Anmeldelse: ‘Rim of the World’
26/05/2019 | Flixfilm
McG’s invasionsfilm er en tonedøv, forceret og bleg efterligning af sine inspirationskilder, der tæller alt fra Spielberg til ‘Stranger Things’.
Skrevet af Søren Meinertz.
Når du tænker gode eventyr- eller invasionsfilm med børn/teenagere i de bærende roller, hvad tænker du så? Jeg tænker på Richard Donners Goonierne, jeg tænker på Super 8, ja, sågar Joe Cornishs underholdende Attack the Block. Alle disse film har skaberne af Netflix´ nyeste sci-fi børne/smadrefilm også tænkt på, da de lavede denne film. De glemte så bare at tænke videre.
Artiklen fortsætter under annoncen
Filmen handler om nørden Alex, rigmandssønnen Dariush, børneforbryderen Gabriel og den forældreløse Zhenzhen, der tilfældigvis møder hinanden på ungdomslejren ‘Rim of the World’ (hvad er det for en titel på en skolelejr?) og som tilfældigvis også er de eneste, der stikker af fra lejren lige før den tilfældigvis angribes af en hær af rumvæsner, der har set sig for at udslette Jorden. Heldigvis nåede Alex at få en nøgle af en nedfalden astronaut, og nu må de 4 teens bevæge sig ud på en farefuld færd for at levere nøglen, der er det eneste, der kan redde menneskeheden.
”Tilfældigvis” er det operative ord i denne film. Plot-points kommer og går uden megen sammenhæng, og engang imellem sker ting simpelthen bare for at plottet kan udstrækkes til den halvanden time, der retfærdiggør en spillefilm. Når filmen altså ikke har travlt med at stjæle med arme og ben fra langt bedre popkultur som Netflix´ egen Stranger Things, Spielberg´s Jurassic Park, Predator eller simpelthen bare lader karaktererne nævne langt bedre film i den omgang postmodernistiske munddiaré, der skal agere naturlig dialog i filmen.
Filmens visuelle tone er lige så forvirret som filmen selv, i starten starter vi med en lys og naturlig farvetone, og så når katastrofen rammer, ligner filmen det udvaskede, gritty look man kender fra film som Saving Private Ryan og Minority Report.
Ligeledes er filmens atmosfæriske tone helt i hækken. Det ene øjeblik er det fornedrende, race-dreven toilet-humor (venligst anført af Dariush, hvis jokes går fra det let fnisende til det tåkrummende; nogle gange i samme sætning), det andet øjeblik løber vores venner fra CGI-eksplosioner alá Transformers og det næste sidder en følelsesmæssigt forkrøblet Alex og sørger over tabet af sin far. Kan I se problemet? Der gives ingen konsistent tone i filmen, som man kan indleve sig i førend det næste stilskift kommer. Selv de dårligste film som denne film lader sig inspirere af kendte til basal dramaturgi og opbygning.
Artiklen fortsætter under annoncen
Når det kommer til børnene spilles de egentligt sympatisk nok, og der er steder, hvor de helt løsrives fra de bovlamme skabeloner, deres karakterer er bundet til og faktisk opfører sig som børn, der er tvunget ud i en ekstrem situation, men ak, så skal Dariush lige gøre opmærksom på, hvor ”sort” han er eller hvor nørdet Alex er, og så er vi, som man siger i Ludo, slået tilbage til start.
‘Rim of the World’ ender som en stilforvirret dumpster-fire af en film, hvor alt kan ske så længe plottet kræver det; også selvom det ingen mening giver i filmens overordnede historie. Børneskuespillerne klarer sig for så vidt godt, men lades i dén grad i stikken af et manuskript, der vælter sig i nemme, platte og fornedrende jokes, og får samtidig selv de mest sympatiske coming-of-age tematikker, som især Spielberg er kendt for, til at fremstå tåkrummende pinlige. Det er måske i virkeligheden filmens største forbrydelse. Vi må sgu kunne gøre det bedre for vores unge streamere!
Se ‘Rim of the World‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.
Den her anmeldelse var en god del mere underholdene mht grin og sandfærdig skrevet tragedie end filmen.
Tæt på ufatteligt at ingen i produktionskæden til filmen har råbt alarm.