Anmeldelse: ‘Rattlesnake’
29/10/2019 | Flixfilm
‘Rattlesnake’ er et interessant eksperiment på papiret, men filmen formår ikke at retfærdiggøre sig selv som en spillefilm og minder mere om et langstrakt og kedeligt TV-afsnit.
Skrevet af Søren Meinertz.
Den enlige mor Katrina Ridgeway er på vej fra Arizona til Oklaholma med sin lille datter, og er godt inde i Texas, da de punkterer. Mens Katrina er i gang med at skifte dækket, bliver datteren bidt af en klapperslange, og de søger hjælp i en trailer hos en dame, der tilsyneladende kurerer datteren (bidet er simelthen væk). Det viser sig dog, at Katrina med denne handling har sat sig i gæld til den hjælpsomme kvinde: Hun må dræbe et andet menneske inden solnedgang, ellers vender biddet tilbage og dræber datteren.
Artiklen fortsætter under annoncen
Der er tale om en film, der ville have gjort sig langt bedre som et afsnit af ´The Twillight Zone´, for filmværdig er Zak Hilditch (der ellers står bag solide film som ´These Final Hours´ og ´1922´ halbagte idé ikke. Denne anmelder sad i hvert fald konstant og tænkte over hvorfor denne 80 minutters film eksisterer, når 40 minutter havde været rigeligt til at fortælle, hvad den vil fortælle.
Med det mener jeg først og fremmest, at filmen er dræbende langsom, og man mærker ethvert af de 80 minutter. Pacingen er helt i hækken, og bedst som man tror, at nu kommer der fut i fejemøget, udsættes vi for en 25 minutters sekvens på hospitalet, hvor Katrina forsøger at udvælge et offer; alt imens intens musik summer i baggrunden for at give os illusionen af, at dette er et hjerteskærende moralsk dilemma for Katrina, men problemet er, at hun alt for hurtigt accepterer det faktum, at hun må dræbe for at redde sit barn.
For slet ikke at tale om de dovne jump-scares, hvor Katrina i et bovlamt Dickens-ripoff, opsøges af spøgelserne af de mennesker, der selv har indgået selvsamme studehandel med den mystiske ørkenheks. Dette kunne have dannet grobund for nogle visuelt interessante scener, men føles standardiserede og TV-agtige. Derudover er slutningen også et stort cop-out, der synes at forråde den fascinerende tanke, der ligger i Katrinas situation.
Som jeg allerede har nævnt er konceptet interessant, men i stedet for at udpakke temaerne om liv, død og opofrelse, skal vi i stedet trækkes igennem den ene langsommelige og langstrakte sekvens efter den anden, uden at der på noget tidspunkt bores i Katrinas kvabbelser. En bedre film ville have stillet spørgsmålet om Katrinas mentale tilstand, men det her er ´Rattlesnake´ og filmen er tydeligvis et forhastet projekt fra Netflix´ side for at have en sidste film klar til Halloween-weekenden.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det eneste, der redder filmen lidt er Carmen Ejogos spil, hvor hun virkelig får udpenslet karakterens desperation i nogle få nøglescener, men rammerne omkring hendes spil er så forudsigelige og kedelige.
´Rattlesnake´ er kort og godt den filmiske version af at føre en lang telefonsamtale, når en besked på Messenger havde været rigeligt. Det er en film, der ikke formår at retfærdiggøre sin længde og som ikke får fingrene ordentligt ned i det, på papiret, spændende pitch.
Se ‘Rattlesnake‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
