvis underholdende actionfilm.

LÆS OGSÅ:   Første smugkig på Russo-brødrenes futuristiske og stjernespækkede 'The Electric State'

Den franske instruktør Roel Reíné, er nemlig så forhippet på, at give den gas med en hidsig klipning og et buldrende soundtrack (seriøst, der er ikke én actionscene i denne film, der ikke har et hårdtpumpende hip-hop nummer i baggrunden), at han helt glemmer, at instruere sine actionscener ordentligt. Skuespillerne (i hvert fald de tre hovedrolleindehavere) ser ud til at have trænet hårdt for at koreografere kampene, men der er simpelthen så dårlig blocking, at man snildt kan se, at parterne på ingen måde rammer hinanden, og det suger med det samme al intensiteten ud af disse potentielt underholdende håndgemæng. Tilsæt en masse fake CGI—blod, og så har du opskriften på, hvordan man ødelægger god action.

Artiklen fortsætter under annoncen

FOV 20210318 Unit 17082

Når man ikke kan instruere action, kan man måske så instruere skuespillere, så vi alligevel bliver trukket ind i det mystiske univers? Ak nej. Iko Uwais har aldrig været nogen stor skuespiller, men det kommer især til syne, når han skal spille skuespil på engelsk. Lawrence Kao og især Lewis Tan er ikke meget mere behjælpelige, og især Tan bliver direkte irriterende med sin konstante ‘bro’-attitude, og de ubehjælpsomme dårlige replikker bliver liret af i en lind strøm.

Det er tydeligt, at ‘Fistful of Vengeance’ lider under at skulle proppe en hel sæson ned i en spillefilm. Historien er både halsbrækkende hurtig og samtidig ulideligt langsomt fortalt. Actionen er dårligt iscenesat af en insttruktør, der på ingen måde kan få Uwais’ fantastiske evner ud i silat-kampsporten til at tage sig ægte ud.

Snup hellere en af ‘The Raid’ filmene i stedet for dette sørgelige, halvhjertede produkt. De film er nemlig instrueret af en mand, der ved hvordan man får Uwais’ hårdtslående evner til at se intense og ægte ud på film.

Se ‘Fistful of Vengeance‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.




Skriv kommentar