Anmeldelse: ‘Heist’ – sæson 1

’Heist’ er en ambitiøs og underholdende dokumentarserie, der dog forfalder til forstyrrende genskabelser og en glorificering af røveriernes gerningsmænd.

Skrevet af Lars Møller.

’Heist’ er ved første øjekast et interessant bekendtskab. Dokumentarseriens trailer lover bankrøverier, flugt fra politiet, sex, stoffer, sågar tyveri af bourbon. Der leveres så sandelig også på alle parametre, og man fristes hurtigt til at fortsætte til det næste hæsblæsende afsnit. ”Jeg kan ikke tro, det er virkeligt!”-følelsen sidder man med igennem samtlige røverier, der udfolder sig henover de seks afsnit. Men bag de skøre historier findes nogle triste skæbner. Mennesker der så indædt tror på den amerikanske drøm, at de er villige til at stjæle for at opnå deres selvfortjente guld og grønne skove.

Selvom ’Heist’ kaster om sig med den ene skøre genskabelse efter den anden, så beviser den desværre samtidigt, hvor forskruet amerikanernes kapitalistiske livsmål er. Dette er ikke noget serien understreger, men det er svært ikke at være forfærdet på den unge nations vegne.

Seriens tre dokumentariske fortællinger er delt ud på seks afsnit, og det fungerer sådan set fint, at hver historie deles i to. Der er nemlig skruet højt op for tempoet, så man ofte får brug for en lille pause, før man fortsætter.

Seriens første fortælling er uden tvivl den mest vellykkede. Begivenhederne er i sig selv fortælleværdige, og nogle som denne anmeldelse ikke skal afsløre. Men har du for meget i din binge-kø til at se alle afsnit, så bør du nøjes med de to første. De byder på kærlighed, familieliv, stoffer og en vigtig morale, der sætter hele pengerøveriet i perspektiv.

I seriens næste fortælling præsenteres vi for et enormt persongalleri og får en mere typisk ”gangster” historie. En række utroværdige cubanske amerikanere røver en pengefragt i en lufthavn. Historien er som taget ud af Scorseses ’Goodfellas’ fra 1990 – noget serien endda selv kommenterer på. Det er en lidt rodet fortælling, men er stadig et underholdende bekendtskab på trods.

Den tredje og sidste beretning er også seriens kedeligste. Et tyveri af sjældne bourbonflasker lyder ellers så originalt, at man ikke kan blive skuffet. Men det kedelige og kludrede narrativ gør de sidste to afsnit til en ærgerlig slutning på en ellers ambitiøs og underholdende dokumentarserie.

Fælles for de tre fortællinger i ’Heist’ er, som allerede nævnt, amerikanernes aparte besættelse af den kapitalistiske drøm. Den amerikanske drøm, som bliver nævnt flere gange, handler om vores gerningsmænds og -kvinders selvbestemte ret til at blive rige og udleve deres fantasier. De bekymrer sig ikke om de etiske problemstillinger ved at stjæle, men argumenterer i stedet med, hvor let de fik adgang til at røve kontanter og/eller flydende guld.

Flere af de deltagende i denne serie virker ligefrem stolte af deres bedrifter, og serien gør ikke meget for at sige dem i mod. Seriens tre instruktører virker til dels enige med deres interviewpersoner. De burde have taget et standpunkt, i stedet for at forholde sig anonyme. Dog gør serien det klart, at der har været store konsekvenser for alle de medvirkende i røverierne. Desværre virker de fleste af dem ikke til at fortryde deres handlinger. Deres undskyldninger falder tilbage på, hvor let det var at røve. Selv efter fængselsstraffe mener de stadig, at man bør tage chancen, hvis man kan slippe af sted med det. Kapitalismen er helt tydeligt indprentet i det amerikanske mindset, og ’Heist’ gør ikke noget for at italesætte det faktum.

Seriens produktionsniveau er højere, end hvad vi er vant til at se i lignende dokumentarserier, der genskaber de fleste scener ud fra interviewpersonernes fortællinger. Dette skyldes højst sandsynligt Netflix’ bundløse lommer, der altid sørger for, at deres indhold er af det bedst mulige håndværk – dette garanterer dog aldrig indholdets kvalitet.

De tre instruktører formår at beholde den samme tone gennem alle afsnit, så man ikke mærker, at der har været forskellige personer inde over fortællingerne. Desværre bliver historierne og deres genskabelser hurtigt en kende overfladiske, hvilket gør dem utroværdige. Der er ikke en kritisk tilgang til personernes fortællinger, da det nok havde sløvet seriens tempo for meget.

Seriens genskabelser er en tand overdrevne, men fungerer alligevel fint til at tegne et billede af, hvad der foregår. Dog kammer de over og bliver for invaderende og udpenslede. Man kunne måske ligeså godt have produceret en fiktionsserie ud fra disse kilder.

Se ‘Heist‘ på Netflix Danmark.

Anmeldelsen er baseret på hele første sæson.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.