Anmeldelse: ‘Orange Is the New Black’ – sæson 7

’Orange is the New Black’s syvende sæson er en forventelig forlængelse af de foregående sæsoners langsommelige tempo inden den helt store seriefinale, der skal tage afsked med det gigantiske karaktergalleri. Seriens arv giver os dog håb for fremtidens serieudbud.

Skrevet af Lars Møller.

’Orange is the New Black’ fik sin ilddåb på Netflix i sommeren 2013. Det er svært at forstå i dag, men optil da havde Netflix kun udgivet én anden original titel, ’House of Cards’. ’OITNB’ skulle altså blive Netflix’ kun andet forsøg på at skabe originalt indhold, der skulle få streamerne til at flokke til tjenesten. Der må derfor have ligget et overordentligt pres på Jenji Kohans skuldre, da serien endelig fik premiere. Kohan havde tidligere stået bag Showtimes meget populære ’Weeds’, der kørte i otte sæsoner, men nu skulle hun altså være med til at skabe historie – Netflix-historie.

Fængselsdramaet blev modtaget af hyldest fra anmeldere og Netflix’ brugere, og den blev sågar nomineret til hele 12 Emmyer (og vandt tre) for sin første sæson. Streamingtjenesten havde ramt guld, og serien skulle gå hen og blive en af Netflix’ helt store flagskibe frem til nu, hvor seriens absolut sidste sæson netop har fået premiere.

Seriens syvende sæson åbner nøjagtigt, hvor den foregående sæson sluttede: Piper (Taylor Schilling) er endelig blevet løsladt, men føler sig fortabt uden hendes fængselskone, Alex (Laura Prepon); Taystee (Danielle Brooks) afsoner en nyidømt livstidsdom, hvilket har fået hende til at isolere sig selv fra resten af de indsatte; og smuglingen af stoffer og kontrabander til Litchfield er nu væsentligt intensiveret. Dertil er både Blanca (Laura Gómez) og Maritza (Diane Guerrero) havnet i MCCs (nu kaldet PolyCon) nyeste afdeling, Immigration and Customs Enforcement. Sæsonen har altså allerede fra start gjort det klart, at der er en masse, der skal forløses inden den store seriefinale.

Efter syv år er de fleste karakterer særdeles veletableret. Det er derfor et genialt træk af Kohan og co. at sætte vores egentlige hovedperson, Piper, fri og lade hende opleve bagsiden af denne frihed. Pipers naive idealisme fungerede som udgangspunktet for morsomme problemstillinger i Litchfield, men hendes godtroenhed bliver udfordret mere af hendes tilsynsværge, end den nogensinde blev det af fængslets indsatte. I denne nye situation for Piper formår Taylor Schilling endelig at generobre seerens opmærksomhed, som hun især gjorde det i de første sæsoner. I syvende sæson sidder man nærmest og venter på, at vi igen skifter til Pipers handlingstråd fremfor Aleidas narkohandlen og irrelevante flashbacks. Schilling har ikke været så god siden hendes brugte-trusse-forretning i tredje sæson.

Med Pipers løsladelse evner ’OITNB’ at skabe en følelse af, at alt kommer ”full circle”. Vi ser en tilbagevenden af flere fremtrædende karakterer fra de første sæsoner – Jason Biggs vender endda tilbage i et alt for kort flashback. Dette er selvfølgelig ren fanservice, men formår stadig at føles i seriens ånd.

Alt har også ændret sig for Taystee i den nye sæson. Efter hendes domskendelse i sjette sæsons slutning er hun ikke længere den livsglade og dansende T. I stedet er hun blevet en mørk skygge af sit tidligere jeg. Serien gør rigtig meget ud af at fremhæve karakterens skift, og at skylden for hendes voldelighed ligger hos på systemet, der har skabt hende. Det er ikke første gang, at ’OITNB’ viser eksempler på, at det amerikanske rets- og straffesystem skaber mindst ligeså mange kriminelle, som det formår at rehabilitere.

Modsat Taylor Schilling får Danielle Brooks lov til at vise sin enorme spændevidde med Taystee. De sidste to sæsoner har fungeret som én lang Emmy-kampagne for Brooks, og at hun ikke blev nomineret for hendes præstation i sæson 6, får kun en til at håbe endnu mere, at dette sker med denne sidste sæson, da hun her virkelig fremviser hendes imponerende dramatiske talent.

Selvom ’OITNB’ har været i stand til at holde et forholdsvist højt niveau gennem sine syv sæsoner, har den dog mistet de små trivielle øjeblikke bag fængslets mure, der kendetegnede den i de første sæsoner. I stedet får vi serveret den ene kedsommelige scene om PolyCons virksomhedspolitik efter den anden. Man kan dog glæde sig over, at selv den fiktive ledelse i serien ender med nærmest kun at bestå af kvinder – og dette er især vigtigt i en serie, der hylder det stærke køn.

Der har fra seriens start ingen tvivl været om, at ’OITNB’ har ville sætte fokus på de underpræsenterede kvinder i det amerikanske samfund. Vi fulgte en hvid og privilegeret kvinde til start, men langsomt formåede Taystee, Gloria, Poussey, Cindy, Maritza, Blanca, Suzanne, Daya, Flaca og Lorna at blive seriens store hjerte. Og selvom seriens seneste sæsoner har præsenteret os for mindre interessante handlingstråde, så efterlader den et meget stort og vigtigt aftryk i det store serie- og streaminglandskab: Alle har en historie at fortælle.

Netflix’ mest sete originale serie runder nu af efter syv års dominans, og denne sidste sæson af ’Orange is the New Black’ markerer slutningen på en helt speciel æra for streaminggiganten. Selve afrundingen af Pipers historie binder en fin sløjfe på fortællingen, mens livet bag Litchfields mure går videre for andre indsatte. Seriens sidste to sæsoner har dog båret præg af ligegyldige karakterer og handlingstråde (vi har allerede glemt Carol og Barbaras rivalisering i sjette sæson), hvilket desværre gør, at seriens sidste sæson ikke virker ligeså spektakulær, som den ellers kunne have været.

Se ‘Orange Is the New Black‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.