Anmeldelse: ‘SvampeBob Firkant: Sandy redder Bikinibunden’
03/08/2024 | FlixfilmNu er det den evige sidekick Sandy Cheeks turen til at få spotlyset, men der er også den gode gamle tosse SvampeBob Firkant i den gakkede spin off-film. Humoren rammer dog desværre ikke altid plet trods den forrygende animation.
Anmeldt af Michael Larsen.
Den fuldstændige gakkede tegnefilmserie SvampeBob Firkant fejrer 25 års jubilæum i år. Den kom ud tilbage i foråret 1999 og blev et kæmpehit blandt børn og barnlige sjæle med sin forrygende blanding af surrealistiske gags og mærkelige figurer anført af den evigglade Svampebob Firkant. Serien består i skrivende stund af over 300 afsnit (!) og har tre lige så skøre spillefilm i form af ‘The SpongeBob SquarePants Movie’, ‘The SpongeBob Movie: Sponge Out of Water’ og ‘The SpongeBob Movie: Sponge on the Run’.
Artiklen fortsætter under annoncen
Nu har folkene bag serien valgt at lave en spin-off om egernen Sandy Cheeks der er en af SvampeBobs trofaste venner og er en klog opfinder der bor i bunden af Bikinibunden iført en dykkerdragt, så hun kan vandre rundt under vandet sammen med sine venner.
Her i ‘Svampebob Firkant: Sandy redder Bikinibunden’ træder hun i karakter som helten, der må redde Bikinibunden fra en grisk forretningskvinde fra Texas. Den mission byder på en rablende skør rejse gennem Texas, der byder på et hav af gags og naturligvis selveste SvampeBob. De møder undervejs filmens skurk, en flok cowboys-slanger (som føles taget ud af ‘Rango’) og Sandys cirkusfamilie, der har savnet deres kloge datter.
‘Svampebob Firkant: Sandy redder Bikinibunden’ aka ‘Saving Bikini Bottom: The Sandy Cheeks Movie’ fortsætter den computeranimerede stil som blev etableret i de tidligere spillefilm samt kombination af live action-skuespillere og omgivelser. Animatorerne formår på flot vis at genskabe figurerne og den vilde animationsstil med computergrafik uden det originale figurdesign går tabt. Til gengæld er live action-delen af filmen ikke særlig charmerende, især på grund af det pinagtige skuespil.
Som karakter er Sandy ikke den mest gribende af dem alle, så en film med fokus på hende er ikke så spændende igen. Det svarer omtrent til at se ‘Biler 2’, hvor Bumle var filmens hovedkarakter, og det var en noget anstrengende affære. Så det er ikke altid at sidekicks kan bære en film på deres ydmygede skuldre og slippe afsted med det.
Artiklen fortsætter under annoncen
Små doser af ‘SvampeBob Firkant’ er bedre ligesom små mængder af sukker, da for meget af den rablende humor kan blive for meget til tider. De andre spillefilm samt den nye film her havde øjeblikke af fantastisk visuel humor, men de har også ind imellem problemer med at holde den vilde tempo kørende på en god måde.
Der er planer om flere spin off-film fra ‘SvampeBob Firkant’-universet, blandt andet en film om den herlige skurkagtige Plankton som afgjort er min yndlingsfigur. En film om ham kunne have gode muligheder i sig, hvis den er lavet ordentlig.
‘SvampeBob Firkant: Sandy redder Bikinibunden’ lander ikke altid elegant på benene med sin særlige humor, uanset om man ser filmen på dansk eller engelsk. Har man børn eller har man sin barnlige sjæl i behold og har en vis forkærlighed for SvampeBob, Sandy og alle de andre fra Bikinibunden, så er der noget sjov at hente fra filmen trods den tynde historie. I sidste ende dog kan jeg og vil altid bedst anbefale selve tegnefilmserien.
Se ‘SvampeBob Firkant: Sandy redder Bikinibunden‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.