Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Forside » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘The Christmas Chronicles’

Anmeldelse: ‘The Christmas Chronicles’

28/11/2018 | Ingen kommentarer

christmas chronicles anmeldelse netflix review 2018 julefilm

Trods flotte effekter og høj underholdningsværdi, formår ’The Christmas Chronicles’ desværre ikke at opnå en juleklassiker-status. Kurt Russels julemand får ellers næsten en til at glemme, hvor generisk og hult plottet er.

Skrevet af Lars Møller.

De fleste forbinder den perfekte julefilm med nostalgi. Mange vil slet ikke føle den rette julestemning sprede sig, medmindre de gnasker pebernødder og ser ’Alene hjemme’, ’Fars fede juleferie’ eller en tredje julefilm. Det kan derfor være en udfordring at skabe en ny juleklassiker, for hvordan skal man kunne udkonkurrere nostalgisk julehygge? I år har Netflix og Kurt Russell så gjort forsøget – men resultatet når ikke pebernødder til sokkeholderne.

Christmas Chronicles film

Filmen tager udgangspunkt i søskendeparret Kate og Teddy Pierce, der har en trist jul i sigte efter at have mistet deres far. Teddy er sur og destruktiv, og Kate håber på, at julen og Julemanden kan hjælpe hendes familie igennem den svære tid. Da deres mor bliver kaldt på arbejde juleaften, efterlader det børnene alene hjemme. Her opdager de Julemanden, i skikkelse af Kurt Russell, og det bliver starten på en hel nats vilde eventyr og en kamp mod tiden for at redde julestemningen.

Der er ingen tvivl om, at denne film bliver båret frem af Kurt Russell. Hans julemand er charmerende, groovy og faktisk ret badass, hvis man kan sige det om Julemanden. Russell virker til at lege sig igennem filmen, og han nyder hvert et øjeblik af det, hvilket man som seer også gør. Med dét sagt, skal det også pointeres, hvor ærgerligt det er, at filmen ikke får mere ud af Russell. Han bruger en stor del af filmen hos politiet, hvor han bliver tilbageholdt, fordi de tror han er rablende sindssyg biltyv. Det minder lidt for meget om Tim Allens julemand i ’Tror du på julemanden?’ fra 1994. Konsekvensen ved Russells legende attitude bliver, at han aldrig virker bekymret over risikoen for, at gaverne ikke bliver bragt ud.

Christmas Chronicles julefilm

Om Teddy og Kate, der spilles af henholdsvis Judah Lewis og Darby Camp, er der desværre ikke meget positivt at sige. Deres karakterer er meget generiske og føles som noget, der er set mange gange tidligere. Ærgerligt er det også at mange af Kates one liners lyder meget forceret, når en elleveårig pige fyrer dem af. Det kan ofte også være svært at forstå deres motivation for i første omgang at afbryde Julemanden på hans nattearbejde, og derefter risikere livet for at hjælpe ham – især når han ikke selv virker til at tage deres mission særlig alvorligt.

Instruktøren bag filmen hedder Clay Kaytis og har kun instrueret én film tidligere – animationsfilmen ’Angry Birds’ fra 2016. Kaytis’ forhold til animationsfigurer kommer da også tydeligt i spil, da Kate møder Julemandens små hjælpere, nisserne. Disse små alfer ligner noget, der er taget direkte ud af en animationstegnefilm, og de virker derfor misplaceret, når de skal agere med virkelige skuespillere. De taler et uforståeligt, nordisk sprog og virker mest af alt som billige kopier af Minions-figurerne fra ’Grusomme mig’-filmene. De små nisser modarbejder desværre illusionen om, at de rent faktisk er til stede sammen med de to børn. Men udover dem byder filmen på en masse flotte effekter, eksempelvis Julemandens rensdyr, som, modsat nisserne, fremstår meget realistiske.

Christmas Chronicles jul

Filmen har helt sikkert hjertet med sig, men der forekommer alligevel nogle skævvridninger i filmens værdier. Da Kate er på jagt efter Julemandens nisser, ryger hun ned i, hvad der ligner en gaveportal. Hun flyver igennem en masse svævende CGI-julegaver, og det er meningen, at vi skal forundres af dette fantastiske symbol på julen. Det giver filmen et materialistisk værdisæt, der ikke klæder den, selvom den ellers har prædiket om det vigtige i at være samlet som familie i julen.

’The Christmas Chronicles’ er uden tvivl en særdeles underholdende film, og Kurt Russell gør, hvad han kan i rollen som en af de mest charmerende julemænd på film til dato. Men dette redder desværre ikke filmens andre karakterer fra at forblive forglemmelige, eller filmens værdier fra at blive for kapitalistiske i en film, der egentlig prøver at pointere familiens betydning til jul. Og med det sagt, må Russells cover af Elvis Presleys ’Santa Claus Is Back In Town’ fremført i en fængselscelle alligevel gerne blive en juleklassiker for min skyld. Men også kun dén scene.

Se ‘The Christmas Chronicles‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



    Skriv kommentar


Telmore