Anmeldelse: ‘She’s Gotta Have It’ – sæson 1
27/11/2017 | Flixfilm‘She’s Gotta Have It’ er et overfladisk charmerende bekendtskab, men mangler evnen til at gøre indtryk, når rulleteksterne er kørt over skærmen.
Skrevet af Søren Meinertz.
Der var engang, hvor navnet Spike Lee var synonymt med bevidst socialrealistiske film, der tacklede problemerne i Brooklyns gader; lige fra den racemæssige smeltedigel i Do the Right Thing til ghettoens altoverskyggende stofproblemer som portrætteret i den mesterlige Clockers. Spike Lee har altid været heavy-handed i sine værkers budskaber, men i løbet af de sidste 10 år har han ladet sine værkers budskaber diktere filmen fremfor at lade filmens stil udforme budskabet.
Efter et par år hvor han, uden videre succes, har gjort sig i flere genrer, forsøger han nu at vende tilbage til Brooklyn; denne gang set fra et kvindeligt perspektiv. Han er nemlig selv forfatter og instruktør på en seriel reboot af hans gennembrudsfilm, ‘She’s Gotta Have It’, hvori man følger den frigjorte og uafhængige Nola Darling imens hun forsøger at balancere arbejdet, sociallivet og ikke mindst tre vidt forskellige elskere.
Episoderne er bundet sammen af Nola, der bryder den fjerde væg og giver os en idé om hvad omdrejningspunktet i hver enkelt episode er. Episoderne deler store tematiske fællestræk, da de alle, i en eller anden udstrækning, handler om ideen om at leve som man vil kontra det svære i at balancere denne idé ude i den virkelige verden.
Ligesom Nola selv, vil serien utroligt mange ting. Den vil gerne være et socialrealistisk statement om kvindens uafhængighed og trangen til at gøre op med de stereotype forestillinger om kvindens rolle i parforhold; herunder ”the male gaze”, hvor kvindekroppens funktion udelukkende er at tilfredsstille mænds seksuelle appetit. Samtidig vil den også være luftig komedie, hvor Nolas tre elskeres excentriske personligheder er i centrum, men den vil også gerne vise, hvor kærlige de selvsamme mænd kan være.
Fornemmer I problemet? Serien hopper lidt rundt i konstante toneskift og giver aldrig seeren tid nok til hverken at grine ordentligt færdigt eller fordybe sig i de samfundsmæssige temaer, som serien folder ud, før vi er videre. Dette stopper den dybere indlevelse i karaktererene og punkterer den dramatiske ballon, der ellers sagtens kunne pustes mere op.
Og alligevel er serien ikke helt uden charme. Det største aktiv skal uden tvivl findes i DeWanda Wise, der i rollen som Nola både er hamrende attraktiv og indgyder rollen med så meget karisma, at man ville ønske, at hun var hovedrollen i en lidt bedre historie. Elskerne, derimod, er lidt af en kedelig og en-dimensionel affære, hvor kun Anthony Ramos formår at skille sig ud som den charmerende gadedreng Mars Blackman. Soundtracket er ligeledes, som altid hos Lee, utroligt velvalgt og pulserende; lige fra Sinatra til The Roots.
‘She’s Gotta Have It’ er altså ikke en dårlig idé til en serie, men den mangler i dén grad et mindre skizofrent flow og fordybelse. Nola er en god og charmerende karakter, men ligesom hun mener, at den verden, der omgiver hende, er befolket med tom lidenskab, er serien lidt på samme måde. Der mangler såmænd ikke temaer, men det er som om at Lee ikke rigtigt tør at tage fat, hvor det for alvor rykker, og derfor kommer serien aldrig i mål; hverken som drama eller komedie.
Anmeldelsen er baseret på seriens første tre afsnit.
Se ‘She’s Gotta Have It‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.