Anmeldelse: ‘Intet nyt fra Vestfronten’

Netflix’ tyske satsning med filmatiseringen af Erich Maria Remarques berømte roman af samme navn har virkelig givet pote, og er en nådesløs og hudløst ærlig portrættering af Første Verdenskrigs skyttegrave, set fra en menig soldats synspunkt.

Skrevet af Søren Meinertz.

Det var i 1930, tolv år efter Første Verdenskrig sluttede og otte år før Anden Verdenskrig for alvor brød ud, at vi fik den første filmatisering af ‘Intet Nyt Fra Vestfronten’. Den var amerikansk produceret, og blev en bragende succes. Dvs. undtagen i Tyskland.

Remarques roman var nemlig langt fra en glorificering af den tyske indsats under den store krig, og som et resultat, angreb medlemmerne af Hitlers højrefacistiske Sturmabteilung (forgængeren til nazipartiet) den tyske premiere ved at smide stinkbomber og endda levende mus ind i salen, mens de tævede på biografgængerne og proklamerede filmen som værende en ”jødefilm”.

Der er derfor tale om et betydningsfyldt, tysk værk og derfor måtte det også være uundgåeligt, at Tyskland selv måtte komme med deres bud på en filmatisering, og med tanke på, hvad der sker rundt omkring i Europa i disse dage, rammer en i forvejen ret hård film, endnu hårdere og med stor resonans.

Filmen handler om Paul, der sammen med sine tre venner, har ladet sig forblænde af livet som soldat i krigstid, og derfor melder sig til fronten. Der går ikke lang tid før de fire unge mænd står i knæhøjt mudder i skyttegravene i Frankrig, alt imens deres landsmænd massakreres omkring dem. Langt væk fra fronten sidder den tyske og de allieredes regeringer og forsøger at snøvle sig sammen til at få udarbejdet en våbenhvile.

Hvad der fungerer rigtigt godt ved filmen er, at den sjældent forlader Pauls synsvinkel, og ligesom i Sam Mendes’ ‘1917’ tvinges vi til at konfrontere de frygtelige kendsgerninger ved fronten. Instruktør og manusforfatter Edward Berger lader filmen udspille sig i stærke kontraster.

De intense og frygtindgydende kampe fra skyttegravene afløses pludselig af den tyske overkommando, der på et tog, langt væk fra fronten, sidder og gør sig til gode med alverdens mad, og pludselig er vi tilbage i hullet med Paul.

Den tyske overkommando er primært fremstillet som ignorante og bombastiske ”no retreat, no surrender” typer, der er for langt væk fra slagmarken til at kunne se, hvad krigen gør ved deres soldater. Det er med undtagelse af Daniel Brühls Mattias Erzberger, der bidrager med en tilpas modpol.

Felix Kammerer gør et fantastisk arbejde som Paul. Lige fra den idealistiske, krigsparate unge mand til en veteran hjemsøgt af hans gerninger, er han en sand tour-de-force. Især en ekstremt ubehagelig sekvens, hvor han først ser en fransk soldat som sin fjende, men efter at have hugget ham med sin dolk, skifter han til frygt og til sidst decideret sympati og sorg over at have forvoldt et andet menneskes død. Et menneske der, når alt kommer til alt, nok ikke var så meget anderledes end ham selv.

Jeg har aldrig brudt mig om udtrykket anti-krigsfilm, da selv de mest prisbelønnede film af slagsen jo stadig bruger krigens rædsler som et dramaturgisk virkemiddel, og så er det vel egentlig en krigsfilm. Jeg vil mere beskrive ‘All Quiet on the Western Front’ (og dens ligestillede) som en anti-thrill film.

Kampscenerne bruges ikke som et spændingselement, men som en benhård, kontant af-glorificering af det at være i kamp. Lige fra scenen, hvor Paul får udleveret sin uniform med den tidligere, afdøde ejermands navneskilt til det sidste, sørgelige billede, understreger Edward Berger dette faktum igen og igen.

Jeg må gentage mit statement fra min tidligere anmeldelse af ‘The Stranger’: Netflix har nu lavet to af årets bedste film.

Se ‘Intet nyt fra Vestfronten‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.