Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Flixfilm » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘News of the World’

Anmeldelse: ‘News of the World’

16/02/2021 | Flixfilm

news of the world anmeldelse netflix tom hanks

Der er ikke mange overraskelser undervejs i Paul Greengrass’ western, men det gør faktisk heller ikke så meget. Tyske Helena Zengel er filmens helt store åbenbaring, og hun formår at give Tom Hanks værdigt modspil.

Skrevet af Lars Møller.

Med ’News of the World’ kan Netflix endnu en gang drage fordel af seernes manglende mulighed for at gå i biografen. I USA blev filmen distribueret af Universal Pictures, hvor den havde premiere i biograferne ved juletid sidste år. Netflix nappede de internationale distributionsrettigheder, og har nu givet Paul Greengrass’ nyeste verdenspremiere på streaming.

Captain Kyle Kidd rejser kort tid efter den amerikanske borgerkrig fra by til by for at læse landets nyheder op til stor glæde for de uindviede borgere. På sin færd støder han på Johanna, en ung tysk pige, der, efter at have mistet sin biologiske familie, har levet blandt de indfødte. Nu er hun på egen hånd. Kidd opsporer hendes familie og sætter sig for at bringe hende i tryghed, så hun kan få et nyt hjem og et nyt liv. På deres gennemrejse møder de både farlige cowboys og barmhjertige hjælpere, mens Kidd sørger for at nyhederne finder vej ud i selv de yderste flækker af det splittede land.

tom hanks news of the world

Artiklen fortsætter under annoncen

På overfladen kan ’News of the World’ virke meget som en generisk moderne western, men Greengrass formår at skabe emotionel tyngde ved hjælp af Kidd og Johannas skrøbelige forhold. Filmen fungerer som en klassisk ”road movie”, hvor vores hovedpersoner må rejse nok så meget igennem for at nå deres mål. Den fysiske rejse har er ligeså vigtig som den indre.

Handlingen er let at følge, og man er i trygt selskab blandt filmens to hovedkarakterer. Filmens tempo bærer dog ingen overraskelser, og filmen er en anelse forudsigelig. Men med en gedigen western som denne, gør det egentlig heller ikke så meget.

Tom Hanks har efterhånden bevist, at han med sin blotte tilstedeværelse kan højne en films kvalitet. I ’News of the World’ besidder han da også filmens helt store hjerte. Han tager Johanna til sig og gør, hvad han kan for at finde et hjem til den forladte pige.

Et eksempel på Kidd-karakterens helt store hjerte er, da han og Johanna ankommer til Mrs. Gannett efter filmens første akt. Mrs. Gannett spørger drillende Kidd, om han får betaling for at følge Johanna til hendes hjem, eller om han blot gør det af sit hjertes godhed. Uden at blinke svarer Kidd, at han skam ingen betaling får, men han jo alligevel kender vejen. Med denne korte replikudveksling ved vi alt om Kidd og hans motivationer. Han behøver ingen belønning for sin gode gerning. Og Hanks er her den perfekte personificering.

LÆS OGSÅ:   'Sex and the City' kommer på Netflix

Artiklen fortsætter under annoncen

danmark news of the world

I rollen som Johanna er det tyske stjerneskud Helena Zengel, der brød igennem i den formidable ”Systembryder” fra 2019. Zengel får her lov at spille op mod en af de allerstørste stjerner, og hun er mere end overbevisende. Hun udstråler en underfundig naivitet, som måske også skyldes, at hun rent faktisk er en ung tysk pige, der nu står overfor Hanks i en stort anlagt amerikansk western. Hun skaber hvert fald et naturligt distanceret forhold til Hanks’ Kidd, og hun gør det endda overordentligt troværdigt. Zengel er den helt store stjerne i denne film, og hun fortjener al opmærksomhed.

’News of the World’ forkæler os med flotte landskabsbilleder af den texanske ødemark, og generelt er filmens visuelle side upåklagelig. Men ligesom med filmens plot og tempo gemmer der sig her heller ingen overraskelser i cinematografien.

Filmens score, af den garvede James Newton Howard, er klassisk og effektfuld på de rette momenter, men det er desværre ikke særlig mindeværdigt. Og den skiller sig desværre ikke ud fra andre lignende westernfilm.

Paul Greengrass præsenterer os for en gedigen western-”road movie”, der ikke har mange overraskelser oppe i ærmet, men alligevel formår at charmere os. Med sine to velspillende hovedkarakterer hvirvles vi ind i det post-borgerkrig USA, og man at landet stadig lider under den overståede konflikt. Hanks og Zengel er et umage makkerpar, der finder hinanden i en tid fyldt med splittelse og sorg.

Se ‘News of the World‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.




Skriv kommentar