Anmeldelse: ‘My Name is Vendetta’

Italiensk action-thriller er brutal, grim og ualmindeligt hæmmet af de klichéer, den skal opfylde.

Anmeldt af Søren Meinertz.

Hævnfilmen. Lige fra Clint Eastwood og Charles Bronson til Liam Neeson (der vel nærmest har besluttet sig for at hævnfilmen skal udgøre resten af hans oeuvre i sit livs efterår), har hævnfilmen været en garant for at få de inderste og mest primitive retfærdighedsfølelser dækket. Men når en genre opnår en så stor popularitet, er det også uundgåeligt at der opstår genre-konventioner.

En række ting, der skal ”krydses af listen” for at filmen kan placere sig i genren, og det er bestemt muligt at lave en god og underholdende film ved at holde sig til konventionerne, hvis man som instruktør smider lidt kunstnerisk flair og kreativitet ind i sin hævnfilm. Det modsatte kan også lade sig gøre.

Nu og da møder man en genrefilm, der holder sig så meget inden for skiven af konventionerne, at man nærmest kun kan se den som et fantasiløst samlebåndsprodukt. Et sådant er den nye Netflix-film fra Italien, ‘My Name is Vendetta’.

Filmen handler om Santo, der er tidligere mafia-lejemorder, men som nu lever et tilbagetrukket liv sammen med sin kone og datter. Da datteren tager et billede af sin far, kommer Lo Bianco-familien på spor af Santo, der for år tilbage skød Lo Bianco-bossens ældste søn, og den yngste søn er nu sulten efter at tage faderens plads før eller siden. Dette sætter gang i en spiral, der gør at Santos og hans datter må flygte for deres liv.

‘My Name is Vendetta’ er instrueret Cosimo Gomez, der arbejdede på den oscar-nominerede Il Postino, og derfor er det så skuffende, at filmen er så stilløs. Filmens vold er ekstremt brutal og hårdtslående, og derfor kunne det have været rart at have en instruktør, der kunne indgyde volden med en vis form for graciøs stilisering alá John Wick. Jeg er ikke blødsøden, hvad angår filmvold, men her kunne en vis form for substans have klædt filmen.

For filmens andet store problem er, at det er tydeligt at filmens manus er skrevet af tre forfattere og resultatet er, at filmen er så klichépræget at man nemt kan forestille sig, at alle tre har kigget dybt i hævnfilmens ABC. Her er det især frustrerende, at datteren, der ingen træning har fået af sin far før plottet sættes i gang, hurtigt bliver nærmest bedre end sin far til nærkamp med bare et par timers træning.

‘My Name is Vendetta’ kunne have været en cheesy ”so-bad-it’s-good” film, men der tages ingen chancer, og det gør, at man hele filmen igennem kan gætte, hvor filmen er på vej hen i god tid før det sker. Den brutale vold føles derfor nærmest som et ‘exploitation’ element, der på ingen måder hænger sammen med resten af den alt for strømlinede historie. Vi har simpelthen set det her for mange gange til at det rigtigt bliver spændende, og de fortærskede plot-elementer hjælper heller ikke på det indtryk.

Se ‘My Name Is Vendetta‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.