Anmeldelse: ‘Get In’

Skrevet af Søren Meinertz.

De seneste år har der været et sandt overflødighedshorn af film, der gemmer på sociopolitiske agendaer under deres forklædning som genrefilm. Korea gjorde det med Oscar-darlingen ´Parasite´ med dens udpenslede kritik af socialklasser i den moderne verden, USA gjorde det med ´Get Out´ (hvilket denne films engelske titel er mere end et vink med en vognstang til), som udstillede den boblende gryde af racisme, der ligger og bobler lige under den liberale tolerance. Denne Netflix-film forsøger at gøre disse film kunsten efter, men smider også lidt Peckinpahsk tematik om den latente vold i mennesker og filosofi ned i gryden.

Diallo-familien bestående af gymnasielæreren Paul, Chloé og deres søn Louie vender hjem fra en ferie, men finder ud af, at dét par, som de har lejet deres hus ud til i ferieperioden, nægter at forlade huset igen. Da de har retten på deres side (hvilket jeg aldrig helt fandt ud af hvordan, men just go with it), er der ikke meget familien kan gøre. Snart bliver Paul venner med Mickey og Franck, der bestyrer den campingplads, hvor familien midlertidigt bor, og det bekendtskab bliver startskuddet til at Paul endelig begynder at knække sammen under den enorme vægt af at være sort i huden, bureaukratiet og sin undertrykte manddom og identitetskrise, og det må nødvendigvis ende i et inferno.

Som I kan høre, er der mange både plotmæssige og tematiske gryder i kog i denne film, men problemet er, at den aldrig udvikler nogle af disse ideer eller gør noget substantielt ud af det. I stedet virker det som om, at alle ideerne om både race, retsstaten og undertrykte følelser er lige vigtige. Derfor bliver tematikkerne også den primære karakter i filmen, og det lider vores karakterer under. De er ikke så meget mennesker, som de er personificeringen af idealerne. Kort sagt: Alle figurerne er mere karikerede end i en nyere Ole Bornedal-film og spytter meget prætentiøs dialog ud i lange scener, der kvæler al narrativ fremdrift og spænding.

Det lader ellers til, at instruktør Oliver Abbou har styr på sine virkemidler, og han får da stablet nogle ret ubehagelige scener på benene, og stemningen er konstant truende. De mister desværre også deres punch, når det sovses ind i de mange sociopolitiske agendaer og on-the-nose billedsprog (f.eks. er der en scene, hvor Paul skal aflive et svin, og Mickey står ved siden af og spørger, om han ikke fik det godt af det). Det er så stærkt udpenslet, men filmen glemmer at fortælle, hvorfor at alle disse tematikker er vigtige.

´Furie´ er altså en home invasion-film, der ikke savner ubehagelig stemning og billeder, men desværre kvæles af sin instruktørs travlhed med at have tematikker fremfor en bedre udviklet historie, hvor temaerne så kunne udfolde sig. Og det er i virkeligheden forskellen mellem denne film og dens mange inspirationskilder. Disse film vidste, hvordan man først og fremmest skaber en god historie. Abbou har tydeligvis kun haft temaer for øje og intet andet, og derfor ender ´Furie´ som en ubehagelig, ja, men også opmærksomhedshungrende, parentes.

Se ‘Get In‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.