Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Flixfilm » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Set It Up’

Anmeldelse: ‘Set It Up’

15/07/2018 | Flixfilm

Jeg havde håbet på, at Netflix turde bevæge sig ud over den romantiske komedies klichéer … Det blev ikke denne gang. Jeg vil derfor ikke anbefale filmen til andre end vaskeægte ’suckers’ for genren eller jer, der er så hårdt ramt af tømmermænd, at I bare skal sove gennem en film uden at blive udfordret det mindste.

Skrevet af Frederikke Goth.

’Set It Up’ er en romantisk komedie – en såkaldt rom com – og med filmen puttet i den kasse, behøver der vel knap nok yderligere beskrivelse af filmen. De fleste er nok med på, hvordan filmen så udfolder sig. De to protagonister er naturligvis en ung mand, Charlie (Glen Powell), og en ung kvinde, Harper (Zoey Deutch). De arbejder begge som personlig assistent i samme bygning i New York for hver sin ambitiøse, temperamentsfulde og yderst krævende chef, og i denne fælles karrieremæssige ulykkelighed finder de en allieret i hinanden.

Planen? At få chef Rick (Taye Diggs) og chef Kirsten (Lucy Liu) i kanen sammen, så de kan løsne lidt op og bruge deres tid på noget andet end at kommandere deres assistenter rundt dag og nat. Men genren tro er det selvfølgelig ikke kun hos de to chefer, at der opstår kemi, og mellem den skudsikre plan og alverdens drillerier begynder forelskelsen at spire mellem Charlie og Harper.

Som det er typisk for genren, stater det egentlig morsomt og forholdsvis interessant – men slutter kedeligt og ikke mindst så forudsigeligt, at det føles som et deja vu af et deja vu. Selv sagt handler romantiske komedier om ja … Kærlighed og morsomheder. Men er det en undskyldning for at hvile på laurbærrene?

Charlie og Harper fremstår ligegyldige – i særdeleshed den kedelige romance, der naturligvis opstår mellem dem. Jeg tog mig selv i at være bedøvende ligeglad med, om de ender sammen eller hver for sig, da det aldrig rigtig lykkedes at få skabt sympati for de to karakterer. Charlie har en underspillet humor, der til tider giver sig til kende, men desværre kvæles i takt med, at en forceret romance med Harper trækkes ned over fortællingen. Hver for sig nærmede de sig i det mindste en status som hele karakterer med personligheder, der er værd at bruge tid på.

LÆS OGSÅ:   Anmeldelse: 'The Gentlemen' - sæson 1

Filmens højdepunkt skal findes hos Rick og Kirsten, der er karikerede og over-the-top, men også virkelig morsomme uden at blive platte. Faktisk må jeg krybe til korset og erkende, at jeg er betydeligt mere interesseret i den blomstrende kærlighed mellem de strikse chefer end mellem de to assistenter. Der er en sprængfarlig kemi mellem de to stærke karakterer, der gør at affæren kan ende eventyrlykkeligt eller starte 3. Verdenskrig midt på Manhattan. En stærk kontrast til, hvad der foregår mellem Charlie og Harper, der formodentlig blot ender med et slattent break-up, når en af dem efter nogle måneder indser hvor kedeligt og intetsigende et forhold de har.

Den romantiske komedie er generelt en kriminelt forudsigelig genre med alt, alt for mange klichéer. Men når en rom com tør træde ud af disse meget fastlagte rammer, ender vi rent faktisk med nogle virkelig gode film – f.eks. ’Love  Actually’, ’My Big Fat Greek Wedding’ m.fl., der blander typiske genretræk med originalitet og charme. Det er desværre ikke tilfældet med ’Set It Up’.

Ærligt talt … Det havde været en bedre film, hvis forholdet mellem Charlie og Harper havde været rent platonisk. ’Set It Up’ ville stadigvæk have haft både romantik og komedie, og på den måde ikke bryde for meget med sin genre, men samtidig undgå at være gammel vin på nye flasker. Jeg havde håbet på og regnet med, at Netflix turde gå ud over klicheerne. Måske en anden gang …

Det er ikke fordi her er tale om en som sådan dårlig film – blot en gennemsnitlig og forudsigelig romantisk komedie. Jeg vil derfor ikke anbefale den til andre end vaskeægte ’suckers’ for genren eller jer, der er så hårdt ramt af tømmermænd, at I bare skal sove gennem en film uden at blive udfordret det mindste.

En middelmådig karakter til en middelmådig rom com – intet mere, intet mindre.

Se ‘Set It Up‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.




Skriv kommentar