Anmeldelse: ‘Pinocchio’

Endnu en nyfortolkning af den karakteristiske figur – men også den bedste

Anmeldt af Emil Andersen.

Fra de indledende billeder i Guillermo del Toros ‘Pinocchio’ ved man, at dette er en del Toro-film – og ikke kun på grund af at mandens navn er i selve filmens titel. Han er en filmskaber med en visuel signatur lige så stærk som Tim Burton eller Wes Anderson, og som stadig har evnen til at tilpasse sig og overraske.

Med ‘Pinocchio’ bevæger del Toro sig, som begge førnævnte instruktører har, til stop-motion-animation, som giver ham mulighed for at bevare teksturen af live-action-værk, mens han minutiøst kan kontrollere udseendet af hvert enkelt element på skærmen.

Men filmens succes handler om mere end udseende. Det, der er overraskende ved ‘Pinocchio’, er, hvor personligt den føles for del Toro. Denne Netflix-animationsfilm er muligvis den mest del Toro-film siden ‘Pan’s Labyrinth’ – bestemt en af de bedste siden da. Hvad den ikke er, er noget som den tidløse Walt Disney-film fra 1940 eller dens nylige, livløse genindspilning, eller en af de to Roberto Benigni live-action italienske film eller et af snesevis af andre forsøg på at tilpasse Carlo Collodis ikoniske bog fra 1883.

Helt ekstraordinært er det den første, der er lavet i stop-motion, og dermed den første, hvor Pinocchio, dukkedrengen der kommer til live, spilles af en egentlig dukke. Ud over dette tager del Toro – som var med til at skrive manuskriptet, samt teksterne til en håndfuld sange – nogle få vigtige passager og temaer fra Collodi samtidig med han kasserer endnu mere end Disney gjorde, og flytter historien til årene omkring Anden Verdenskrig. Han udvider den ved at tage mange af sine egne nøglemotiver ind, især fra ‘The Devil’s Backbone’ og ‘Pan’s Labyrinth’: Europa mellem krigene, fascismens spøgelse, barndommens terror, de dødes land og mødepunktet for det monstrøse, det menneskelige og det sublime.

I denne fortælling har Geppetto en elsket menneskesøn, Carlo, som dør i et bombeattentat fra Første Verdenskrig. År senere skaber han Pinocchio i en ret vild og skræmmende omgang beruset sorg med mere end en antydning af Frankenstein over sig. Pinocchio er hugget af et fyrretræ, der er dyrket af en grankogle, som Carlo havde samlet, og hvor Sebastian J. Cricket, en pompøs forfatter af en fårekylling, havde slået hjem. Cricket er vidne til en streng, engleagtig Wood Sprite, som vækker Pinocchio til live. Denne Pinocchio er overilet og impulsiv – langt fra den pligtopfyldende Carlo.

Få timer efter at han er kommet til live, kører han rundt på Geppettos værksted i en vanvittig hvirvelstrøm, og hans spinkle lemmer smadrer alt, hvad han rører ved. Pinocchio er rå og ufærdig, med negle og kviste, der stadig stikker ud af ham, klodsede bevægelser og kaotisk adfærd. Men i modsætning til de fleste fortællinger i denne film, har del Toro ingen interesse i at udjævne disse ufuldkommenheder.

Grev Volpe, en grisk cirkusmester, og Podestà. en fascistisk embedsmand, forsøger begge at narre den godtroende marionet til at tjene deres interesser. Men hvor trædrengen går, har anarki en tendens til at følge: i nærværet af Il Duce selv, Mussolini, eller ind i maven på en kæmpe, monstrøs hval eller ind i et gravsted efter døden, hvor kaniner med blotlagte brystkasse spiller kort.

Der sker meget her. Det er et rodet, episodisk skema af en film, og del Toro rammer ikke alle mål, han sigter efter. Dette er ikke en børnefilm, selvom den nogle gange har manerer som én – og eventyrlystne børn kan få lige så meget ud af den som alle andre, hvis ikke mere. Elementer af satire, lignelse, væsentræk, mørkt eventyr og sød sentimentalitet gnider op mod hinanden, dog ikke altid harmonisk. Men mange af dens tråde er dog ren fornøjelse.

‘Pinocchio’ er også en fest for sanserne, selv efter del Toros glubske standarder. Der er en rig, melodisk, romantisk baggrund af musik af Alexandre Desplat. Der er udsøgt stemmearbejde, især fra ‘Game of Thrones’ og ‘Harry Potter’-veteranen David Bradley som den iltre Geppetto, og fra Ewan McGregor, der har alle de største latterlinjer, og hvis voiceover gør alt for at denne til tider akavede film sammen.

Og så er der animationen. Det er et utroligt skue af en slags og noget man kunne forvente fra skaberen af ‘Pan’s Labyrinth’. Skærmen er altid mættet med lys, farver og detaljer, men det, der bliver hos dig, er de blideste gestus – måden Geppetto slæber sine lange, slidte fingre hen over et tæppe, eller måden Pinocchios udtryk ændrer sig i træets årer omkring øjnene.

del Toros største bedrift er ikke at lade alt det kunstneriske overvælde kunsten. Det er en uregerlig, vild og øm film, der nogle gange forsvinder, men til sidst finder vej til en meget bevægende tilstand af charme.

Se Guillermo Del Toros ‘Pinocchio‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.