Anmeldelse: ‘The Dig’

Med sine majestætiske billeder og dragende æstetik trækker ’The Dig’ os med ind, og man ser sig pludseligt vældigt interesseret i det arkæologiske omdrejningspunkt. Filmens kvaliteter ligger gudskelov ikke så dybt begravet, som man kunne have frygtet.

Skrevet af Lars Møller.

’The Dig’ er baseret på John Prestons roman af samme navn, der genskaber begivenhederne omkring Sutton Hoo udgravningerne i engelske Suffolk i 1939. Filmen er instrueret af den relativt ukendte Simon Stone og gør sig særligt bemærket med sit stjernecast, indeholdende Ralph Fiennes og Carey Mulligan.

Filmen handler om den ihærdige udgraver, Basil Brown, der starter, hvad der ender med at blive et arkæologisk og historisk gennembrud. Han nærer dyb sympati for enken Edith Pretty og hendes søn, der bor på grunden. Samtidigt følger vi udgravningsholdet, blandt andet den underkuede Peggy, der må se sig forbigået af sin mand.

’The Dig’ byder på udsøgt filmhåndværk af høj kaliber. Hvert majestætiske billede af de østengelske marker, som konstant er at finde i baggrunden, bevidner om en sikker filmisk kvalitet, vi ser alt for sjældent hos Netflix’ originale film. Billederne er skudt af Mike Eley, der må siges at have gjort et eminent stykke arbejde.

Den traditionelle tone og historie, som filmen besidder, brydes af Eleys konstante skift i billedkompositioner. Her er masser af scener skudt med håndholdt kamera, hvilket får os tættere på handlingen og tættere på Basil, Edith, Robert og Peggy.

Filmens score, af Stefan Gregory, er subtilt men effektfuldt. Det går fint i spænd med seriens knækkede hovedkarakterer og krigens ulmende tilstedeværelse. Heldigvis bliver karakterernes grå liv med ét vendt på hovedet, da det store fund graves frem.

Det kan være en udfordring at fastholde seerne, når den primære plottråd omhandler en arkæologisk udgravning. Men filmens manuskript har heldigvis et tempofyldt flow, der formår at skabe interesse for udgravningen og personerne omkring. ’The Dig’ starter da også lige på hårdt, da Basil i første scene ankommer til Pretty-gården for at undersøge højene, som Edith vil have udgravet.

Som tidligere nævnt er krigens tilstedeværelse til at tage og føle på. Dog uden at den tager over eller fylder for meget. ’The Dig’ skildrer tidens dystre atmosfære ganske godt, og vi ser flere scener, hvor unge engelske mænd sendes i krig, uden de forstår hvor meget gru og død, der venter dem.

Filmens helt store trækplastre må siges at være Ralph Fiennes og Carey Mulligan i hovedrollerne. Og der er ikke en finger at sætte på deres spil her. Til gengæld virker både Basil og Edith en anelse to-dimensionelle, hvilket gør, at man aldrig kommer rigtig tæt på dem.

Og man undres også over det dybe bånd de to karakterer knytter gennem Ediths søn, Robert. Det er alt sammen fint spillet og fortalt, men ikke så dybdegående eller rørende, som man kunne have ønsket. Og det er selvom unge Archie Barnes, der spiller Robert, krænger sit hjerte ud og leverer en af de bedste børnepræstationer på film, jeg længe har set.

Man drages i stedet til den naive Peggy, der først introduceres 40 minutter inde i filmen. Hendes store kamp for ægteskabet til en mand, der tydeligt foretrækker sin mandlige kollega er knusende. Man føler med hende, og Lily James gør Peggy til filmens egentlige stjerne.

Peggys spirende romance med Ediths fætter, Rory, ender med at blive filmens hjerte, selvom Stone prøver at overbevise os om, at det ligger i Basil og Ediths tætte venskab og bånd.

’The Dig’ er en vellykket film på mange parametre. Dog er filmens to hovedkarakterer og den forbindelse, de opbygger, ikke så troværdig, som filmen lader til at tro hen mod slutningen. Men på trods af det, er her masser af grunde til at dykke ned i mulden. Her gemmer der sig heldigvis en filmisk skat, der fortæller os mere om, hvem vi er som mennesker, og hvor vi kommer fra, end den triste tid vi lever i.

Se ‘The Dig‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.