Anmeldelse: ‘Furies’
01/04/2023 | FlixfilmVietnamesisk actionfilm stråler i kampscenernes udførsel og koreografi og et par mean streaks, men det rodede manuskript og underudviklede skurke trækker filmen gevaldigt ned.
Anmeldt af Søren Meinertz.
Dynamisk instruktion og et solidt greb om actionscenerne gør det store arbejde i den ellers kluntede ‘Furies’, der skal forestille at være en spinoff på den langt bedre ‘Furie’ fra 2019. Her træder stjernen fra ‘Furie’, Veronica Ngo bag kameraet og instruerer en forhistorie om skurken fra førnævnte film; nemlig Tanh Soi.
Hun er dog ikke filmens egentlige stjerne. Den ære tilfalder Bi, en forældreløs vagabond, der nu gennemarbejder sine barndomstraumer ved at tage kampen op imod en gruppe menneskesmuglere sammen med en trio af ligesindede selvtægtskvinder; nemlig Tanh (her spillet af Toc Tien), Hong og deres leder Jaqueline.
Artiklen fortsætter under annoncen
Castet blegner dog i forhold til forgængeren, når det drejer sig om andet end meningsløs vold. Filmens actionkoreograf, Samuel Kefi, leverer stadig et par solide actionscener, men skuespillerne er ikke nær så interessante.
Der er dog et par virkelig gode scener, der understreger det særlige bånd, der binder de fire kvinder sammen; nemlig at de alle sammen har været ofre for seksuelle overgreb eller direkte voldtægt. I en foruroligende første scene ser vi Bi miste sin mor, der er prostitueret, da en fuld og voldsparat kunde sætter ild til deres husbåd. På et tidspunkt efter en særligt udmattende kamp, bliver minderne om Bis afdøde mor aktiveret og hun kan ikke holde op med at slå, og Tanh må bruge alle sine kræfter på at holde hende tilbage.
Skurkene i filmen er standard cookie-cutter bad guys. Der forsøges at binde et ekstra twist på pigernes kamp mod lederen af menneskesmugleringen, Mad Dog, men de er ikke meget mere kompliceret end det ser ud. Han er en voldpsykopat og pigerne er de hævnende engle. De slås, og for det meste er det ret underholdende at være vidne til.
Filmen er skrevet af fem personer, og det kan mærkes. Det er som om, at manuskriptet aldrig helt kan blive sikker på, hvem af de fire karakterer, der skal udvikles mest. Det er klart Bi og Jaqueline, der står for det meste af udviklingen, mens Hong og Tanh står for at være et vakkelvornt støttehjul, og selv ikke Bi når den samme tålmodige udvikling som Veronica Ngos karakter i ‘Furie’ og derfor er der også mangel på emotionel respons, når pigerne betror sig til hinanden om deres dæmoner efter de har tværet en flok fjender ud.
Artiklen fortsætter under annoncen
Der er dog et par herligt nasty mean streaks spredt ud over filmens spilletid. På et tidspunkt prøver Bi at bide Tanh under en sparring eller når Hong redder Bi fra en voldtægtsmand ved at dolke ham i siden. Hvis filmen havde omfavnet sit pulpy potentiale havde det været den bedste Paul Verhoeven-film, som Paul Verhoeven ikke selv har lavet.
‘Furies’ reddes kort sagt fra sit manuskripts mangel på udvikling og retning med gode og solide kampscener, et eller to rammende karakterøjeblikke og et par ægte gritty og sorthumoristiske momenter. Lad os få endnu et spin-off; bare lidt bedre.
Se ‘Furies‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.