Anmeldelse: ‘The Irishman’

Skrevet af Søren Meinertz.

Martin Scorsese. Den lille amerikaner med den smittende latter og de buskede øjenbryn har været en af USA’s fornemmeste instruktører i over fire årtier. Med film som ‘Mean Streets’, ‘Taxi Driver’, ‘Raging Bull’ og ‘Goodfellas’ (for bare at nævne nogle få), har hans film altid handlet om fortvivlede, amerikanske mænd, der reagerer mod samfundet i større eller mindre grad; ofte med volden som omdrejningspunkt. Men hvad der gør hans fejlbehæftede karakterer så interessante at følge, er måden hvorpå Scorsese insisterende påpeger de få gode sider, der trods alt er at finde i alle mennesker.

Manden er nu godt oppe i halvfjerdserne, men laver stadig film med en indbygget, kinetisk energi, der er mange af hans yngre kolleger forundt. Se bare på film som ´The Departed´, ´Wolf of Wall Street´ og ´Hugo´, der alle er film, man skulle tro var lavet af langt yngre filmskabere; uden at gå på kompromis med det tematiske indhold. Af samme grund er flere af hans film (især hans gangsterdramaer) blevet udsat for kritik om at stilisere og glamourisere de mere voldelige aspekter af hans film, og det er på mange måder hans egen, lange karriere og hans nuværende sted i livet, der filtreres gennem ´The Irishman´. Dette ses allerede i filmens første scene, hvor vi ser et langt tracking shot gennem et plejehjems lange gange til tonerne af den nostalgiske ”In the Still of the Night af The Five Satins. Dette er en tydelig omvæltning af det berømte ”Copa tracking shot” fra GoodFellas, hvor Henry Hill fører sin kone igennem baglokalet for at undgå køen til Copacabana og alligevel får et bord helt oppe foran til tonerne af The Crystals´ ”And Then He Kissed Me”.

Filmen handler om Frank Sheeran (der spilles fortræffeligt af Robert De Niro), en lastbilchauffør, der igennem sin advokat kommer i kontakt med Philadelphias gangsterelementer som Russell Buffalino (Joe Pesci) og Angelo Bruno (Harvey Keitel). Det udvikler sig til et venskab, og snart begynder Frank at udføre opgaver for gangsterne, indtil han sættes i kontakt med Jimmy Hoffa (Al Pacino) og man følger Frank og hans gerninger igennem de næste seks årtier, hvor han måske (eller måske ikke) stod bag Jimmy Hoffas ´forsvinden´.

Om filmen er historisk korrekt eller ej er ikke så meget Scorseses vision med denne film. Selv om vi får mange historiske begivenheder serveret (JFKs død, Svinebugten osv.) er fokus mere rettet på Sheeran og hans rejse igennem livet og forholdet til de historiske personer han møder. Det er historien om en mands rejse, liv, fortrydelse og i særlig grad død. På trods af at filmen spænder over seks årtier, holder Scorsese os i et jerngreb, bl.a. ved at lade rammehistorien være en særligt afgørende køretur med Russell i 1975, og lade fortiden og fremtiden udspringe derfra, således at vi aldrig er i tvivl om i hvilken periode, vi befinder os i. Det er umanerlig tight historiefortælling, som Scorsese og hans fantastiske klipper, Thelma Schoonmaker, mestrer som få og som får den tre en halv time lange spilletid til at føles som to en halv.

Samtidig er filmen også noget mere afdæmpet og knapt så ´flashy´ som mandens tidligere gangsterfilm. Der er ingen svimlende kokain-montager med Rolling Stones spillende i baggrunden eller voyeuristiske close-ups af den brutale vold, som der immervæk stadig udføres. Volden i filmen holdes i distancerende wide-shots af Rodrigo Prieto, og engang imellem vises der bare en kort tekst under den pågældende karakter, der viser at denne person døde af at blive skudt seks gange på klods hold. Det er så uglamourøst som det kan blive, og de drab, der vises føles, pga. distancen, langt mere endegyldige end de nogensinde har gjort før i en gangsterfilm af Scorsese.

Bekymringerne omkring de-aging teknologien, der benyttes på de tre hovedrolleindehavere, har været til at tage og føle på, men jeg vil være ærlig og sige, at jeg kun tog notits af det et par gange. Filmen er så suveræn og dynamisk skruet sammen, at man sjældent har tid til at tænke over det… medmindre man VIL tænke over det.

Skuespillet… Hvad kan man sige? Robert De Niro giver en af de bedste præstationer han har givet i lang tid som Frank Sheeran, der altid, på trods af sine tætte venskaber med gangsterne, føles som om han er lidt udenfor. Især de sidste 20 minutter af filmen tilhører De Niro, hvor han gør utroligt meget med kun sin mimik og få replikker, og det er ekstremt rørende. Joe Pesci giver også en perfekt afdæmpet præstation, der står i skarp kontrast til hans roller som det voldelige brushoved i tidligere film, og samtidig gør det nærmest karakteren endnu mere koldblodig. Det er dog Al Pacino, der får lov til at tygge på scenerne i en over-the-top præstation som fagforeningsmanden Hoffa. Pacino er et sandt energibundt, der også står for nogle af filmens sjoveste øjeblikke, og scenerne mellem de tre koryfæer slår gnister på lærredet.

Hvis man forventer en ny ‘GoodFellas’ eller ‘Casino’, er det ikke, hvad man får. Hvad man får er et epos om en enkelt mands liv igennem nogle af de mest turbulente år af USA’s historie, og hvorledes ens valg former både liv og død. Det er stor, amerikansk filmkunst udøvet af en stor, amerikansk filmkunstner med nogle af de største amerikanske filmstjerner gennem tiderne. Det er årets filmbegivenhed, som du absolut ikke må gå glip af.

Se ‘The Irishman‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.