Anmeldelse: ‘Jay Kelly’
11/12/2025 | Flixfilm
Instruktøren Noah Baumbach vender tilbage igen på flot vis med et humoristisk drama anført af det uventede bromance-spil fra George Clooney og Adam Sandler. De gutter er det bedste ved filmen.
Anmeldt af Michael Larsen.
Livet som Hollywood-skuespiller virker attraktivt set udefra, men det er det måske ikke alligevel. Arbejdet med selve skuespillet er det mest interessante, men alt det udenoms halløj der følger med berømmelsen, virker kaotisk. Væk er anonymiteten og tilbage er der en konstant følelse af at være på en scene af en slags. Det er det, Noah Baumbachs nye film ‘Jay Kelly’ handler om.
Den aldrende skuespiller Jay Kelly (George Clooney) står i en midtvejskrise. Han føler sig ikke som en ægte person længere, da hans personlighed og image på film flyder sammen og skaber en distance til både liv og karriere. Da en af hans elskede venner, instruktøren Peter (Jim Broadbent) dør, får det Jay til at tænke over tingene på en anden måde end før.
Artiklen fortsætter under annoncen
Jay rejser til Italien for at deltage i en hyldest af ham selv, men også for at indhente sin yngste datter Daisy (Grace Edwards) for at tilbringe noget kvalitetstid sammen med hende. Med sig har Jay blandt andet sin bedste ven og manager Ron (Adam Sandler). Ron får sin sag for, idet Jay tager uventede beslutninger, der giver ham grå hår på hovedet. Begge mænds venskab bliver testet i den billedskønne tur gennem udlandet.
Jeg har altid godt kunne lide George Clooney. Han har karisma, der minder meget om fortidens filmstjerner som Clark Gable og Cary Grant, men han formår at være sin egen personlighed med en spændende karriere som både skuespiller og instruktør. Her i ‘Jay Kelly’ spiller han på sin vante charme og karisma, men han er mere sårbar her end nogensinde før. Jeg kan ikke undgå at få meta-vibes, når Jay bliver genkendt på gaden og bliver hyldet af publikum. Jeg tænker, at det er nok det der sker for Clooney i real life.
Filmens uventede store kvalitet ligger i samspillet mellem Clooney og Sandler. Man køber deres figurers livslange bromance med alle de nuancer der følger med i et langt venskab og partnerskab. Faktisk er begge herrer blevet nomineret hver især til Golden Globes, og det er velfortjent. Jeg må også indrømme, at jeg er en større fan af Adam Sandler, når han viser sig fra sin dramatiske side som skuespiller, for det er han god til.
I resten af castet ser man Patrick Wilson, Laura Dern, Emily Mortimer (som også er filmens medforfatter), Riley Keough og gode gamle Stacy Keach. Særligt vil jeg nævne Billy Crudup som Jays gamle rival Timothy, der leverer meget med få scener alene i filmens første akt, som Jay har et pinagtigt sammenstød med.
Artiklen fortsætter under annoncen
‘Jay Kelly’ spiller på de styrker, man forbinder med andre film af Noah Baumbach såsom ‘The Squid and the Whale’ og ‘Marriage Story’. Den neurotiske humor samt den dynamiske dialog der kommer fra skuespillere der kan sige deres replikker med sans for humor og ironi. Der er ind imellem glimt af satire i filmen, men det står ikke nær så skarp som de mange karakterskildringer anført af Clooneys melankolske filmstjerne. Noget mere snavs på den front havde givet filmen noget kant. ‘Jay Kelly’ forsøger også at gå i en rute, der på overfladen minder om Federico Fellinis mesterværk ‘8½’, men det føles ret overflødigt i filmen.
‘Jay Kelly’ er en mere fokuseret og charmerende film end Baumbachs sidste film, den meget rodede Don DeLillo-filmatisering ‘White Noise’. Den er ikke helt perfekt, men man morer sig i selskab med Clooney og Sandler. Kombinationen af de to forskellige filmstjerner og deres spil sammen er en værdig julegave i sig, så se filmen for dem.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.
