Anmeldelse: ‘The Electric State’
15/03/2025 | Flixfilm
Russo-brødrene er ude på dybt vand her med en meget flot og dyr blockbuster-film der er en noget bleg fortolkning af kildematerialet, som filmen bygger på.
Anmeldt af Michael Larsen.
Joe og Anthony Russo er makkerparret bag nogle af de bedste Marvel Studios-film som ‘Captain America: The Winter Soldier’, ‘Captain America: Civil War’, ‘Avengers: Infinity War’ og ‘Avengers: Endgame’. De kunne i fællesskab skabe mindeværdige Marvel-film, der formåede at samle både kritikere og publikum i en bred positiv enighed. Men det var dengang for efterfølgende, har det knebet for Russo-brødrene at have succeser i en post-Marvel tid med floskler som ‘Cherry’ og den såkaldte franchise-starter ‘The Gray Man’ med en blank Ryan Gosling i titelrollen.
Så ja, det har set noget tvivlsomt ud med de ellers dygtige brødre, men nu er de på vej til at vende tilbage til Marvel-familien med hele to nye ‘Avengers’-film inden for de næste par år. Men lige nu er de aktuel med den dyreste Netflix-film (over 300 millioner dollars!) til dato, ‘The Electric State’, der bygger på svenske Simon Stålenhags grafiske roman af samme navn.
Artiklen fortsætter under annoncen
‘The Electric State’ finder sted i en alternativ udgave af 90’erne ovenpå en voldsom krig mellem mennesker og robotter, hvilket bliver vist i en flot montage i filmens begyndelse. Det så sort for menneskeheden, men krigen mod robotterne blev vundet med virtual reality-teknologien Neurocaster-brillerne. Med dem kunne man overtage robot-kroppe og bruge dem mod deres mekaniske artsfæller. Altså ild mod ild.
Det resulterede i robotternes overgivelse, og som led i det blev de alle sammen forvist til en fjern ødemark for fredens skyld. Og menneskeheden? De forviste sig selv til de endeløse muligheder med VR-teknologi og blev afhængige af det, som om det var smartphones. Alt imens verden ligger i ruiner oven på den ødelæggende krig omkring dem.
Omdrejningspunktet for historien er pigen Michelle (Millie Bobby Brown) der tager ud på en rejse blandt ruiner og kæmpestore rester af robotter for at finde sin forsvundne bror sammen med en mystisk robot der har et permanent smilende ansigt. På turen møder de smugleren Keats (Chris Pratt) og hans robot-makker Herman (Anthony Mackie) og kommer på tværs af den onde Neurocaster-skaber Ethan Skates (Stanley Tucci) planer med Michelles bror. Og der er naturligvis også en masse
robotter der stadig har en vis vrede over for mennesker og særligt hvad angår Skate.
Jeg må indrømme, at jeg er ikke særligt overvældet af ‘The Electric State’, især ikke på baggrund af mit kendskab til selve bogen. Bogen har foruden de smukke malerier af krigshærgede landskaber med robot-rester, en vis mørk form for melankoli, der samtidig giver stof til ens fantasi. Filmen derimod gør lige det modsatte, da den benytter sig af en trættende Hollywood-model der udpensler tingene til døde, brug fantasiløse stereotyper og tomme kommentarer til vores afhængighed af teknologi.
Artiklen fortsætter under annoncen
Bare alene castingen af Millie Bobby Brown og Chris Pratt er ret uoriginal, særligt Pratts karakter der virker som en doven tænkt udgave af hans Star-Lord figur fra ‘Guardians of the Galaxy’-trilogien. Man lærer aldrig rigtig Brown og Pratts figurer at kende trods den lange spilletid, og deres kemi er fraværende.
Andre skuespillere som de dygtige Stanley Tucci, Giancarlo Esposito og Ke Huy Quan bliver kriminelt spildt på tyndt skrevne figurer, der ikke bliver brugt til det store. Tuccis onde tech-geni virker også som en doven kommentar til de desværre eksisterende tech-millionærer i vores virkelige verden, og hvis motiver også er
tvivlsomme.
De mange, mange penge er uden tvivl brugt på at bringe Stålenhags apokalyptiske verden til live på troværdig vis. Det ser meget flot ud med de faldefærdige omgivelser, hvor man kan spotte en ødelagt robot eller to. De mange robotter man møder i filmen, er godt animeret og designet, så de giver minder om gamle robotter fra tidligere science fiction-film. Til gengæld savner de mere personlighed, da de har en del dialog-scener med menneskene i filmen. I det hele taget minder samspillet mellem dem og robotterne om det, man ser i de mange ‘Transformers’-film.
Jeg tror at det er meget godt (forhåbentligt!), at Russo-brødrene vender tilbage til Marvel-sandkassen og leger på ny med de mange Marvel-actionfigurer og dermed vende tilbage til et velkendt territorium. For her med ‘The Electric State’ er de ude på dybt vand, og jeg vil i stedet anbefale bogen trods de ellers flotte animerede robotter.
Se ‘The Electric State‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med alle anmeldelser her.
Relaterede nyheder
