Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Flixfilm » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Killer Book Club’

Anmeldelse: ‘Killer Book Club’

30/08/2023 | Flixfilm

Den spanske slasher føles som en dårlig kopi af ‘Scream eller ‘I Know What You Did Last Summer’; komplet med meta-kommentarer, men med en helt basal mangel på ordentlig suspense.

Anmeldt af Søren Meinertz.

Kevin Williamson. Lyder navnet bekendt? For slasher-afficionados skulle det gerne. Han er nemlig manden bag manuskriptet til to af de største gyser-succeser i 90’ene, nemlig Wes Cravens ‘Scream’ og ‘I Know What You Did Last Summer’. Især ‘Scream’ gav slasher-genren, der havde sin storhedstid i 80’erne, et gevaldigt ansigtsløft med en meta-tilgang, der gjorde den til et ret så originalt indspark i en efterhånden lidt slatten genre. Sidenhen er denne opskrift forsøgt kopieret mange gange, og denne spanske Netflix-slasher prøver også sit bedste, men ender som en noget blodfattig en af slagsen.

‘Killer Book Club’ handler om en otte mand stor vennegruppe, der sammen har en bogklub. En af pigerne, Angela, er en spirende forfatter, og det har bl.a. hendes underviser opdager, og han fortæller hende, at han gerne vil hjælpe hende med at udvikle sine evner, så hun kan udvikle sine skriveevner. Da Angela møder op på underviserens kontor, bliver hun udsat for et seksuelt overgreb, der ender med at hun må slå ham ned og søge tilflugt (og trøst) hos sine venner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Belejligt nok er bogklubbens seneste fælleslæsningsprojekt en bog om mordlysten klovn, og vennerne beslutter sig for at hævne Angela ved at lave en grov spøg med læreren. Det ender dog med at tage overhånd, og der sker noget endnu værre. Som om det ikke var nok, begynder vennerne at dø én efter én i hænderne på en morder forklædt som klovn, der lader til at kende deres hemmelighed.

Dette kunne snildt lyde som plottet til ‘I Know What You Did Last Summer’ og filmen låner bestemt også meget derfra. Den besidder bare ikke megen af den fortællermæssige snilde og den veludførte horror-suspense, der prægede især ‘Scream’. Jovist, forsøger den sig med flere meta-kommentarer – bl.a. om hvor skuffende slutningen var, men det føles mindre som et kløgtigt virkemiddel og mere som en understregning af hvor dårligt filmen egentlig er skruet sammen.

LÆS OGSÅ:   Se teaser til sidste sæson af 'Arcane'

Filmens vold er heller ikke noget der løfter den svage historie, der tit trænger sig selv op i et hjørne uden nogen klar fornemmelse for hvor filmen som helhed er på vej hen. Karakterarbejdet er en anden ting, der trækker filmen ned. Skuespillerne spiller såmænd fint nok, men karaktererne er blot kedelige stereotyper som vi har set millionvis af gange i disse film.

Artiklen fortsætter under annoncen

‘Killer Book Club’ slår den gamle parole med at gyserfilm ikke fungerer som venstrehåndsarbejde, fast med syvtommersøm. Gysergenren er på én og samme tid den genre, der har flest klichéer, men samtidig også mest potentiale til at blive mere end bare en serie af chokeffekter – det lykkes bare ikke her. Filmens morder er ret generisk, og har man set rigeligt af denne slags film, er det ikke svært at gætte morderen; også selvom motivet tager lidt tid om at folde sig ud.

Se eller gense hellere en eller flere af ‘Scream’-filmene, der både byder på langt bedre karakterer og også bedre suspense.

Se ‘Killer Book Club‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.




Skriv kommentar