Anmeldelse: ‘The Harder They Fall’
04/11/2021 | FlixfilmRevisionistisk western byder Tarantino op til dans
Skrevet af Emil Andersen.
Den rigtige Cherokee Bill kaldte formentlig aldrig nogen af sine ofre for en “motherfucker”, og den egentlige Stagecoach Mary havde nok for travlt med at levere posten med et ladt haglgevær under hver arm end at synge glitrende R&B slow-jams på det bordel, hun ejer i denne film. Ikke desto mindre løfter det Netflix-filmen ’The Harder They Fall’ til niveauer, som sjældent er set før og er med til at gøre denne western til en af de mest revisionistiske i flere år.
Filmen handler om to bander, der er fælles om een ting: at indgyde frygt og sprede vold, hvor end de befinder sig. Den ene bande bliver ledt af Nat Love, der bær et ar i panden i form af kors – skåret af den person, der dræbte hans forældre foran ham, da han var barn. I hans gruppering finder vi skarpskytten Bill Pickett, den skydeglade Jim Beckworth og endda den lokale sherif – spillet af den altid solide Delroy Lindo -, hvilket signalerer at denne gruppe nok er det tætteste vi kommer på de gode gutter. Den vigtigste i gruppen er dog Stagecoach Mary, som Nat er håbløst forelsket i.
Artiklen fortsætter under annoncen
I det andet ringhjørne finder vi Rufus Buck-banden. Rufus bliver spillet af en utrolig undervældende Idris Elba, hvis karakter desværre aldrig bliver uddybet ordentligt. Det giver dog plads til filmens to helt store stjerner, nemlig Regina King og LaKeith Stanfield. Kings respekt i industrien har kun været stigende de seneste år med bl.a. en Oscar-statuette for hendes skuespil og ros for hendes instruktørdebut. Det er efterhånden svært at pege på en under-middel præstation hos LaKeith Stanfield og denne film er da heller ingen undtagelse. Som få andre skuespillere på markedet formår han at udtrykke en scenestjælende charme, såvel som en knusende sårbarhed. Stanfield modtog sidste år en Oscar-nominering for hans rolle i ‘Black Judas and the Messiah’ – dette bliver næppe hans sidste.
Filmen svageste link er desværre også det tætteste vi finder på en hovedrolle. Jonathan Majors som Nat Love har desværre hverken den tyngde eller charme hans rolle kræver, hvilket er et stort tab for en film, der lægger så meget vægt på sine skuespillere og deres fortællinger.
Denne film er for western-genren hvad Black Panther var for superheltegenren. Et sort cast, der tager en genre primært domineret af hvide skuespillere og vender den på hovedet. Hvor at Black Panther til tider føltes akavet forceret, formår ‘The Harder They Fall’ at bringe en charme med til skærmen og det viser sig i sidste ende også at være filmens stærkeste kort.
Artiklen fortsætter under annoncen
Med et utroligt veloplagt soundtrack, med sange fra bl.a. Jay-Z og Seal, og skuddueller med CGI-blod flyvende til højre og venstre, er det svært ikke at drage paralleller til Quentin Tarantinos film. Især åbningsscenen minder en om den ligeså ubehagelige åbning på Tarantinos ‘Inglourious Basterds’ og generelt er det svært ikke at trække tråde til netop Tarantino. For med en frisk og skarp kameraføring, et soundtrack, der sparker røv og replikker skarpe som skuddueller, er det som at håndplukke Tarantinos ekspertområder og indsætte dem i en alternativ western-setting.
Dette er den største, mest poppede og mest stjernespækkede sorte western nogensinde lavet – en film, hvis sjældne tegn på brug af hvide mennesker kun bruges til komisk effekt – og dens historiske kraft er forankret i det faktum, at den nægter at retfærdiggøre sin indbildskhed ud over de første 10 sekunder. Som åbningstitlen siger: “Disse mennesker eksisterede i en eller anden form”, og det er meget sjovt at se, hvem af dem der stadig gør, når de alle er løbet tør for kugler.
Det er dog ikke alle historier i denne ensemble-film, der fungerer lige godt og det er i sidste ende også det, som trækker filmen ned. For når filmen skruer ned for dens poppede tempo skruer den samtidig ned for oplevelsen. Nogle gange har du lyst til at sætte tænderne i et gourmetmåltid og andre gange vil du have junkfood. Stilfuld, underholdende junkfood. Og det er hvad denne film er. Så velbekomme.
Se ‘The Harder They Fall‘ på Netflix Danmark.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.
Se en oversigt med samtlige anmeldelser her.
Langt den bedste western, der er opfundet i lang tid – den er overraskende, fuld af god satire og med bid i – OG hovedrollen bæres flot af Jonathan Majors. Anmelderen har sikkert bare set sig træt af at de, vi forventede som helte er skurkene. Det er genialt.