Anmeldelse: ‘The Crown’ – sæson 2

‘The Crown’ er som kronen selv: virkelig tung, men samtidig umådelig smuk, dragende og storslået.

Skrevet af Frederikke Goth.

Den første sæson af ‘The Crown’ var crème de la crème i serieåret 2016, hvor både anmeldere og seere var svært begejstrede. Selv i denne seriens guldalder, som vi befinder os i, har ‘The Crown’ skilt sig ud fra velproducerede konkurrenter ved at have en usædvanlig høj kvalitet i forhold til manuskript, skuespil og æstetik. Både de royale gemakker og britiske omgivelser tager vejret fra en med det ene smukke billede efter det andet, og kostumedesignerne har givet den hele armen med prangende outfits. ‘The Crown’ er og bliver en vanvittig smuk serie, der samtidig har meget på hjerte.

Omkring 13 måneder efter premieren på sæson 1, kunne fans allerede tage fat på sæson 2 af fortællingen om det britiske kongehus i midten af forrige århundrede. 13 måneder er ikke lang tid til at producere en hel sæson (med episoder á knap en times varighed!), hvilket godt kan give anledning til bekymring: kan sæson 2 leve op til seriens høje kvalitet? Heldigvis skulle det vise sig, at sæson 2 ikke er blevet forfordelt og slet ikke fremstår forhastet.

I den anden sæson har Elizabeth fået godt greb om rollen som dronning og hvorledes hun bør agere i denne – en rolle, der tærer hårdt på privatlivet, hvilket sætter sine tydelige spor i denne sæson. Hvor det for seeren næppe er faldet helt naturligt at sætte sig ind i, hvad Elizabeth går igennem i sæson 1, da hun pludselig skal være dronning af England, så byder sæson 2 på mere genkendelig problematikker med knas i familierelationer, særligt i ægteskabet med Philip. Samtidig med de personlige kriser, så må Elizabeth også tage stilling til politiske dilemmaer og pressen fra ind- og udland, der altid har et øje rettet mod Buckingham Palace. Kort sagt, så er det ikke blevet lettere at være hustru, mor og søster samtidig med at være dronning.

Med Nina Gold og Robert Sterne som castere (de dygtige folk, der står for casting til bl.a. Game of Thrones) kan der i endnu en sæson nydes den symfoni, der opstår med de talentfulde og velsammensatte skuespillere, som portrætterer monarker, medarbejdere og andre karakterer. Om end John Lithgows formidable præstation som Winston Churchill er savnet, så er det en stor trøst atter at lytte til Claire Foy (Elizabeth), hvis ærkebritiske sprog er uimodståeligt lækkert. Yderligere guf for ørerne er der med musik af selveste Hans Zimmer, der sætter tonen til den helt rette sindsstemning: dramatisk, alvorlig og overdådig.

Creator og forfatter Peter Morgan formår at dramatisere virkelighedens begivenheder og udfylde dialog m.v. på overbevisende manér. Om end fortællingen læner sig op ad virkeligheden, så er meget af serien naturligvis opdigtet – for selv om der eksempelvis rigtigt nok var rygter om Philips utroskab, så ved kun de kongelige selv, hvad der er foregået bag lukkede døre. Morgan giver en troværdig fortolkning af kongehusets historie, og han beviser på denne måde, at de gode fortællinger nogle gange ikke er mere end et stenkast fra virkelighedens hændelser. Der er kælet for alle aspekter af serien, hvilket giver den bemærkelsesværdige kvalitet.

Som det er også er tilfældet med sæson 1, så er den nye sæson af ‘The Crown’ ikke velegnet som binge-serie. Episoderne er så lange, velskrevne og mættede, at hver enkel episode nærmest burde få en anmeldelse for sig. Giv derfor serien den tid, den har fortjent, og fortvivl ikke, hvis du ikke kan kapere mere end én episode ad gangen. Serien kræver koncentration, hvilket er en af dens styrker og samtidig seerens udfordring.

Kort sagt er The Crown som kronen selv: virkelig tung, men samtidig umådelig smuk, dragende og storslået. Netflix er med denne serie gået all-in, og det har givet pote – også i anden sæson.

Se ‘The Crown‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.