Følg Flixfilm på Facebook - Netflix nyheder

Forside » Anmeldelser » Anmeldelse: ‘The Last Laugh’

Anmeldelse: ‘The Last Laugh’

15/01/2019 | Ingen kommentarer

last laugh netflix anmeldelse review film 2019

Af en film der kalder sig ’The Last Laugh’, er der utroligt få grin at hente i denne road trip-komedie, der ellers bryster sig af navne som Richard Dreyfuss, Chevy Chase og Andie MacDowell. En ting er sikker: Dit sidste grin bliver ikke til denne film.

Skrevet af Lars Møller.

Netflix har satset stærkt på at give ældre skuespillere, der for 30 år siden var ’household names’, chancen for at gøre comeback på deres streamingtjeneste. Vi har set eksempler såsom ’Grace and Frankie’ samt senest med ’The Kominsky Method’, der så Michael Douglas og Alan Arkin i topform. Nu er spørgsmålet så, om Netflix kan gøre det samme for Chevy Chase og Richard Dreyfuss i ’The Last Laugh’.

last laugh

Som en kæmpestor fan af komedieserien ’Community’, der kørte fra 2009 til 2015, var jeg spændt på at se nyt fra Chevy Chase, der ikke har lagt navn til mange ting, siden han forlod serien i dens fjerde sæson. Det kom dengang frem, at Chase eftersigende havde været rigtig besværlig at arbejde med, og efter et voldsomt skænderi med seriens skaber, Dan Harmon, blev Chases karakter skrevet ud af serien. Dan Harmon gik efterfølgende videre til at skabe den meget lovpriste animationsserie ’Rick and Morty’.

’The Last Laugh’ tager udgangspunkt i den tidligere manager Al Hart, der efter at være endt på et plejehjem i Palm Springs mod sin vilje, genforenes med en af sine forhenværende klienter, Buddy Green. 50 år tidligere forlod Buddy nemlig underholdningsbranchen og en karriere som komiker for familien og et ærligt job som fodterapeut. Al ser muligheder i den aldrende Buddy og sammen drager de ud på et road trip, hvor Buddy får mulighed for at vise sit komiske talent frem. Herved slipper Al samtidigt for pensionatets triste tilværelse. Denne rejse bliver derved også en rejse, hvor begge mænd realiserer deres drømme og indser, at de stadig har en masse at byde på i showbiz. Så nu skal Chase og Dreyfuss bare bevise Netflix om det samme.

last laugh 1

Handlingen i ’The Last Laugh’ er meget gennemskuelig, og man føler, at man har set denne form for buddy-/road trip-komedie før. Historiefortællingen er primitiv, og alle pointer skæres ud i pap, så man aldrig er i tvivl om hverken Buddys eller Als intentioner og bevæggrunde for deres valg. Filmen behandler nogle (egentlige) alvorlige emner, men vi får aldrig helt denne seriøsitet med, hvilket resulterer i en særdeles sukkersød film, der hurtigt trættede denne anmelder.

I rollen som Buddy Green ser vi veteranskuespilleren Richard Dreyfuss, der gør det overraskende godt og portrætterer en karakter, der har alt at miste, men stadig vælger at følge sin drøm. Kontrasterne mellem hans følsomme indre og jokende ydre balancerer Dreyfuss på fineste vis. Det samme kan desværre ikke siges om Chevy Chase, der sammenlignet med Dreyfuss, spiller rollen på forudsigelig vis. Han er til tider usympatisk (som i Community), besidder et enormt ego (som i Community), og man får aldrig rigtig noget håndgribeligt bevis for, at Al var så succesfuld en bookingmanager, som han ellers selv proklamerer jævnligt igennem hele filmen. Halvvejs inde i filmen bliver vi desuden præsenteret for Andie MacDowells karakter, Doris, men hun bidrager med næsten intet til filmens plot eller dialog.

last laugh 2

Visuelt er filmen langt fra prangende i dens udtryk. Der bliver ingen chancer taget, og filmen kommer hurtigt til at ligne en ’TV-movie’, hvilket det for sin vis også er. Flere gange foretager kameraet lange panoreringer samt zoomer ind og ud, mens man hører karakterernes dialog. Det gør desværre, at den har et billigt udseende. Men mest forstyrrende er nok filmens score – flere gange spilles behageligt, småjazzet musik i baggrunden, mens scener udspiller sig, og mens man prøver at fordybe sig i dialogen, hæver musikkens lydstyrke sig og ender med at være gennemtrængende og generende.

’The Last Laugh’ har desværre ikke meget nyt at byde på. Plottet virker genkendeligt, og historiefortællingen er primitiv og langsommelig. Chevy Chase og Richard Dreyfuss har et rigtig godt sammenspil, men desværre formår Chase aldrig rigtig at nå Drefuss’ niveau, og det gør også, at vi aldrig rigtig kommer ind under huden på Al. Filmens håndværk virker mest af alt billigt og forstyrrende, så heller ikke her, er der meget at hente. ’The Last Laugh’ ender desværre som en udtryksløs ’straight-to-DVD’-film, der kun vil tiltrække fans af Chase og Dreyfuss. Der blev hvert fald ikke grinet hos denne anmelder.

Se ‘The Last Laugh‘ på Netflix Danmark.

Flixfilm er ikke associeret med Netflix. Inc. og anmeldelsen er dermed udelukkende et udtryk for forfatterens egne holdninger.

Se en oversigt med alle anmeldelser her.



    Skriv kommentar


Telmore