Anmeldelse: ‘Life on Our Planet’
29/10/2023 | FlixfilmNaturserien ‘Life on Our Planet’ byder på overvældende smukke billeder fra naturen og alt liv i den. Ikke særlig original i forhold til de fleste naturserier, men den er flot at se på.
Anmeldt af Michael Larsen.
Inden for de senere år har naturprogrammer været en fast ting på sendefladen. Der har altid været programmer af samme type gennem flere år, men man har med tiden lavet den ene flotte naturserie efter den anden, der viser billeder fra naturen som aldrig før. Alt sammen takket være nye metoder indenfor fotografering, der giver de dygtige fotografer evnen til at fange øjeblikke fra naturen med knivskarp præcision.
På baggrund af klimaforandringerne er der meget fokus på at tydeliggøre vigtigheden i at bevare vores planet og med særlig fokus på biodiversitet i de senere naturprogrammer fra blandt andet den britiske tv-kanal BBC. Det samme gør også den nye Netflix-producerende naturserie ‘Life on Our Planet’ samt noget andet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det andet i ‘Life on Our Planet’ er portrættet af Jordens flere milliarder års fortid af dyreliv og natur som naturligvis danner grundlaget for det, vi har omkring os. Vi får dermed dinosaurer og tidligere forgængere af pattedyr at se fra deres storhedstid. De dyr er genskabt med brug af computeranimation skabt af det legendariske special effects-firma Industrial Light and Magic – også kendt som ILM. Det var også dem der skabte de epokegørende dinosaurer i Steven Spielbergs klassiske storhit ‘Jurassic Park’ samt til de andre film i franchisen. Spielberg er i øvrigt iblandt producer-holdet der står bag ‘Life on Our Planet’.
Fortællerstemmen i ‘Life on Our Planet’ er ingen ringere end Morgan Freeman, der bruger sin velkendte karismatiske stemme til at guide publikum gennem flere milliarder års evolution af livet på kloden. Freeman har efterhånden i mange år været fortæller til lignede programmer og som altid oser hans stemme af ro og klogskab. Når han snakker om liv på den molekylære plan, så kunne jeg ikke undgå at tænke på hans introduktion i Spielbergs dystre udgave af ‘War of the Worlds’, som startede med noget lignede.
Billedsiden er simpelthen mageløs i ‘Life on Our Planet’. De mange landskaber og dyr er betagende at se på, og hvert et billede er lige til at ramme ind og blive udstillet i et museum. Man kan godt mærke forskellen på de ægte dyr og de computerskabte dyr, hvilket godt kan skabe ujævnhed rent visuelt i det samlede udtryk. Strukturen i naturserien springer meget frem og tilbage i tiden med relation til evolutionen af de forskellige dyr. Der er for det meste fokus på de dramatiske scener mellem rovdyr og offer, hvilket tit bliver fortolket med effektiv musik af filmkomponisten Lorne Balfe.
Artiklen fortsætter under annoncen
Til trods for den tekniske imponerende indsats, der uden tvivl lægger i arbejdet med at lave en serie som ‘Life on Our Planet’, så er det ikke noget der virker så nyt igen og falder derfor mere i tråd med andre serier fra samme skuffe. Det er nemlig ikke så anderledes end det, der bliver sendt konstant om weekenden på en vis kanal. Men se endelig serien, hvis man har behov for at blive tryllebundet af de smukke billeder og blive mindet om klodens skønhed.
Se ‘Livet på vores klode‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.