Anmeldelse: ‘The Eddy’ – sæson 1
16/05/2020 | Flixfilm’The Eddy’ byder på eminent skuespil, behagelig jazz og en eksperimenterende visuel side, men desværre ender den som en langsommelig og uinteressant affære.
Skrevet af Lars Møller.
’The Eddy’ blev primært markedsført med Damien Chazelles navn i store bogstaver. Chazelle har tidligere instrueret nyklassikere som ’Whiplash’ og ’La La Land’, så det må siges, at han har noget af et musisk film-repertoire bag sig. Det giver da derfor også mening at sætte hans navn på denne serie, der primært foregår i og omkring en parisisk jazzklub kaldet The Eddy.
Og selvom Chazelle står bag kameraet på de to første afsnit, er seriens skaber og manuskript forfatter altså Jack Thorne, der senest har skrevet sidste års ’His Dark Materials’. Altså en lidt anden genre.
Serien tager sit udgangspunkt i jazzklubejeren Elliot, der er havnet i den franske hovedstad grundet en ulykkelig fortid og kærligheden til jazzens lune. Han prøver ihærdigt at få skabt et navn omkring klubbens hus-band. Elliot får også besøg af sin fremmedgjorte teenagedatter, Julie. Deres genforening begynder langsomt at tage form, men midt i det hele rammes klubben af en dyb sorg, der sætter Elliot under pres og får ham til at tvivle på alt, han troede, han vidste om kærlighed og musik.
Hvert af de otte afsnit fokuserer på en hovedkarakter. Thorne udforsker fornemt sine karakterer og deres indbyrdes forhold. Han lader ikke skynde på sig, og det betaler sig. Seriens helt store problem er dog de uinteressante karakterer. Hvis vi skal bruge en time i selskab med bandets bassist, skal der også være en form for plot eller karakterudvikling, der giver mening, hvilket desværre ikke er tilfældet i de fleste afsnit.
Derudover besidder serien op til flere jazzseancer, der både er veludførte og smukt iscenesatte. De giver et pusterum, men ender desværre med at blive et forstyrrende element, da handlingen bevæger sig længere ud i hårdkogt bande-drama.
Generelt ender ’The Eddy’ med at tage munden for fuld. Der behandles tunge tematikker i massevis, såsom stofmisbrug, religion, død, lejemord, falskmøntneri, sorg og kærlighed. Det, der fanger ens interesse, er musikkens vigtighed i karakterernes liv. Men det glemmer Thorne dog halvvejs inde, og vi skal i stedet koncentrere os om en parisisk bandeleder, der af uforklarlige årsager absolut skal bruge jazzklubben til at sætte penge i omløb. Der reflekteres desværre ikke i seriens overordnede plot, som må siges at være Elliots forhold til sin datter, hans arbejde med klubben og hans ”sceneskræk”.
I rollen som Elliot er André Holland, som er bedst kendt for sin rørende præstation i Oscar-vinderen ’Moonlight’. Selvom Elliot er en mand med alt for mange jern i ilden, formår Holland at holde dem alle varme. Han gør Elliot til en ægte person, der også kan være usympatisk og nederdrægtig til tider. Holland får her lov at bevise hvor dygtig og alsidig en skuespiller, han faktisk er. Og hvor begavet en musiker, han også er. Elliots udvikling ender dog brat ved seriens slutning, og man sidder tilbage med en flad fornemmelse. Dette er dog et valg i seriens manuskript, så man kan ikke klandre Holland.
Elliots datter, Julie, spilles af Amandla Stenberg, bedst kendt fra ’The Hate U Give’. Stenberg gør det udemærket, og allerede i seriens andet afsnit, der har Julie som omdrejningspunkt, topper hun. Det samme gør spændingen, og vi når desværre ikke samme højder igen i senere afsnit. I de resterende afsnit forbliver Julie en smule irriterende, og karakteren bruges oftest til at skabe eksposition, så seeren har en chance for at finde hoved og hale i Elliots forvirrende omgangskreds og historik.
’The Eddy’ gør ofte brug af håndholdt kamera, hvilket giver serien et råt look. Med Paris som scene får serien et anderledes europæisk look, der virkelig klæder den. Alt dette går også godt i spænd med jazzens ustrukturerede stil. Især seriens første par afsnit virker til at eksperimentere visuelt, og det resulterer blandt andet i seriens formidable og charmerende intro: Et one take der på fem minutter etablerer essentielle hovedkarakterer, fanger klubbens atmosfære og musik, og sætter Elliots mål i sigte. En imponerende bedrift!
Serien dvæler ofte ved musikken og karaktererne, hvilket medfører meget lange scener. Det er på sin vis godt, men med en spilletid på otte timer, ender mange scener med at være trivielle, og de besidder ikke den tyngde, der sikkert kunne være skabt. I mine øjne kunne serien sagtens have fungeret med kun fire eller fem afsnit. Dette ville have skruet tempoet op, og der havde stadig været tid til de karakterer, der rent faktisk er spændende.
”Burde ’The Eddy’ have været så lang?”, spørger man sig selv, da det sidste afsnit konkluderes. Svaret må være et rungende nej! Serien har nogle helt klare forcer: Skuespillerne, musikken, stemningen, osv. Men den føles desværre uendelig lang. Havde Jack Thorne og co. haft mindre spilletid at gøre med, kunne de have fortalt en historie med hjerte og spænding. I stedet leder man igennem otte timers sørgmodigt jazz-virvar for at finde det.
Se ‘The Eddy‘ på Netflix Danmark.
Anmeldelsen er baseret på samtlige afsnit.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.