Anmeldelse: ‘Investigation Alien’
09/11/2024 | Flixfilm
‘Investigation Alien’ giver et fascinerende indblik i journalisten George Knapps undersøgelser af ufoer. Det sætter tanker i gang, samtidigt med at man bliver underholdt af de vilde sager med store spørgsmål.
Anmeldt af Michael Larsen.
Fascinationen om, hvorvidt der er liv ude i rummet, er stadig et stort spørgsmål, der spøger i den kollektive bevidsthed. Særligt for dem af os, der voksede op med at se ‘The X-Files’ og ‘Men in Black’-filmene, der satte tanker i gang om de mulige rumvæsener, der måske findes ude i det endelige kosmos.
Der findes store mængder af dokumentarfilm og dokumentarserier, der byder på spekulationer og udforskninger af ufoer og rumvæsener. Nogle er gjort med store budgetter der kunne have visuelle effekter til at vise de nævnte emner, mens andre benyttede sig af arkivklip fra utallige film om invasion fra rummet.
Artiklen fortsætter under annoncen

Den seneste i rækken af ufo-serier, er ‘Investigation Alien’. Det pudsige er dog, at der findes en kortfilm der hedder ‘Alien Investigation’. Mon ikke serieskaberen havde tænkt på den samme titel, men så den kortfilm og tænkte derefter: “Jeg bytter da bare om på ordene!” Det siger noget om, hvor svært det er at komme på nye titler til produktioner med lignede emner.
‘Investigation Alien’ følger den berømte journalist George Knapp i forbindelse med hans undersøgelser af ufoer. Knapp er den journalist inden for mainstream-journalistik der har brugt mest tid på det særlige emne. I mere end 30 år har Knapp undersøgt mange vidneudsagn fra adskillige almindelige amerikanere, der har oplevet ufoer og har kigget på sager der minder meget om diverse episoder fra ‘The X-Files’. Knapp indleder ‘Investigation Alien’ med at fortælle om sig selv, og den rolle han og andre har haft for at bringe ufo-sager frem til den amerikanske kongres.
I løbet af seks episoder kommer Knapp ind på forskellige sager der emner af gådefuld ufo-mystik. Lemlæstelser af arme køer, korncirkler, en voldsom ufo-hændelse i Brasilien, tegn på rumvæsener i de syv have og teorier om rumvæsener der måske har besøgt vores planet gennem flere århundreder. Ja, alt sammen vilde sager der på hver deres måder efterlader et stort spørgsmålstegn.

Artiklen fortsætter under annoncen
Der bliver præsenteret store mængder af oplysninger fortalt med stort overskud og med en passioneret Knapp i front. Han giver sig god tid til at komme i dybden med de spektakulære detaljer der ikke kan undgå vække gåsehud i kroppen og få en til at tænke om der er en vis sandhed i de mange ufo-relaterede sager. Om der virkelig findes andet liv et sted ude i universet.
‘Investigation Alien’ kommer ikke med de ultimative svar på de mange mysterier, og det ville måske være naivt at forvente det. Hvad serien er med til at gøre til gengæld, er at vække fornyet interesse for det uhyggeligt spændende emne, og det bliver næppe det sidste punktum der bliver sat her. Flere sager kan nemt poppe op ud af det blå, så der vil være brug for flere folk som Knapp til at dække lignende sager fremover. Fox Mulder fra ‘The X-Files’ ville have været stolt.
Indtil da kan man opleve de her sager fortalt med stor fascinationskraft og er man betaget af ufoer og mulighed for liv ude i rummet, så er ‘Investigation Alien’ afgjort værd at tjekke ud i de grå efterårsdage.
Se ‘Investigation Alien‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.























