Anmeldelse: ‘Hunger’

Sulten i titlen er tvetydig i dette thailandske drama, der går film som ‘The Menu’ i bedene for at udstille den elitære madkultur i et satirisk lys.

Anmeldt af Søren Meinertz.

”De rige svin” har det ikke nemt på filmmediet i øjeblikket. Se bare på prisslugeren ‘Triangle of Sadness’ eller den kulsorte satire ‘The Menu’, der udstiller vores konstante trang til at udstille vores madvaner på de sociale medier som en hul repræsentation af hvem vi er som mennesker. Denne thailandske Netflix-film læner sig tæt op af sidstnævnte.

‘Hunger’ er nemlig en bittersød satire over den øvre klasses madkultur og taler til vores trang til at indtage den finere madkunst, som en slags higen efter at opnå en højere social status end vi måske har eller er født ind i. Men lige så meget handler ‘Hunger’ også om sulten efter perfektion; at kunne sit håndværk til fingerspidserne, men til gengæld har man så måske givet afkald på sine menneskelige værdier.

Aoy (Chutimon Cheungcharoensukying) er en talentfuld ung gadekok på sin families nudel-restaurant. Hun opdager, at hun i virkeligheden altid har stræbt efter mere, da en talentspejder giver hende en seddel med det simple ord ‘Hunger’. Ligesom den gyldne billet giver Charlie adgang til Willy Wonkas chokoladefabrik, er denne seddel et entrépas til den såkaldte Chef Paul’s køkken.

Paul, der spilles med lige dele iver og frygtindgydende intensitet af Nopachai Chaiyanam, elsker Aoys street-food touch, at han har tænkt sig at knække hende og bygge hende op i sit eget billede (tænk på samme måde som J.K. Simmons gjorde med Miles Teller i mesterværket ‘Whiplash’.)

Det varer ikke længe før Aoy begynder at drømme om at opnå en højere status, og derved kaster de familieværdier hun er blevet opfostret med, overbord. Paul hiver hende ind i en amoralsk verden, hvor arrogancen ved at drive sit køkken som en anden diktator, bæres med stolthed. Filmen fortsætter Aoys karakterspiral mod to potentielle udfald: enten et fald eller en moralsk opvågnen samt en påmindelse om at huske at være forsigtig med, hvad man ønsker sig.

‘Hunger’ har en spilletid på omkring de to en halv time, og det er i dén grad noget man mærker. Men samtidig er det svært lige at udpege, hvad der skulle skæres ud, for filmen opretholder egentlig et godt pace hele vejen igennem. Den fungerer både som en stort anlagt satire om den arrogante og sjælløse Bangkok-overklasse og som et mere intimt portræt af en duel mellem Paul og Aoy, hvor selve hendes menneskelighed står på spil.

De to hovedrolleindehavere spiller fantastisk, og især Chaiyanam stjæler hver en scene han er i som et udhulet menneske, der ikke bare er stolt over sin måde at agere på, men er overbevist om, at det er en absolut nødvendighed at knække sine ansatte for at få dem til at yde deres bedste.

Til sidst er filmen også en fantastisk fest for mad-afficionados; uanset om du er til en skål nudler på den lokale street-food stand, eller et gourmetmåltid i finere omgivelser. Filmen er lang, men er man indstillet på dette, er det en fin og velspillet allegorisk satire.

Se ‘Hunger‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.