Anmeldelse: ‘Stowaway’
27/04/2021 | Flixfilm
’Stowaway’ gør med sit eminente cast alt det rigtige for at skabe et intenst og alvorligt drama. Desværre lider filmen under en alt for lang spilletid og en undervældende tilgang til sit gevaldige dilemma.
Skrevet af Lars Møller.
Med ’Stowaway’ vender instruktør Joe Penna tilbage til temaet om overlevelse og om at tage de rette valg i ekstreme situationer. Pennas første film var den enestående ’Arctic’ fra 2018 med danske Mads Mikkelsen i hovedrollen. ’Arctic’ omhandlede rå overlevelse i det golde og kolde Arktis, og den gav Mads Mikkelsen mulighed for at vise, hvor dygtig en fysisk skuespiller, han faktisk er.
I ’Stowaway’ er Penna rykket væk fra vores klode, og her handler det igen om overlevelse, da en mission ikke går som forventet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Vi følger de tre astronauter, Marina, Zoe og David, der efter fundet af en blind passager, Michael, står i et alvorligt dilemma. Der er ikke ilt nok til fire personer, hvis de skal nå deres destination: Mars.
’Stowaway’ gør egentlig alt det rigtige: Den præsenterer os for teamet, som er de eneste karakterer, vi ser i filmen. Den forklarer missions hovedformål, og halvvejs inde fremstiller den filmens store omdrejningspunkt. Hvad gør man, når en blind passager kan blive skyld i alle fires død?
Filmens dilemma bliver langsomt klart for de tre astronauter og med det, kommer vi tættere på karaktererne, der viser sig fra nye og mindre professionelle sider. Det er også først her, at filmen begynder at interessere mig. Og i ’Stowaway’s sidste akt rykker den udenfor rumstationen på en redningsmission, og her fornemmer man tydeligt den intense spænding. Desværre har den været alt for længe undervejs.
Der er ingen tvivl om, at det er godt filmhåndværk, Penna præsenterer os for, men ’Stowaway’ føles uendeligt lang. Halvvejs inde i filmen får vi endelig dilemmaet med Michael introduceret, og det er først her, at filmens tempo og dramatik øges. Penna kunne sagtens have skåret hurtigere ind til benet og dermed have skabt en strammere fortalt historie.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den første halvdel af filmen, hvor man følger astronauternes opstigen til verdensrummet, er overordentligt vellavet, men de lange sekvenser er ikke nødvendige for at forstå filmens problemstilling. Vi får her noget baggrund på både Zoe og David, hvilket er sådan set er fint. Men det er først i filmens anden halvdel, at vi virkelig kommer ind under huden på dem, og her de for alvor bliver interessante karakterer.
Mængden af talent er tårnhøjt hos de fire hovedpersoner. De bringer hver især en realistisk og relaterbar karakter til live, og da man ikke møder andre end de fire, er det også essentielt, at de formår at bære det karakterbårne drama, som ’Stowaway’ er. Og det må man sige, at de gør. Man savner dog, at den fremragende Toni Collette havde fået mere at arbejde med, end blot at være den primære kontakt til Jorden filmen igennem.
Filmens visuelle side er upåklagelig, men desværre bliver den også lidt kedelig. De indvendige skud fra rumstationen bliver hurtigt ensformige, og selvom de fint portrætterer den klaustrofobiske stemning, så bruges denne alligevel ikke. Af en film, der foregår blandt stjernerne, er den overraskende stilfærdig.
I filmens sidste akt bryder den dog med kammerspil-viben og introducerer os for ydersiden af rumstationen. Og det er her, at filmen er mest intens, men også storladen.
Joe Penna skal så sandelig have ros for sin anden film, men hvor ’Arctic’ formåede at holde os fast hele filmen, kæmper ’Stowaway’ mere for at bibeholde vores opmærksomhed. Filmens første akt er langsommeligt, og det er ikke før, vi er halvvejs, at vi finder ud af, hvor stort et problem den titulære blinde passager udgør for vores karakterers sikkerhed. Filmen havde draget fordel af en langt kortere spilletid, og selvom Netflix ofte giver lang line til filmskabere, savner man altså, at de skærer lidt mere ind – det kunne have bidraget til en mere helstøbt film.
Se ‘Stowaway‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
