Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Forside » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘The Last Days of American Crime’

Anmeldelse: ‘The Last Days of American Crime’

08/06/2020 | Flixfilm

The Last Days of American Crime anmeldelse netflix flixfilm 2020 review

‘The Last Days of American Crime’ er en alt for lang film der trækker scener ud i langdrag og er i sidste ende bare en livløs affære. Sci fi-konceptet i filmen kunne gøre en forskel, men det får aldrig mulighed for.

Skrevet af Michael Larsen.

Man skulle efterhånden tro at Hollywood var løbet tør for tegneserier at filmatisere som ikke har mænd og kvinder i stramme dragter i kamp mod superskurke. Men det er ikke tilfældet, for nu er den grafiske roman ‘The Last Days of American Crime’ af Greg Tocchini og Rick Remender blevet til en ny Netflix-film, der kan ses i hjemmebiografen nu.

The Last Days of American Crime film

Som titlen indikerer, så er alt kriminalitet truet i USA. For om en uge i en nær fremtid vil regeringen aktivere et såkaldt API-signal, der hæmmer alle kriminelles hoveder, når de bryder loven. Lyder som noget Trump vil kunne lide i de her tider. Den erfarne bankrøver Graham Bricke (Édgar Ramírez) har lige mistet sin bror under et testforsøg med API-signalet og vil hævne sig på skaberne af det. Han bliver mødt af det noget syrende par Kevin Cash (Michael Pitt) og Shelby Drpree (Anna Brewster), som tilbyder ham et storslået sidste kup før den store lancering af API-signalet.

Det er den franske actionfilm-håndværker Olivier Megaton der har instrueret fremtidskaoset. Han har tidligere lavet ‘Taken 2’ og ‘Taken 3’ med Liam Neeson og ‘Transporter 3’. Fælles for de actionfilm er, at de alle var forglemmelige og det er ‘The Last Days of American Crime’ også, hvilken er ærgerligt, når filmen ellers har en spændende ide.

The Last Days of American Crime 2020

Der er for mange scener der trækkes ud i langdrag med kedelige og livløse personer der kører i cirkler om hinanden. Selv de scener med action og erotik kan ikke engang give handlingen noget liv. Når man ser billeder fra fremtidens USA, kan man ikke undgå at tænke på de uroligheder, som landet gennemgår lige nu. Men i filmen er billederne bare pynt uden substans. Selve konceptet med API-signalet bliver aldrig brugt til noget ordentligt, hvilken er mig en gåde.

LÆS OGSÅ   Anmeldelse: 'Lost Bullet'

Édgar Ramírez er ellers en dygtig skuespiller og kan virke faretruende som for eksempel i ‘The Bourne Ultimatum’. Men her i ‘The Last Days of American Crime’ er han en trættende bad boy-kliche, som man har set det før utallige gange. Michael Pitt kendt fra ‘Boardwalk Empire’ prøver bevidst at give sin gangsterrolle særpræg i forsøg på originalitet, men det virker slet ikke. Han er bare irriterende. Som Shelby er Brewster for det meste bare der for øjnenes skyld trods sin figurs dilemma.

stream The Last Days of American Crime

Sharlto Copley fra ‘District 9’ virker unødvendig her som en politimand der er tæt på brandpunktet af problemerne. Han bidrager ikke med ret meget til filmens handling og man kunne nemt lave en anden film med hans figur. Måske havde den været en bedre film med et mere fokuseret manuskript!

Forventer man en heftig actionmættet kupfilm med en masse spænding i ‘The Last Days of American Crime’, så bliver man bare skuffet. Dertil er filmen forbandet lang i spyttet og er en forbavsende livløs affære der ikke bruger sit politiske indhold til noget konkret. Det lykkedes dog kupfilmen at gøre en ting. Den stjal to timer og niogtyve minutter fra mig og dem får jeg aldrig tilbage!

Se ‘The Last Days of American Crime‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.



2 kommentarer til Anmeldelse: ‘The Last Days of American Crime’

  1. Jakob Rosengreen - kl. 15:13, 08-06-2020:

    Du har følgende sætning i din anmeldelse: “Han har tidligere lavet ‘Taken 2’ og ‘Taken 3’ med Liam Neeson og ‘Transporter 3’. Fælles for de actionfilm er, at de alle var uforglemmelige”.
    Men det er vel det modsatte, du mener?

  2. Michael - kl. 14:58, 11-06-2020:

    Når der nu en gang er så meget dårligt på Netflix, så vælger man vel bare det nyeste i håb om, at det er bedre. Og når det så heller ikke er tilfældet, så kan selv det dårligste få høje seertal.

    Skriv kommentar