Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Flixfilm » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Klaus’

Anmeldelse: ‘Klaus’

17/11/2019 | Flixfilm

klaus netflix film anmeldelse review 2019

Netflix’ nyeste bud på en julefilm for hele familien er både rørende, morsom og, vigtigst af alt, original. Filmens animation føles forfriskende velkendt, og den formår at byde julen velkommen på den mest eventyrlige måde.

Skrevet af Lars Møller.

’Klaus’ er resultatet af Netflix’ første samarbejde med det spanske animationsstudie SPA Studios. Studiet og dets grundlægger, Sergio Pablos, har tidligere leveret animationer og karakterdesigns til både Disney og DreamWorks – og det har været med forrygende succes.

Nu står de på egne ben med juletegnefilmen ’Klaus’, som allerede må siges at være Netflix’ tidligere julefilm langt overlegen – sidste års ’The Christmas Chronicles’ var et rædderligt forsøg på at skabe en klassisk julefilm.

klaus jul

Filmen følger Jesper, som er en doven postbudsaspirant, der under sin uddannelse lever højt på sin fars ledende position på Det Royale Postakademi. Men alt dette stoppes brat, da Jesper bliver sendt til den yderste del af landet – længere nordpå. Til en lille flække kaldet Smeerensburg. Jesper tager modvilligt af sted, og bliver i den lille by fanget i en ældgammel rivalisering mellem to stolte familier – The Krums og The Ellingboes. Her ånder altså alt andet end fred og ro.

I takt med Jespers plan om at få indbyggerne til at sende breve, så han kan komme tilbage til sin tidligere luksuriøse livsstil, oplever han børnenes glæde, da de modtager legetøj, lavet af eneboeren Klaus, efter at have sendt et brev. Jesper og Klaus forener deres idéer og kræfter, og langsomt opstår julemandsmyten, som vi kender og elsker.

Filmens udgangspunkt er originalt, og Jesper er en smart tilføjelse til hele den velkendte julemandshistorie. Og efter utallige film omhandlende Julemanden er det faktisk en overordentlig svær bedrift at tilføje noget nyskabende til denne mytologi. Men her lykkes det!

’Klaus’ bliver bygget stille og roligt op, og vi får kun sidehistorier, som har en eller anden form for relevans for filmens overordnede plot. Også byens rivalisering er en perfekt katalysator for Julemandens skabelse – og at filmen tager udgangspunkt i Jespers karakter, giver historien mere personlighed.

Jesper personificeres til perfekthed af Jason Schwartzman (bedst kendt fra tv-serien ’Bored to Death’ og utallige af Wes Andersons film). Han gør en dyd ud af at vise karakterens dobbelte morale og tilføjer filmen et morsomt lag. Her er også flere komiske scener, hvor Schwartzman og animationen skaber en fejlfri komisk timing.

Også Rashida Jones skinner særligt igennem i rollen som byens skolelærerinde, og Jespers kærlighedsinteresse, Alva. Hun giver karakterens hendes typiske ”Rashida Jones-hed”, der passer perfekt til karakteren.

klaus julefilm

J.K. Simmons er den oplagte julemandsstemme, men ender dog med at forholde sig en smule anonymt, hvorfor han desværre hurtigt glemmes.
Selv med en velfortalt historie og et solidt stemmecast er filmens store trækplaster den flotte og særpræget animation. Her bruges primært 2D animation – også til at skabe 3D-effekter ved blandt andet at benytte tydelige skygger. Det fungerer særdeles godt, og er noget, man desværre ikke ser så ofte længere. Her kan trækkes tråde tilbage til DreamWorks’ tidlige animationsfilm, såsom ’Prinsen af Egypten’ og ’Vejen til El Dorado’. Det føles simpelthen så rart at være i dejligt 2D-tegnefilmsselskab igen.

Også det originale karakterdesign virker forfriskende i et ellers enormt omfattende udbud af animationsfilm. Filmen bruger en naturalistisk farvepalette, hvilket vil sige, at filmen virker mindre farverig og en smule mere dyster, men det klæder karakterne og historien rigtig godt.

Filmens lyddesign og score er eventyrligt og vellykket. Her er ingen slinger i valsen, og man nyder hver tone ligeså meget som hver enkel animation. Dog lider filmens soundtrack under nogle sange, der enten føles misplaceret (et eksempel er ’How You Like Me Now?’ med The Heavy) eller for rørstrømsk, hvilket fratager emotionelle scener deres dybde.

’Klaus’ er med sin særprægede animationsstil og eminente karakterdesigns en af årets mest forfriskende animationsfilm. Med sin 2D-animation bevæger den sig tilbage mod noget rart og velkendt, og føles samtidigt som noget nyt og forfriskende. Hertil kommer et veloplagt stemmecast og et nyt, originalt take på hele Julemandsmytologien. Der er ingen tvivl om, at filmen bliver et julehit for hele familien.

Se ‘Klaus‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.




Skriv kommentar