Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Forside » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Lady Chatterley’s Lover’

Anmeldelse: ‘Lady Chatterley’s Lover’

28/12/2022 | Flixfilm

Denne tiende filmatisering af D.H. Lawrences kontroversielle (for sin tid) roman om en hed romance på tværs af klasseskel, holdes oppe af solidt håndværk og en enestående underspillet og ærlig præstation af Emma Corrin.

Anmeldt af Søren Meinertz.

Laure Clermonts filmatisering af ‘Lady Chatterley’s Lover’ ser både dyr og visuelt appetitlig ud. Samtidig antænder den ild i lærredet med nogle hede sexscener; noget vi ikke har set i mange romantiske film de seneste år, og gør derved bogens kontrovers ære.

For at ridse historien op for de uindviede, handler filmen om Lady Chatterley (Emma Corin), der har giftet sig med sir Clifford Chatterley, der er både en fysisk stor mand og har en god militær rang. Da Clifford drager i krig, bliver han lam fra livet og nedefter, og ydermere er parret flyttet ud på den engelske hede og ensomheden er kvælende.

Clifford er desuden også holdt op med at være intim med sin kone, men er ikke blind for sine ægteskabelige forpligtelser. Derfor begynder han at lægge en plan for at hans kone skal blive gravid med en udefrakommende elsker, så han på den måde kan hævde, at familiens navn opretholdes.

Skæbnen vil, at Chatterley finder fysisk trøst og sidenhen kærligheden hos portneren Oliver, der er tidligere løjtnant. Olivers kone forlod ham under krigen og han bor nu i et lille skur på Cliffords grund. Chatterley falder for Olivers maskulinitet, blide væsen og den blotte fysiske tiltrækning kan heller ikke fornægtes.

Instruktør Clermont og David Magees manuskript er gode til at stille skarpt på kildematerialets mest fundementale pointer. Heriblandt sex, myten om ægteskabelig loyalitet og kærlighedens triumf på trods af svære odds. For at have et godt ægteskab, må den fysiske del også være til stede. Vi ser også hvordan Clifford bliver mere og mere indelukket i takt med at hans vision om at blive forfatter står i stampe, og at han behandler sin kone som en tjenestepige i stedet for en ligeværdig partner. Clifford ledte efter en tjenestepige og ikke en kone.

LÆS OGSÅ   Disse film og serier skal du streame i januar

Hvor filmen til gengæld halter lidt er i den følelsesmæssige persontegning af de to ulykkeligt elskende. Selvom filmen fint illustrerer hvorfor tiltrækningen opstår mellem Chatterley og Oliver til at begynde med, nemlig deres ægteskabelige ruin pga. krigen, forbliver Oliver i manuskriptet mere et plot-værktøj end en tredimensionel karakter; selv om Jack O´ Connell bestemt gør hvad han skal i rollen.

Filmens hjerte skal til gengæld findes i Emma Corins præstation som den titulære lady. Hendes præstation er både sexet og yndefuld. Hvad vigtigere er, er præstationen ærlig i måden hvorpå karakteren vedkender sin egen bias, på trods af de sociale normer, hvilket var grunden til at bogen var så revolutionerende til at begynde med.

‘Lady Chatterley’s Lover’ kunne have brugt mere tid på at forbinde temaerne om klasse til hovedplottet, men Clermont har nok talent bag kameraet til at lave en periode-romance, der er langt bedre end det meste der i dag går som værende ”en romantisk film”.

Se ‘Lady Chatterley’s Lover‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.



Skriv kommentar