Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Forside » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Munich – The Edge of War’

Anmeldelse: ‘Munich – The Edge of War’

27/01/2022 | Flixfilm

munich netflix anmeldelse 2022

‘Munich’ indeholder alle de rigtige midler til en rigtig spionthriller: Stormøder med verdensledere, smokingjakker og masser af dyre mahogni-møbler. Filmen er dog også dramatisk forjaget og vil få visse historiekyndige til at korse sig, men langt henad vejen er det en velspillet og underholdende stykke fiktion om virkelige hændelser.

Skrevet af Søren Meinertz.

I 1932 på Oxford tager britiske Hugh Legat og tyske Paul von Hartman afsked med hinanden i en rus af øl og cigaretter. Seks år senere er de begge diplomater for hver deres regering, og da der arrangeres et stormøde i München for at undgå den krig, der ligger og ulmer i kølvandet på Hitlers melding om at indtage Tjekkoslovakiet, mødes de to venner igen. Paul viser sig nemlig at være i besiddelse af et hemmeligt dokument, der afslører Hitlers sande intentioner om en kommende, tysk erobringskrig.

Kan de to venner nå at få den engelske premierminister, Neville Chamberlain, i tale før der underskrives en fredsaftale med Tyskland? Hvis man har et bare perifært kendskab til verdenshistorie, kender man svaret på forhånd.

Munich – The Edge of War film

Foto: Frederic Batier/Netflix © 2021

‘Munich – The Edge of War’ er baseret på Robert Harris’ bestseller, og er primært fiktion sat i faktiske, historiske rammer. Meget af kritikken af filmen er gået på, at vi allerede ved, hvordan det hele sluttede. Det kan der selvfølgelig være noget om, men hvorfor så lave en historisk film nogensinde? ‘Munich’ er nemlig både godt skrevet og godt spillet af et cast af både unge og gamle skuespillere. Især for George McKay, der spiller Hugh, er dette en logisk fortsættelse af karrieren efter han spillede den ene hovedrolle i Sam Mendes’ mesterværk ‘1917’. Desværre er der ikke så meget at hente i karakteren og især hans angst omkring hans familie og ægteskab virker som en dårlig McGuffin for at få resten af plottet til at glide.

LÆS OGSÅ   'Servant of the People' med Volodymyr Zelenskyj kommer på Netflix

Så er Paul, spillet af Jannis Niewöhner, straks langt mere interessant, og her ville materialet måske have nydt godt af miniserie-formatet, således, at hans forvandling fra tysk loyalist til radikal modstandsmand kunne have fået en smule underbygning. Som det er nu, følles meget af filmen forjaget og må tit sætte det menneskelige drama på pause for også at give plads til plottet om fredsmødet.

netflix Munich – The Edge of War

Foto: Frederic Batier/Netflix © 2021

Til sidst i trekløveret har vi Jeremy Irons som Neville Chamberlain, en mand, hvis bedrifter stadig diskuteres i dag. Lod han sig virkelig tage ved næsen af Hitler i München eller var det en sindrig plan for at give den britiske hær tid til den oprustning, der skulle til før den uundgåelige konfrontation med Det Tredje Rige? Filmen giver Irons rigeligt med tid til at lege med karakterens motivationer og det er en sand fornøjelse at se på.

‘Munich’ er, på trods af sin forjagede facon og lidt fejlslagne fokus, stadig en spændende film. Der er rigeligt med suspense, når vi følger Hugh og Paul i deres forsøg på at undgå at blive afsløret i deres spionage, og der er masser af velskrevne dialoger om krigens væsen og om idealisme vs. den politiske virkelighed, men det føles også som om, at filmen fokuserer på den forkerte hovedperson. Jeg ville i hvert fald langt hellere have brugt langt mere tid i selskab med Paul og hans konstante moralske dilemmaer frem for Hughs ensporede angst for at binde sig til sin kone.

Se ‘Munich – The Edge of War‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.




Skriv kommentar