Anmeldelse: ‘The Adam Project’

Ryan Reynolds på autopilot

Skrevet af Emil Andersen.

Ryan Reynolds er det perfekte stykke symbolik for, hvad The Adam Project repræsenterer: en formløs copy-paste-produktion med musik og tempo, der kunne indsættes på ethvert film-skelet og fungere præcis, som det gør her. Der er noget uhyggeligt over, hvor blottet for personlighed og karakteristiske kvaliteter denne film er.

Filmen handler om Adam, en smart-i-en-fart 12-årig knægt i 2022, der bliver ved med at blive tævet af skolebøller, mens han bearbejder sin fars tidlige død. Adam 2.0 er en smart-i-en-fart 40-årig i 2050, der flyver et futuristisk jetfly, mens han forfølges af ondsindede kræfter. Den fysiske lighed mellem de to er ikke til at se, men den uophørlige, ensformige sarkastiske humor fortæller det hele: Disse Adams er en og samme person – og den tilfældige opfinder af tidsrejser er deres døde far. Gennem et uheld med ormehul havner ældre Adam ansigt til ansigt med sit yngre-jeg og får modvilligt – sin egen? – hjælp til at redde sin nuværende og kommende kone Laura, hvilket indebære at gå tilbage i tiden til da deres far var i live.

Den bittersøde evne til at tale og skændes med sit yngre jeg, den flygtige chance for ekstra tid med et afgået familiemedlem og håbet om at finde en tabt kærlighed igen i en anden tid – det er alle gribende og følelsesladede sci-fi-koncepter, som The Adam Project forsøger at fremsætte. Det er den nødsaget til, så disse førnævnte ideer kan konkurrere med al den anden meningsløse støj, den også genererer.

En undtagelse er en gribende scene, hvor den ældre Adam trøster sin mor, uvidende om, at hun taler til en fremtidig version af sin søn, og forsikrer hende om, at hun gør et godt stykke arbejde som mor. Ellers giver The Adam Project sig kort tid til hver af dens talrige plotlinjer, inklusive en actiontung sci-fi-historie, der har sin egen separate hævnfortælling. I sidste ende prøver filmen at gøre så meget, at den ender med ikke at gøre noget af det særligt godt.

At fortælle os den ældre Adams identitet fra starten er en stor fejl, fordi det ikke giver parret nogen steder at tage hen som karaktere. Som hvis Darth Vader droppede “I am your father” i den første scene af “Star Wars”. Derfra er filmen ikke meget mere end Reynolds, der laver sin sædvanlige humor, mens en pre-teenager nu efterligner ham.

Reynolds –der efterhånden har franchiset sin sarkastiske, ensformige humor – sætter uden tvivl pris på Amblin-film fra 80’erne, og dette virker til, at være hans hyldest til alle de gamle action-eventyr som vi kender dem. Problemet er, at det hele bliver simpelthen bliver for meget koncept og for lidt reelt plot. Hvad nu hvis E.T. også var Back to the Future, tilsat lidt Top Gun også?

Soundtracket forsøger tydeligt og pinligt at kopiere Guardians of the Galaxy-stemningen – en nyere type af karakterer, der ikke kan stoppe med at tale om helt fantastiske ting fra 80’erne samtidigt med at diverse gamle musiknumre kører i endeløse montager.

For dem, der er lidt trætte af Ryan Reynolds-formularen, skal du være advaret om, at denne ligger et som et tæppe over filmen, og nu er der endda en 12-årig version af ham, der gør sit bedste for at efterligne alle de sarkastiske vittigheder.

Der er noget så hult ved en produktion som denne, hvor det føles, at Netflix ganske enkelt har manøvreret dele af sin algoritme ind i en maskine for at finde ud af hvad publikum vil klikke på. Ryan Reynolds? Mark Ruffalo? Middelmådige sci-fi-? Ja da, lad os sætte det på, mens vi scroller på vores telefoner og falder i søvn lige før barnet i filmen begynder at bruge sine videospilsfærdigheder til at styre droner, der angriber mennesker. Ryan Reynolds og Netflix, det er en ommer.

Se ‘The Adam Project‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.