Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Flixfilm » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Ratched’ – sæson 1

Anmeldelse: ‘Ratched’ – sæson 1

24/09/2020 | Flixfilm

ratched anmeldelse review serie netflix

Sarah Paulson viser i ‘Ratched’ endnu engang, hvorfor hun er en af de bedste skuespillerinder af hendes generation i sin fortolkning af ‘Gøgereden’-skurken. Med Ryan Murphy ved roret så føles serien som en ny uofficiel sæson af hans gyserserie ‘American Horror Story’ og har også samme underholdningsværdi. Til tider er ‘Ratched’ lidt kikset som gyser med sin brug af konstant musik fra andre film.

Skrevet af Michael Larsen.

Sygeplejersken Ratched fra Milos Formans klassiske mesterværk ‘Gøgereden’ er en af de mest berømte skurke fra filmens verden. Hun blev spillet med isnende og knusende kølelighed af Louise Fletcher, der vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Hvis man aldrig har set den film, så er det bare med at gøre det. Nu er Ratched tilbage i en yngre skikkelse i form af den talentfulde Sarah Paulson i en ny serie fra Ryan Murphy. Serien er endnu en del af Murphys omfattende aftale med Netflix.

‘Ratched’ er en prequel-serie der undersøger rødderne bag hovedpersonen der under den stærkt kontrollerede facade gemmer sig på en vaskeægte psykopat. En brutal åbningsscene slår tonen an, da den psykotiske morder Edmund Tolleson (Finn Wittrock) myrder en flok præster til toner af Bernard Herrmann-filmmusik, som bliver brugt meget i serien. Tolleson bliver fanget seks måneder senere og ender i Lucia Stage Hospital, hvor Ratched skal arbejde som ny sygeplejerske. Lige fra hendes første dag gør Ratched indtryk blandt sine kollegaer på en speciel måde.

Ratched danmark

Sarah Paulson har været med i mange sæsoner af Ryan Murphys populære gyserserie ‘American Horror Story’ og har gang på gang leveret pragtpræstationer som henholdsvis offer og rendyrket ondskab. Den serie er kendt for at være en voldsom og spøgefuld leg med gysergenren, der ofte resulterer i blodige og erotiske scener. Tydeligvis stammer ‘Ratched’ fra den samme mastermind, så man kan forvente en del blod og sex, men også god mængde af iskold psykologisk gys med stærk femininitet.

LÆS OGSÅ:   Anmeldelse: 'My Name Is Loh Kiwan'

Endnu engang er Paulson en total fornøjelse og formår at gøre den kendte figur til sin egen. Det er som sagt begyndelsen på figurens karriere, men man fornemmer ret hurtigt, at hun er en uhyggelig person, man ikke skal bide skeer med. Serien byder på andre dygtige stjerneskuespillere som Vincent D’Onofrio, Cynthia Nixon, Sharon Stone og Judy Davis. Især er scenerne mellem Paulson og Davis guld værd, hvor deres giftige skænderier slår gnister. Som enhver anden Ryan Murphy-serieproduktion er der henvisninger til homoseksuelles liv og særligt i slutningen af 1940’erne som ‘Ratched’ foregår i, hvor det var et tabu. Der er bestemt også scener der ikke er blege for at komme ind på det.

Ratched serie

‘Ratched’ har en meget flot og glamourøs billedside, der oser af stemning fra film af Alfred Hitchcock og Pedro Almodóvar. Der bruger lys og farver på ægte teatralsk vis, når der sker et markant skift i stemningen. Dog er der konstant musik på hele tiden og sjovt nok ikke meget original musik, da man har bevidst brugt musik fra Herrmanns berømte samarbejde med Hitchcock og den gamle thriller ‘Cape Fear’. Det er så kitsch, når de bruger de musikstykker på en lettere kikset måde og går lidt udover gyset. Jeg må tilstå, at jeg grinede, da det absolut ikke var meningen!

I spændende selskab med Paulson og co er ‘Ratched’ veloplagt gys med underholdende skuespil og drabelige scener der distraherer en fra virkelighedens corona-gys. Engang imellem kan serien føles en ny uofficiel sæson af ‘American Horror Story’, men kan man lide den serie, vil man få lignede underholdningsværdi fra ‘Ratched’.

Se ‘Ratched‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.




Skriv kommentar