Anmeldelse: ‘Orion og Mørket’
14/02/2024 | FlixfilmKaufmansk animation lige som det skal være – og mere til.
Anmeldt af Emil Andersen.
Hvis idéen om en DreamWorks-film skrevet af Charlie Kaufman vækker din interesse på den måde, som kun sådan en idé kan, så vil du være mere end glad for at vide, at Orion and the Dark – en DreamWorks-film skrevet af Charlie Kaufman – er et dejligt bevis på, at en DreamWorks-film skrevet af Charlie Kaufman faktisk bør vække din interesse på præcis den måde, som den type idé gør.
Selvom den indimellem snubler i forsøget på at leve op til sine ambitioner, svæver Orion and the Dark i sidste ende på ryggen af godt karakterarbejde, klog humor og en historie, der både betaler sig på mere end én måde og ikke spilder nogen lejlighed til at minde os om, hvem der er ansvarlig for manuskriptet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Orion and the Dark er baseret på en børnebog af Emma Yarlett og følger Orion, en ung og vidunderligt ængstelig Kaufman-stand-in, som med sine egne ord er “en 11-årig dreng med alvorlig præstationsangst.” Orion er bange for morderiske klovne, for at oversvømme skolen ved et uheld når han går på toilettet, for at gøre en bisværm vred, for uforvarende at myrde klassens bølle med et fejlberegnet uppercut-slag, for at tale med piger… You get the picture. Men Orion er mest af alt bange for mørket – hvilket gør nattetimerne til en særlig problematisk periode for hans udmattede forældre.
En dag får Orion dog en særlig gæst i form af Dark, den bogstavelige manifestation af den store, sorte verden, som er desperat efter at bevise, at han faktisk er en stor, gammel hyggefar. Sammen med sine natlige følgesvende Sleep, Insomnia, Sweet Dreams og Quiet forsøger Dark at få Orion til at droppe sine aftenneuroser og begynde at nyde fraværet af lys – også en karakakter i øvrigt.
Det er så meget en Charlie Kaufman-børnehistorie, som det kan blive, selvom manuskriptforfatteren – sammen med førstegangsinstruktøren Sean Charmatz, en mangeårig veteran i Dreamworks Animations – bliver ved med at tilføje metakontekstuelle lag til fortællingen. Halvvejs igennem viser det sig, at Orion fortæller historien som til sin egen unge datter, Hypatia, der spiller, ja, en karakter opkaldt efter den nyplatonistiske filosof, som plejer sin egen frygt for mørket. Og så bliver der også smidt nogle gags og tidsforskydninger ind i den ellers metakontekstuelle cement-blanding af en film. Men det er bedst ikke at afsløre alle de mange ambitiøse ideer, som Kaufman og Charmatz har smuglet ind i forestillingen, og som hver især er skaleret pænt ned til forståelse på børneniveau.
Artiklen fortsætter under annoncen
Orion and the Dark er bragt til live med en glat og næsten behersket form for animation – alle afrundede kanter og rammer er designet til at ånde i stedet for hyperaktivt at proppe så meget action ind som muligt – og med et sikkert tempo, der både charmerer og begejstrer. Som den bedste slags børnefilm vil den få voksne til at græde og børn til at kræve “Igen!”. Og det bedste af det hele er, at der ikke er en Minion eller Mario i sigte.
Dreamworks skiller sig ud fra andre, fordi man kan mærke innovationen, kreativiteten og den generelle begejstring for at skabe nye og interessante animerede projekter. Orion and the Dark er et eksempel på, at man tager en chance og får noget ud af det. Fra den elskelige animationsstil, som blander 2D-æstetik med 3D-teknologi, til den gribende og forfriskende historie, er Orion and the Dark en sand fornøjelse at se.
Se ‘Orion og Mørket‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.