Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Forside » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘Space Force’ – sæson 1

Anmeldelse: ‘Space Force’ – sæson 1

07/06/2020 | Flixfilm

space force anmeldelse netflix review 2020 serie

Carell’s ‘Space Force’ besidder alle de rigtige ingredienser, men ender desværre som en fejlslagen mission. Der er dog enkelte højdepunkter, og det er en sand fornøjelse at se John Malkovich slå sig løs.

Skrevet af Lars Møller.

Forud for premieren på ‘Space Force’ var sammenligningerne til det fremragende amerikanske remake af ‘The Office’ mange. Den primære snak gik på, at Steve Carell nu skulle lede en ny workplace comedy. Serien er da også skabt af Carell selv og Greg Daniels. Daniels har tidligere været med til at skabe førnævnte ‘The Office’ og søsterserien ‘Parks and Recreation’.

Da det resterende cast, bestående af John Malkovich, Lisa Kudrow, Ben Schwartz og afdøde Fred Willard, blev afsløret, var det svært ikke at glæde sig. Alt dette talent samlet i én serie. Er det overhovedet muligt ikke at blive skuffet?

space force netflix danmark

Serien tager sit udgangspunkt i Mark Naird. En varmhjertet, men streng, militærmand, der bliver sat i spidsen for den nye gren af det amerikanske forsvar: Space Force. Præsidenten selv har søsat initiativet, som skal sørge for, at USA står allerstærkest i rummet.

”Boots on the moon!” bliver startskuddet for Nairds nye tilværelse. Sammen med sin familie rykker Naird fra Washington til Wild Horse, Colorado. I det nye Space Force bliver han udfordret af John Malkovichs Adrian Mallory, en ubeskrivelig tør videnskabsmand, der ofte går Naird på klingen. Derudover byder sæsonen på et hav af bikarakterer, der alle har en funktion i det amerikanske forsvar.

Som allerede nævnt, består seriens rolleliste af utallige prominente navne, også i mindre roller. Dette resulterer i meget høje forventninger, og serien virker til tider mere interesseret i at fremvise de forskellige kendte skuespilleres vittigheder, end at bygge videre på seriens hovedkarakterer.

Serien rammer desværre ikke hovedet på sømmet, som man havde håbet. Udover de urimelige høje forventninger, kan der være flere grunde til det. Kigger man på forgængere såsom ‘Parks and Recreation’ eller ‘Brooklyn Nine-Nine’ står det klart, at ingen af serierne var stærkest i deres første sæsoner. I komedieserier som disse har vi behov for at udforske karaktererne lidt dybere, før vi helt igennem forstår, hvad der driver dem. ‘Space Force’ introducerer os for et kæmpestort nyt cast, hvor vi skal bekymre os om dem alle.

space force serie

Serien har en klar force i Steve Carell. Han er simpelthen bare en sympatisk skuespiller. Og selvom der er langt fra Mark Naird til Michael Scott, så mestrer han dog balancen. Han ender heldigvis ikke med at være en billigere udgave af sit komiske højdepunkt. Naird er ikke nødvendigvis ligeså forståelig og lun, som Scott i ‘The Office’, men gennem forholdet til konen og datteren, formår Carell alligevel at vise en hjertelighed, som virkelig fungerer. Han er ikke glad for at være i kontakt med sine følelser, men når det endelig sker, får Carell os med på det.

Den største casting i serien er uden tvivl John Malkovich. Hans karakter er også anderledes nuanceret, end hvad man ofte ser i komedieserier som denne. Hele Malkovichs fremtoning er spændende og ikke ligeså overdreven som de øvrige karakterers. Hans replikker leveres på en ganske speciel og langsom måde, ofte til stor irritation for Mark Naird. Der hersker ingen tvivl om, at Malkovich har en særdeles god komisk timing i sit spil. Et af sæsonens højdepunkter er at se hans reaktion, da en video med hans fremførelse af en kærlighedssang til en kollega bliver afspillet for fuld udblæsning til stor fornøjelse for de øvrige kollegaer.

LÆS OGSÅ   Anmeldelse: 'Dark' – sæson 3

Som allerede nævnt finder man flere kendte navne i seriens cast. Ben Schwartz spiller Space Forces ulideligt falske SoMe manager. Det gør han udmærket, men det minder desværre for meget om hans legendariske rolle som Jean-Ralphio fra ‘Parks and Recreation’. Jeg vil hellere anbefale hans nye impro-komedie show, ‘Middleditch & Schwartz’, der også er at finde på Netflix.

Derudover ser vi Jimmy O. Yang i en prominent rolle, der heldigvis er en del anderledes, end hvad man husker ham for i ‘Silicon Valley’. Det er også svært at komme udenom Lisa Kudrow som Nairds kone, der af uforklarlige årsager sidder i fængsel. Kudrow er i mine øjne en stor fejlcasting, og hun kommer lidt akavet omkring de mange fængselsjokes, hvilket desværre gør sidehistorien lidt uinteressant. Rollen skulle nok have tilhørt en skuespillerinde som Kathryn Hahn, der kunne have fået mere ud af fængselsscenerne, og også givet Carell lidt mere at arbejde med.

space force 2020

Seriens manuskript er stykket godt sammen, og den er god til at følge op på sæsonens overordnede plot, og samtidigt dykke ned i sjove situationer i de enkelte afsnit. Men der er desværre også mange uinteressante afstikkere iblandt: Skinny Fuel og Space Flag.

Manuskriptforfatterne prøver også at skabe mystik i Nairds kones fængsling, som vi dog ikke får løftet sløret for i denne sæson. Generelt kan ‘Space Force’ måske godt udvikle sig til det bedre, hvis den bliver fornyet til endnu en sæson.

Visuelt ser ‘Space Force’ meget dyrere ud, end hvad vi er vant til fra sådanne komedieserier. Her kan blandt andet nævnes et fornøjeligt afsnit om en CGI-abe i rummet, og et afsnit med en raketopsendelse. Og der er intet galt i, at serien ser så pæn ud, men de flotte visuelle sekvenser skaber hverken bedre komik eller tættere relationer mellem vores karakterer.

‘Space Force’ er et hæderligt forsøg på at skabe en morsom arbejdspladskomedieserie. Seriens stjernecast gør det egentligt fint, men man savner en smule mere kemi mellem karaktererne. Carell og Malkovich har heldigvis flere scener, hvor deres forskelligheder slår gnister. Resten af karaktergalleriet forbliver desværre forglemmeligt. Seriens plot er desværre også hurtigt glemt, og man husker nærmest kun serien for de få morsomme stunder med Carell. Det er desværre ikke nok at synge Beach Boys, Carell!

Det er svært at sætte en finger på, hvorfor ‘Space Force’ ikke virker bedre. Serien har på papiret samtlige kvaliteter for en succesfuld komedieserie. Så hvorfor er den ikke sjovere?

Se ‘Space Force‘ på Netflix Danmark.

Anmeldelsen er baseret på hele første sæson.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.



    Skriv kommentar