Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Forside » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Operation: Nation’

Anmeldelse: ‘Operation: Nation’

15/04/2023 | Flixfilm

Nazi-satiren ‘Operation: Nation’ er ikke specielt farlig med sin skøre skildring af de håbløse polske nazister. Dertil mangler den provokerende humor, der tør noget.

Anmeldt af Michael Larsen.

Nazister forbinder man med rendyrket ondskab. De bliver tit skildret på den måde enten i form af virkelighedens nazister som i eksempelvis ‘Schindlers liste’ eller som de karikerende versioner i ‘Indiana Jones’-filmene, hvor helten altid siger: “Nazis I hate these guys!”. Men af og til bliver de også portrætteret som en joke og med rette. Eksempler på dette er film som ‘The Producers’ og ‘Jojo Rabbit’.

Nu er der kommet endnu et eksempel på at latterliggøre nazister i den polske komedie ‘Operation: Nation’, der tager fat i den nynazistiske underverden i Polen på en måde der minder om terrorist-komedien ‘Four Lions’.

Der er beklageligvis stadig nazisme i nutidens verden, da det jo som bekendt aldrig forsvandt efter Anden Verdenskrig. Derfor er det også en nødvendighed til tider at have mulighed for at grine ad den absurde ondskab. Det er også tilfældet med de tåbelige nazister i ‘Operation: Nation’, hvor de virkelig er en sand joke. For hver gang de planlægger et angreb af en art, så går det galt.

Gruppen styres med hård hånd af den tumpende og maniske Roman (Borys Szyc), mens den unge medlem Staszek (Maciej Musialowski) er noget usikker på sin position i gruppen. Det bliver ikke mindre usikkert, da Staszek bliver forelsket i den smukke pige Pola (Magdalena Mascianica), der hader nazister.

Jeg fornemmer at forbilledet for ‘Operation: Nation’ var ‘Four Lions’, der tog godt og grundigt pis på ekstremisme og terrorisme udført af en gruppe vrede mænd der dårligt nok kunne hitte ud af at lave en truende video til offentligheden og bruge en bazooka! Her i den polske wannabe-film kan den ene af nazisterne dårligt finde ud af at tegne et ordentligt hagekors, hvilket er filmens bedste joke. Resten af filmen fumler retningsløst i et halvhjertet forsøg på at latterliggøre de vrede mænd og deres overbevisninger og et romantisk subplot, der ærligt talt ikke virker efter hensigten, da kemien mellem de to unge turtelduer er stendød.

LÆS OGSÅ:   Se trailer til de allersidste afsnit af 'Manifest'

Artiklen fortsætter under annoncen

Filmens bedste skuespiller er faktisk Borys Szyc der som Roman formår at balancere den alvorlige galskab med den komiske galskab. Det er egentligt ærgerligt at han ikke er filmens hovedrolle, da der ligger meget sjov potentiale med hans figur, men det bliver ikke brugt til ret meget.

Som en satire er ‘Operation: Nation’ velmenende, men den mangler simpelthen kant og bid i sin humor. Det hjælper heller ikke at den er skruet sammen på en meget ufokuseret facon. Den døjer med en identitetskrise, hvor den famler mellem humor, romantik og alvor. Samlet set gør det filmen til en meget tam oplevelse til trods for den umiddelbare sjove idé, den tilbyder publikum.

Hvad der kunne have været en gedigen kæberasler eller et velplaceret spark i bollerne, bliver i stedet en blød klap på kinden, uden at det gør ondt på den fede måde. Det er fint at gøre grin med nazismen og dens onde image, men gør det dog med mod og nerve.

Se ‘Operation: Nation‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.




Skriv kommentar