Anmeldelse: ‘Kærlighed for voksne’
03/09/2022 | FlixfilmDansker-thriller med drabelig utroskab
Skrevet af Emil Andersen.
Fyn er fin. Det har der sjældent været tvivl om. Og i den nyeste danske Netflix-film, ‘Kærlighed for voksne’, tager Fyn sig da også ud fra sin bedste side. Arkitekttegnede villaer ud til søer, lækre Mercedes-biler, Sankt Hans-bål midt på søen. What’s not to like? Men bag glansbilledet gemmer sig mørke historier fyldt med passion og mord.
Dar Salim spiller byggelederen Christian, der i en lang periode har haft en affære med den unge arkitekt Xenia, der er ansat i samme byggefirma. Derhjemme venter konen Leonora, der har opgivet en lovende karriere for at passe på deres søn Johan, der er få eksaminer væk fra studenterhuen. Men til en firmafest finder Leonora ud af sandheden og konfronterer Christian med denne. Christian får dog ikke mulighed for at slippe så let med en skilsmisse, da han bliver konfronteret med en gammel bedragerisag og efterhånden begynder der at opstå en række af spørgsmål om tidligere begivenheder i Leonoras liv.
Det hele bliver iscenesat af Barbara Topsøe-Rothenborg, der dog misser mere end hun rammer plet med denne thriller. Der er flotte, stilistiske skud af hus, skov og by, men det hele bliver viklet ind i jalousi på kryds og tværs, klodset dialog, en åndsvag voice-over og oftest overspil fra flere skuespillere. Dar Salim egner sig ikke til når det bliver helt dramatisk, hvilket netop gjorde Underverden og den præstation deri til en fornøjelse. Sonja Richter har sine momenter, men bliver svigtet af en klodset dialog, der gør, at hun må overspille for at sælge varen pålideligt.
Det hele bliver desuden pakket ind i rammefortælling, hvor Mikael Birkkjær fortæller historien til sin datter, der sidder i brudekjole og venter på at træde ind i kirken. Et lettere akavet tidspunkt at begynde at forklare mordsager på, men man skal som seer jo forstå, at mord oftest er bundet i kærligheden og at datterens kommende ægtemand måske en dag bliver hendes fjende. God peptalk inden livets fest.
Rammefortællingen fungerer uden tvivl godt i den bog som filmen er baseret på, men i filmverden er det efterhånden blevet en falliterklæring- hvis ikke du kan vise det, bliver du nødt til at fortælle det. Et tegn på dårlig manuskriptbearbejdelse.
Filmen vil noget med sit billedsprog, men bliver svigtet af simpel, klichéfyldt fortælling. At henholdsvis ‘Kærlighed for voksne’ og Toscana skal være repræsentanter for den danske filmbranche på Netflix er en skam. Specielt når man i de senere år har produceret film som Speak No Evil, Shorta og Smagen af Sult, blot for at nævne nogle. Klicheerne er gået i vejen for originaliteten og det hele kan opleves på Netflix.
Se ‘Kærlighed for voksne‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Brand god film, Af dansk film..
Fantastisk god film lige fra start til slut
Der sker bare noget man slet ikke forventer
Og 2 super gode skuespillere Salim og Sonja
De spiller deres roller godt Sonja er jo rablende sindsyg i filmen ?? ?
Fremragende film. Sidder i kroppen et stykke tid efter. Fortjener flere stjerner
Det handler om den fine og farlige balance mellem kærlighed og had her i livet. Hvad gør man i kraft af eller på trods af, hvis man har oplevet utroskab på nært hold. Tankevækkende !
En film der kan mærkes !!!
Den fortjener at blive set.
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️