Anmeldelse: ‘The Innocents’ – sæson 1
07/10/2018 | Flixfilm‘The Innocents’ lægger stærkt ud med nogle spændende episoder om kropskopiering og et forelsket teenagepar på flugt fra deres hjemby. Hvis blot serien havde holdt stilen alle episoderne igennem, så havde den måske nået Netflix-stjernehimlen.
Skrevet af Frederikke Goth.
Der kunne skrives meget (og det er der formodentlig også gjort) om fortællinger med teenagere, der viser sig at have en eller anden form for forbindelse til det overnaturlige. Den nyopdagede side i deres unge liv gør, at de bryder med de velkendte trygge rammer (ofte forældre) for at tage ud og undersøge denne nye verden på egen hånd. Jo, fremmedeheden i det overnaturlige er såmænd et stærkt virkemiddel i en allegori om dét at gå fra barn til voksen.
Den otte episoder lange serie ‘The Innocents’ trækker skam også på dette virkemiddel. Teenagepigen June og hendes jævnaldrende flamme, Harry, planlægger at stikke af sammen fra deres lille hjemby, inden Junes (umiddelbart) paranoide far flytter hende til en fjern og isoleret egn af Skotland. Og af sted kommer det unge par, men de når ikke langt før en fremmed (nord)mand slår Harry ud for at kidnappe June. Skummelt, ikke sandt? Det bliver kun værre, da Harry efterfølgende bliver opsøgt af nordmanden, der nu er tydeligt oprevet og hundeangst – og det viser sig, at det simpelthen er June, hvis krop har kopieret nordmandens udseende. En ung kvinde fanget i en stor mands krop.
June er nemlig ikke en helt almindelig teenagepige, men har en evne til at kopiere andres udseende og samtidig sende dem i et koma, så længe hun “låner” deres krop. Vi finder snart ud af, at der i Norge er et bosted, Sanctum, for kvinder med denne evne – hvor også Junes mor befinder sig, der ellers har været fraværende i årevis. Sanctum er styret af en læge, der undersøger dette kropskopieringsfænomen, men han virker måske nok til at være af lidt tvivlsom karakter – og hvem sender lige et kæmpe brød af sted for at kidnappe en teenagepige til en fjern afkrog af Norge, hvis man kun har i sinde at hjælpe hende? Man forstår godt, at June og Harry fortsætter deres flugt. Nu ikke kun fra deres familie og gamle liv, men også fra en mystisk kidnapper.
‘The Innocents’ er et slags skotsk/norsk kærlighedsbarn mellem ‘The End of the F**king World’ og ‘The OA’. Og om end dette barn ikke har formået helt at nå det niveau, som de succesfulde forældre befinder sig på, så gør serien det nu alligevel godt. Man bliver hurtigt nysgerrig på, hvad i alverden det egentlig er, der foregår med June og på bostedet i Norge. Og Junes forældres rolle i det hele.
Min største anke med serien er dog, at den topper i sin første halvdel, hvor June og Harry stikker af hjemmefra. Runaways der ender i den store by (i dette tilfælde London) er nærmest altid en garanti for nogle heftige eventyr, men i dette tilfælde har den kvindelige del af makkerparret tilmed også bare denne form for overjordiske evner, der skal udforskes samtidig med deres nyerhvervede frihed. Det spiller rigtig godt, og der er masser af spænding undervejs. Og lad i den forbindelse en klapsalve lyde for Jóhannes Haukur Jóhannesson, der spiller den norske kidnapper Steinar, som talrige gange bliver offer for kropskopieringen. Han viser et stærkt stykke skuespillerhåndværk, da denne store viking af en mand skal agere teenagepige. Han giver scenen absurditet og komik, samtidig med at man kan mærke Junes frygt for hvad i pokker der foregår. Stærkt gået!
Teenageparrets tid i London er spændende, hvor de møder storbyens skæve størrelser og farverige individer, og undervejs forsøger June at forstå sine evner og ikke mindst hvordan de kan kontrolleres. Men alting har som bekendt en ende, og det gør sig også gældende for de gode episoder af ‘The Innocents’. Omtrent de sidste tre episoder af serien bliver fortællingsmæssigt svagere og bevæger sig ad en mere og mere uinteressant kurs. Parrets turtelduetur med intet andet end teenagehormoner og en mærkværdig forsvarsmekaniske i rygsækken må selvfølgelig slutte på et tidspunkt, og det har som sådan også ligget i kortene fra den spæde seriestart, at Junes vej ville krydse norske Sanctum. Desværre bliver det bare forudsigeligt og uden den kant, som første halvdel ellers så lovende havde vist. Når det er sagt, så var det forfriskende at se en lidt modigere slutning end jeg egentlig havde forventet – den ellers tiltagende forudsigelighed taget i betragtning.
Hvis blot ‘The Innocents’ havde fortsat stilen fra de første episoder, havde kærlighedsbarnet måske kunne fylde sin forældres store sko ud. I stedet må vi i denne omgang nøjes med en generelt fin serie, der dog nok går ret hurtigt i glemmebogen.
Se ‘The Innocents‘ på Netflix Danmark.
Anmeldelsen er baseret på hele sæson 1.
Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.