Anmeldelse: ‘The Hand of God’

Italiensk mesterinstruktør vender tilbage med sit mest personlige værk til dato.

Skrevet af Emil Andersen.

I 2017 udkom ’Call Me By Your Name’ og pludselig skulle alle leje et sommerhus i Italien og nyde det bedste Italien havde at byde på. Her, fire år senere, udkommer mesterinstruktøren Paolo Sorrentinos nyeste værk ’The Hand of God’, som giver seeren til den største lyst til at tage en smuttur til Napoli.

’The Hand of God’ er Sorrentinos niende film og utvivlsomt hans mest personlige til dato. Filmen trækker på episoder fra instruktørens ungdom og har sit tematiske center om den napolitanske befolknings passion for fodbold og specielt for Diego Maradona, som kom til byen i 1984.

Filmen åbner på den smukkeste måde længe vist. Et helikopterskud af Napolibugten i morgengry tager seeren fra det yderste af bugten, ind til byen og ud igen. Smukkere bliver det nærmest ikke.

Det italienske svar på Timothee Chalamet, Filippo Scotti, spiller hovedrollen som teenageren, Fabietto. En typisk akavet teenager, der kæmper for at finde sin plads i verden. Piger er interessante, lysten er forvirrende, kunstnerlivet er ikke tiltalende og Napoli er så langt fra at have et vindende fodboldhold. Men alt hvad der måske er negativt bliver vendt til lykke og munterhed i hans legesyge og excentriske familie, hans blide og afslappede far Saverio, spillet af Sorrentinos mest brugte skuespiller Toni Servillo, og hans uforskammede og dødcharmende mor, Maria. I familien er også Fabiettos favorit: hans sensuelle, vellystige, større-end-livet og psykisk syge tante, som han og hver eneste af mændene i familien begærer.

Filmen starter vældig stærk ud i dens første halvdel, men falder langsomt, men dog smukt, til jorden i anden halvdel. Første halvdel er sprudlende i farver og med en masse humor involveret når diverse familiemedlemmer må stå på mål for en masse spidse kommentarer og generelt set er filmen ganske humoristisk. Dog er der et stort dramatisk vendepunkt i midten af familien, som i høj grad skaber måden anden halvdel af filmen bliver fortalt på. Det virker meget pludseligt, da det sker og filmen bliver en smule træg at se på, da den vælger at fokusere sin historie på én hovedkarakter og derved mister den glans og humor, den havde i første halvdel.

Vores hovedkarakters Fabioettos beslutning om at ville være filminstruktør passer perfekt ind i filmens selvbiografiske natur, men virker til gengæld også utrolig malplaceret, da han de første 2/3 af filmen virkede til at ville en helt anden vej.

Det er svært at lave en film i 1980’ernes Napoli uden at omtale Diego Maradona. Sågar filmens åbningsskrift omhandler den lille argentiner og den slår hurtigt fast, at han er den bedste fodboldspiller gennem tiden. Filmens titel er sågar en ode til den famøse sekvens da Maradona brugte ”Guds Hånd” til at få bolden i nettet. Det må have været fantastisk at bo i Napoli i 80’erne og opleve, hvor betydningsfuld den lille argentiner var for befolkningen.

‘The Hand of God’ er en ode til familien, hjemmet og det at vokse op, eksekveret på en yderst personlig, emotionelt og for det mest vældig underholdende måde. Det hele fungerer ikke lige godt, men det er en forrygende oplevelse.

‘The Hand of God’ kan ses på Netflix Danmark fra d. 15 december.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.